Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Drømme BK - januar 2009

Spørg drømme brevkassen...

Send din drøm til Mirza Mølgaard.

Hver måned udvælges 3 af de indsendte drømme, som Mirza tyder. 

Hvis din drøm bliver valgt ud, vil Mirza lave en clairvoyant drømmetydning ud fra drømmen og tydningen kan læses på vores hjemmeside.

Send dit spørgsmål til messer@daninfo.dk

Se mere om Mirza på www.mirza-molgaard.dk

Kære drømmere

Mange tak for jeres drømme, som jeg besvarer gratis. Det er rigtigt spændende læsning og jeg ser meget frem til at modtage nye drømme fra jer. Jeg vil forsøge, i forbindelse med besvarelserne, at give jeres drømme en overskrift, så de bliver nemmere at finde. Da alle drømme fortæller meget om drømmeren selv, og hvis I vil have en meget præcis tolkning af drømmen er det en god idé at gøre følgende:

  • Er der personer i drømmen som du kender, er det en god idé at skrive lidt om hvordan personerne (både børn og voksne) i virkeligheden er. Hvilke egenskaber tillægger du dem i virkeligheden. Fx hvad er de gode til og ikke gode til. Hvordan er de som mennesker? Fx kærlige, temperamentsfulde, tålmodige, utålmodige, trygge, omsorgsfulde, tillidsfulde, eller det modsatte osv. Barnets alder i drømmen er også vigtig at få med.
  • Er der steder i drømmen som du kender, kan du fortælle om hvordan du i virkeligheden synes om det pågældende sted. Fx er det et godt sted eller et mindre godt, og hvorfor.
  • Er der andre vigtige ting, som du synes betyder noget for dig i drømmen og som du kender til, må du meget gerne give en kort beskrivelse af dette.

Skriv også blot, hvis du ønsker et andet navn under din drøm.

Jeg glæder mig meget til at modtage jeres drømme.

Kærlig hilsen
Mirza Mølgaard

Drøm til Mirza

Sovende spædbarn

Kære Mirza Mølgaard

Jeg drømmer en del. Men drømmen med et spædbarn der er mit, sovende roligt og fredfyldt, med mørkt hår og lyserød bluse på, kan jeg ikke få væk fra min nethinde. Kan du fortælle mig, hvad drømmen betyder?

Kærlige hilsner
En 43-årig kvinde

Tydning af drømmen

Kære 43-årig kvinde

Tak for din drøm, som er et meget vigtig og et smukt symbol på, at du har fået kontakt med noget nyt i dig selv (spædbarn). Barnet er symbolet på nye udviklingsmuligheder - også spirituelle - i dit liv, og det er du nu parat til at begynde på. Samtidig fortæller drømmen, at du kan være helt rolig, for udviklingen vil ske i det tempo du er parat til at følge. Held og lykke med din videre udvikling.

Kærlig hilsen

Mirza Mølgaard


Drøm til Mirza

Barn får barn

Hej Mirza

Dejligt at man kan sende spørgsmål til nogen, når man som jeg godt kunne bruge et svar eller tydning på en drøm vi begge havde i nat.

Jeg drømte at min datter på 10 år (Clara) pludselig var gravid. Jeg kiggede på hendes mave som var lige så fin og kuglerund. Det var tydeligt, at hun var for langt henne til at der kunne blive tale om en abort. Jeg var lidt rystet over konstateringen, men ikke mere end at jeg så måtte tage en beslutning om, hvad der skulle ske. Jeg forligede mig med tanken om, at jeg ville tage orlov og passe barnet, som var det mit eget, for at lade hende fortsætte sin skolegang.

Da jeg vågnede, tænkte jeg ove,r hvordan man dog kan drømme så absurd en drøm, men synes også at det var lidt morsomt, da jeg drømmer mange mystiske drømme. Jeg drømmer sommetider også ting, der sker i virkeligheden, det er så en anden sag. Da vi sad ved morgenbordet, fortalte Clara mig at hun i nat drømte, at hun havde fået et barn. Pludselig stod hun med en baby i sine arme og vidste at det var hendes eget. Så på en eller anden måde har vi altså synkroniseret vore drømme og det er ikke første gang. Jeg glæder mig til at høre din tolkning på dette.

Med venlig hilsen

Monica

Tydning af drømmen

Hej Monica

Din datter i din drøm er ikke kun dit virkelige barn, men er også et billede på dit eget indre barn i virkeligheden. Børn i drømme fortæller om de muligheder du har i dit liv. Og da dit indre barn oven i købet også er gravid, fortæller det, at det er meget vigtigt, at du nu drager omsorg for dig selv og din egen indre udvikling (tager orlov og passer barnet).

Vedrørende din datters drøm kan det handle om, at hun for tiden er inde i en stor udvikling og forandring i sig selv og sit liv.

Det synkroniske i drømmen, dvs. at to personer drømmer det samme, handler meget om, at I begge psykisk er tæt forbundne i jeres virkelighed. Man kan faktisk sige, at det er en energioverførsel, der finder sted. Dette er ikke ualmindeligt. Men det fortæller også, at der er ekstra meget fokus på udviklingen i jeres tilfælde. Jeg ønsker jeg begge al mulig lykke til videre i livet.

Kærlig hilsen

Mirza Mølgaard


Drøm til Mirza

Krop uden hjerte

Hej Mirza,

Jeg havde en drøm som jeg synes er meget mærkelig og også en smule foruroligende.

Jeg drømte at jeg ikke havde noget hjerte!
Det var ikke ubehageligt og jeg havde det ikke anderledes i min krop, men var bare bevidst om, at jeg ikke havde et hjerte. Pludselig holdt jeg det i min hånd (venstre tror jeg), mens jeg sad på min seng og jeg kunne se det pulsere. På et tidspunkt udvidede det sig meget og jeg blev bange for, at det ville eksplodere og jeg ville dø. Hjertet reagerede med at banke meget meget hurtigt (som et hjerte normalt gør, når man bliver bange).
Jeg husker ikke rækkefølgen på mine oplevelser, men jeg husker det som om, at jeg var meget logisk tænkende omkring det og synes det var det mærkeligste jeg nogensinde havde oplevet. Jeg snakkede med nogle andre om det (ikke nogen jeg genkender) og de sagde, at det var ikke helt unormalt. Jeg synes selv det var vildt underligt og ulogisk og jeg kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne leve uden mit hjerte og hvordan de andre kunne sige, det var normalt. Jeg var meget forsigtig med det og havde en masse spørgsmål til andre, om hvad jeg skulle gøre. Ville jeg dø hvis hjertet "gik i stykker", hvordan skulle jeg opbevare det - i vand, ved min side eller fryse det ned? Jeg spurgte også om jeg ikke kunne få det tilbage i min krop igen. Til det fik jeg at vide, at jeg skulle sluge det og at det også var sådan det var kommet ud (gennem munden). Det svar var jeg meget utilfreds med, for det kan jo bare ikke lade sig gøre! Det sidste jeg husker er, at jeg snakker med en pige om, at jeg skal hen og undervise (jeg underviser i aerobic) og om jeg kunne gøre det uden et hjerte. Det sagde hun, at jeg ikke kunne. Men så kom jeg i tanke om, at jeg faktisk havde været henne og undervise tidligere på dagen, uden mit hjerte, og det var gået helt fint.

Jeg har søgt en masse på nettet for at finde ud af, hvad det kan betyde, men uden held, så jeg håber virkelig du vil hjælpe mig til at forstå denne drøm.

Med venlig hilsen

Signe

Tydning af drømmen

Hej Signe

Det er vigtigt at se på, hvad hjertet er for dig. For man kan fx bruge udtrykket ”det er en hjertesag” eller ”af hele mit hjerte ønsker jeg …” osv. Så hjertet kan fortælle noget om, hvordan du handler ud fra det, der er rent eller ærligt for dig. Hjertet betegner også næstekærlighed, nemlig det at gøre noget for andre, uden at forvente noget som helst tilbage – ikke engang et tak. Og så er hjertet selvfølgelig fysisk set en muskel, der skal sørge for at transportere energi (blod) rundt i hele ens krop. Og sidder hjertet ikke inde i kroppen, er det svært at få energi til at udføre det man skal.

Så i din drøm får du at vide, at der er noget du må sluge – også i dit virkelige liv, for at få hjertet på plads igen – hvor det hører til. Og du får også at vide, af din egen følelsesmæssige side (pigen) at det ikke er så godt at undervise, uden at have hjertet med i det du gør. Dette gælder også i det virkelige liv. Her er det jo vigtigt, at gøre noget ”helhjertet” som man siger, for at få det bedst mulige resultat. Både for en selv og for de andre. Så selv om du i din drøm syntes du godt kunne undervise uden at have hjertet med, er der en anden side af dig selv (pigen) der siger, at det kan du ikke. For ingen vil få tilstrækkeligt ud af det. Så drømmen fortæller, at du nok skal være lidt mere bevidst om, at huske at lytte til dig selv med hensyn til, hvad der føles sandt og rigtigt for dig, så du i dit virkelige liv har hjertet med i alt hvad du foretager dig. Jeg ønsker dig lykke til videre dit liv.

Kærlig hilsen

Mirza Mølgaard


Om Mirza Mølgaard

Mirza Mølgaard har siden 1983 beskæftiget sig med drømme og deres betydning. Siden 1988 har hun arbejdet professionelt med drømme, bla. ved undervisning, foredrag og kurser, hvor hun lærer interesserede at bruge drømmetydningen som et redskab til personlig og spirituel udvikling. Hun bruger mit klarsyn i forbindelse med tydningen af drømme, da hun klart får vist, hvad drømmen vil fortælle. På den måde hjælper hun mennesker videre - også i her og nu situationer.

Mirza er akademiuddannet coach, uddannet healing- og massagelærer, clairvoyant rådgiver, samt i psychosynthesis (vor tids psykologi) og ser også en sammenhæng mellem krop og drømme og hjælper personer i forskellige sygdomsforløb.
Siden 1995 har hun medvirket i mange direkte radioudsendelser, bla. i Danmarks radio og TV om drømmetydning. Har bla. haft fælles foredrag med hjerneforskeren Peter Lund Madsen med titlen ”Drømme og drømmetydning”. Har været brevkasseredaktør i LYS-strejfet siden august 2002 og har en drømmetydnings skole, hvor hun uddanner nye drømmetydere.

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk