Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Kinesisk astrologi

Kinesisk astrologi - De kinesiske 12 huse

fra Magasinet Horoskopet , af Lykke Larsen, astrolog og coach

Den kinesiske astrologi adskiller sig fra den vestlige ved, at den bruger en 12-års cyklus frem for den vestliges 12-måneders cyklus.

Kalender og elementer

Kineserne indførte den vestlige kalender, der baseres på solens bevægelse, i 1911. Før det brugte de deres egen kalender, baseret på månens bevægelse. De bruger stadig deres egen kalender, når de fastlægger nationale helligdage mv.
Hvor vi fejrer nytår den 31. december hvert år, falder det kinesiske nytår på skiftende datoer i januar og februar. Det nye kinesiske år begynder nemlig på den anden fuldmåne efter vintersolhverv.
Ligesom i den vestlige astrologi, opererer kineserne med 12 forskellige dyr. Herudover har de fem forskellige elementer, disse er Metal, Vand, Træ, Ild og Jord. Dette giver en samlet cyklus på 60 år, da hvert år også er tilknyttet et af elementerne. Kun hvert 60. år kan man for eksempel være født i Træ-Slangen eller Vand-Tigeren. Hvert element opdeles yderligere i to, nemlig i Yin og Yang.

Kompleks astrologi

Når en uddannet kinesisk astrolog skal lægge et horoskop, tager han ikke kun de ovennævnte 60 kombinationer i betragtning. Det betyder også noget, hvornår på dagen, personen er født, og ligesom i den vestlige astrologi arbejder man i Kina også med en Ascendant. Herefter ser astrologen på selve fødselsmåneden, sæsonen og sågar vejret på den dag man blev født. Efter det ser han på forskellige planetpositioner på fødselstidspunktet. En kinesisk astrolog opererer med over 512.640 forskellige personlige fødselshoroskoper. Det betyder, at kun to horoskoper ud af en million er nogenlunde ens.
Den kinesiske astrologi har dannet baggrund for mange spændende sagn og historier ligesom den vestlige, og det er blevet en meget vigtig del af Kinas kultur.
Ligesom vi har horoskoper lagt af professionelle og seriøse astrologer, har vi også ugeblads horoskoper, som mange mennesker finder interessante og frem for alt underholdende. Kineserne bruger deres astrologi på samme måde. Det kinesiske horoskop har dog også en anden funktion. I Kina er det ikke pænt at spørge om en persons alder, så i stedet spørger man, hvad han eller hendes tegn er. Dette vil placere en person inden for en 12-års cyklus, så er det blot at regne lidt eller sammenligne med venner og familie. Den 12- årige kinesiske cyklus starter med Rotten, fordi den ankom først, og slutter med Grisen, der ankom sidst.

Sagnene

Der er flere sagn, der fortæller om oprindelsen af den kinesiske zodiak. Især er der to sagn, der er meget fremherskende, nemlig sagnet om Buddha og sagnet om Jade-Kejseren.
Jeg har valgt at bringe sagnet om Buddha. Ifølge den kinesiske legende blev de 12 dyr i den kinesiske zodiak udvalgt ved et væddeløb. De skulle svømme over Den Himmelske Flod for at deltage i en fest til Buddhas ære. Som en belønning for at passere målstregen ville de første 12 dyr komme med i den kinesiske zodiak. Dyrenes rækkefølge svarer til den placering, de fik i væddeløbet, da de passerede målstregen.

Sagnet om Buddha

Buddha inviterede dyrene til et festmåltid for at fejre sin afgang fra denne verden, og for at komme til Buddha skulle dyrene krydse Den Himmelske Flod.

Katten og Rotten var de dårligste svømmere i dyreriget, men til gengæld var de begge meget intelligente dyr. De besluttede derfor, at den bedste måde at krydse floden på var at hoppe op på Oksens ryg, for den var en rigtig god svømmer.
Fordi Oksen var et så godmodigt og lidt naivt dyr, indvilgede den i at svømme dem begge over floden.
Men da Rotten var meget konkurrencebetonet, besluttede den sig for, at den ville vinde. Den skubbede derfor hurtigt den intetanende kat ud i floden. Derfor kan katte hverken lide vand eller rotter. Og sådan er det stadig den dag i dag - det er ganske vist!
Efter at Oksen havde krydset floden, sprang Rotten frem over Oksens hoved og nåede dermed kysten først. Sådan blev Rotten det første dyr i den kinesiske zodiak - den blev belønnet for sin snilde og list. Lige efter kom den stærke Okse op af vandet, og den blev det andet dyr.
Efter Oksen kom Tigeren, og stønnende forklarede den Buddha, hvor svært det var at krydse floden med den stærke strøm, der hele tiden tog fat i den og skubbede den ud igen. Men med stor styrke nåede den kysten og blev det tredje dyr.
Pludselig hørtes en hoppen fra Haren. Haren forklarede, hvordan den krydsede floden, nemlig ved at hoppe fra den ene sten til en anden. Pludselig faldt den i vandet, og strømmen tog den. Haren var dog heldig og fik fat i en flydende gren, som senere bragte ham op på bredden. Hermed blev Haren det fjerde dyr.
Det næste dyr, der ankom, var Dragen. Den kom træt flyvende. Buddha var meget spændt på, hvorfor en så stærk og flyvende skabning som dragen ikke kom først. Den mægtige drage forklarede, at han var nødt til at stoppe op for at hjælpe alle mennesker og skabninger på Jorden med at lave regn, så de kunne få mad, derfor kom han for sent. Sluttelig fik han øje på en hjælpeløs Hare, der klamrede sig til en gren i vandet, og han gjorde en god gerning ved at give den noget vind, så den kunne komme ind til kysten. Buddha var meget tilfreds med Dragens godhed, og han blev tilføjet den kinesiske zodiak som den femte.


Så snart han havde gjort det, kom Hesten galopperende, men pludselig hoppede der en Slange ud fra Hestens hov, hvor den havde ligget i skjul og gemt sig. Hesten blev meget forskrækket og trådte dermed et skridt tilbage, og Slangen blev således det sjette dyr, og Hesten dermed det syvende dyr.
Ikke længe efter kom Geden, Aben og Hanen ind til kysten. Disse tre dyr havde samarbejdet og hjulpet hinanden med at nå frem. Hanen havde opdaget en overgroet tømmerflåde på bredden, sammen fik Geden og Aben gravet den fri, og de hjalp alle tre hinanden med at få den i vandet. Sammen kom de over floden, takket være deres fælles indsats. Buddha blev meget glad for at høre om deres samarbejde og udnævnte straks Geden som dyr nummer 8, Aben som nummer 9 og Hanen som nummer 10.
Det 11. dyr, der ankom, var Hunden. Den burde egentlig være den bedste svømmer af dem alle, så Buddha spurgte, hvorfor den kom så sent. Hundens forklaring var, at den havde brug for et bad, og det friske kølige vand fra floden var for stor en fristelse.
Lige da Buddha var ved at gå, hørtes der et grynt fra en lille Gris. Den var blevet sulten på turen og stoppede op for at spise. Derefter faldt den i søvn. Efter en lur fortsatte Grisen, for da var den blevet sulten igen, så den ville gerne med til festmiddagen. Hermed blev grisen udnævnt til det 12. og sidste dyr i den kinesiske zodiak.
Katten kom for sent, og den blev det 13. dyr, derfor fik den ikke plads i den kinesiske zodiak. Den sværgede derfor, at den altid ville være fjende af Rotten.

Elementer

Den kinesiske astrologi arbejder med fem forskellige elementer, mod de fire vi astrologer bruger i den vestlige. Kinesernes fem elementer stammer fra og knytter sig til de fem planeter, der var synlige på himlen for de gamle kinesiske astronomer.
Hvert af de fem elementer kan slå igennem enten positivt eller negativt. Nedenfor har jeg beskrevet de forskellige karakteristika ved de fem elementer.

VAND

Planet: Merkur
Farve: sort (Yang) og grå (Yin)
Årstid: vinter
Kroppen: nyre (Yin) og blære (Yang)

Vand er det mest feminine af de fem elementer, men i den kinesiske astrologi betragtes det feminine ikke som værende svagt, tværtimod. Vand er det stærkeste element, da det kan bevæge sig igennem eller rundt om noget uden at miste sin oprindelige substans og form. Med tiden kan vandet forcere selv det største og stærkeste bjerg.
Selvom Vand er et Yin element, kan det både eksistere i en Yin- og Yang-form. Når det er i Yang-form, så symboliseres det ved farven sort og ved en bølge. Når det er i Yin-form, symboliseres det ved farven grå og ved en lille strøm.
Mennesker, der har Vand elementet som det styrende element, vil typisk være meget fleksible, sensitive og stærke mennesker.
De positive kvaliteter ved Vand elementet viser sig ved, at du er kunstnerisk, omsorgsfuld, forstående, sensitiv, ikke konfronterende, stærk - selvom du måske ikke selv tror på det, fleksibel og god til at formulere dig.
De negative kvaliteter ved Vand elementet viser sig ved, at du er stresset, nervøs, oversensitiv, passiv, manipulerende, afhængig af andre og frygtsom.

METAL

Planet: Venus
Farve: hvid (Yang) og sølv (Yin)
Årstid: efterår
Kroppen: lunger (Yin) og tyktarmen (Yang)

Metal er et feminint element, da det udvindes fra jorden, der også betragtes som feminin. Metal regnes dog for at være mindre feminint end vand.
Metal eksisterer også i både Yin- og Yang-form. Når det er i Yang-form, så symboliseres det ved farven hvid og ved et våben. Når det er i Yin-form, symboliseres det ved farven sølv og ved en kedel.
Mennesker, der har Metal som det styrende element, vil typisk være uafhængige, stærke og fokuserede.
De positive kvaliteter ved Metal elementet viser sig ved, at du er visionær, beskyttende, inspirerende for andre, kontrolleret, romantisk, har en indre styrke, er beslutsom og gerne har en god økonomi.
De negative kvaliteter ved elementet Metal viser sig ved, at du er ufleksibel, hård, selvretfærdig, konkurrencebetonet, forudindtaget og noget af en enspænder.

ILD

Planet: Mars
Farve: rød (Yang) og lilla (Yin)
Årstid: sommer
Kroppen: hjertet (Yin) og tyndtarmen (Yang)

Ild er det mest maskuline af de fem elementer, derfor anses det for at være meget Yang.
Ild eksisterer også i både Yin- og i Yang-form. Kineserne mener, at alt har en Yin og en Yang side, for der skal være en balance. Når Ild er i Yang-form, så symboliseres det ved farven rød og ved brændende træ. Når det er i Yin-form, symboliseres det ved farven lilla og ved flammen på en olielampe.
Mennesker, der har Ild som det styrende element, vil typisk være passionerede, dynamiske, aggressive, og de vil altid gå foran.
De positive kvaliteter ved elementet Ild viser sig ved, at du er stolt, kærlig, modig, optimistisk, karismatisk, spændende, nytænkende og spirituel.
De negative kvaliteter ved elementet Ild viser sig ved, at du er destruktiv, utålmodig, stædig, overambitiøs, temperamentsfuld, og at du overdriver.

TRÆ

Planet: Jupiter
Farve: grøn (Yang) og blå (Yin)
Årstid: forår
Kroppen: lever (Yin) og galde blære (Yang)

Træ er et maskulint element, Træ regnes dog for at være mindre maskulint end Ild. Træ eksisterer også i både Yin- og Yang-form. Når Træ er i Yang-form, symboliseres det ved farven grøn og ved et stort grantræ. Når det er i Yin-form, symboliseres det ved farven blå og ved en fleksibel bambus, der vajer i vinden.

Mennesker, der har Træ som det styrende element, vil typisk være idealistiske, ligefremme, nytænkende og dedikerede.
De positive kvaliteter ved elementet Træ viser sig ved, at du er ressourcestærk, samarbejdsvillig, problemløsende, social, beslutsom, etisk korrekt og har gåpåmod.
De negative kvaliteter ved elementet Træ viser sig ved, at du er frustreret, vred, pessimistisk, let påvirkelig og temperamentsfuld.

JORD

Planet: Saturn
Farve: gul (Yang) og guld (Yin)
Årstid: de sidste 18 dage af hver af de fire årstider
Kroppen: mave (Yin) og blindtarm (Yang)

Jord er et feminint element.
Jord eksisterer også i både Yin- og Yang-form. Når Jord er i Yang-form, symboliseres det ved farven gul og ved et bjerg. Når det er i Yin-form, symboliseres det ved guld-farven og ved en dal.
Mennesker, der har Jord som det styrende element, vil typisk være stabile, praktiske, ærlige og venlige.
De positive kvaliteter ved elementet Jord viser sig ved, at du er fredelig, sympatisk, metodisk, tålmodig, støttende, objektiv og logisk.
De negative kvaliteter ved elementet Jord viser sig ved, at du er langsom, konservativ, meget forsigtig, besiddende og stædig.

Ascendanten

Når andre mennesker møder dig for første gang, lægger de gerne mærke til dit udseende, og hvordan du agerer og reagerer. Det, du viser til andre og det indtryk, de får af dig, bliver bestemt af din Ascendant.
I den vestlige astrologi er Ascendanten det tegn, der stiger op over horisonten på det tidspunkt, hvor du bliver født. I den kinesiske astrologi bestemmes Ascendanten også af fødselstidspunktet, men hvor Ascendanten kan skifte efter årstid i Vesten, så ligger den altid fast i den kinesiske astrologi.
På næste side kan du se, hvad din Ascendant er i det kinesiske horoskop og en kort beskrivelse af den indflydelse, den har på din personlighed.

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk