Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Kanaliserings BK maj 2009

Spørg kanaliseringsbrevkassen...

Når vi vælger vores vej med udgangspunkt i og klarhed omkring vores indre lys, så oplever vi ro, styrke og glæde. Det er til gavn for os - og til gavn for helheden.

Har du brug for hjælp til at komme (tættere) ind til dit indre lys, så send dit spørgsmål til Anne, som vil kanalisere budskaber ned til dig.

Budskabet bringes fra den - eller de - energier som har noget at sige til dig! Budskaberne er ren kærlighedsenergi - og i dyb respekt for dig og dine valg.

Anne Windfeldt er kanal for lyset - og samarbejder med de opstegne mestre, engle, rumfolk og andre energier i det guddommelige univers.

Læs mere om Anne Windfeldt på www.aw-ki.dk

Hver måned vælges 4-6 spørgsmål som besvares. Send dit spørgsmål til messer@daninfo.dk

Vær opmærksom på at de kanaliserede budskaber i brevkassen bliver kortere end ved en privat kanaliseringssession – men de giver alligevel en god inspiration til dig.

Spørgsmål til Anne

Hej

Som person har jeg været uheldig, stort set hele mig liv og er i min familie og vennekreds kendt for at være den uheldige.
 
Jeg drømmer om et normalt liv med godt job og en dejlig familie. Er det noget jeg får? Vil jeg nogen sinde komme ud af min gæld og kunne købe min egen bil, lejlighed osv.? Kan du se, om der er noget lykke i den nærmeste fremtid? Jeg er blevet mor for otte måneder siden og er i tvivl om mit valg om at få børn så tidligt. Jeg var 21 år da jeg fødte! Vil jeg nogen sinde få mod på at få flere børn? Og kan jeg klare det?
 
Med venlig hilsen
Skorpionen

Svar

Kære Skorpion

Lysets budskaber til dig kommer her.

Jeg er Sananda Christ - jeg er kommet for at sige til dig, at du skal være meget opmærksom på hvad du tænker og siger om dig selv.

At du ikke kommer til at hænge fast i negative tanker og beskrivelser af dig selv. Din fortid er jo netop din fortid. Hvis du begynder at tænke anderledes om dit liv lige NU, så former du din fremtid anderledes end din fortid. For fremtiden udspringer af Nutiden.

Forstår du hvor vigtigt det er? Også at du sender ud til dine venner og familie, at det netop er fortid, at du har været uheldig!

Det er svært at sige, hvordan dit liv former sig. Det er svært i al almindelighed at sige noget om fremtiden, idet den indebærer mange valg, mange beslutninger. Og formes efter valgene. Formes efter beslutningerne.

Det væsentligste jeg kan sige til dig lige nu, er at for at du kan skabe dig den fremtid, du ønsker - de forhold du ønsker - så er det vigtigt, at du er positiv, tænker positivt om dig selv.

Det er der, det starter. Der det hele udspringer.

For at starte med at tænke mere positivt om dig selv, så skal du bryde et mønster. Det mønster, hvor du definerer dig selv i forhold til din fortid. Det mønster kan du bryde ved at meditere. Meditere og forestille dig at du bliver renset. Renset for alt det negative. Renset for alle de ting, som har belastet dig. Ligesom hvis du var i brusebad. Forestil dig at det hele bliver skyllet af dig. Indvendigt - i dine tanker, i din krop, i dine celler. Og udvendigt på din krop.

Og se så dig selv badet i lys. Lad lyset varme dig indvendigt og udvendigt. Og mærk hvad det gør for dig.

Det er en måde at gøre det på.

Og så hele tiden være opmærksom på, ikke at falde tilbage i det gamle mønster. Hvis det sker - så kan du gentage meditationen.

Og giv dig så god tid. Nyd det. Vær tålmodig med det. Glæd dig over livet. Over din datter. Over dig.

Dette var ordene fra mig for nu. I lys og kærlighed sender jeg dig mine hilsener. Jeg er Sananda Christ, vær hilset.

Lyse hilsener

Anne


Spørgsmål til Anne

Hej Anne

Jeg kunne tænke mig at vide, hvad min åndelige vejleder hedder?
Og hvad er temaet i mit liv?
Jeg står og skal starte helt forfra med min karriere pga. sygdom, i hvilken retning skal jeg gå?

På forhånd tak
Venlige tanker Heidi

Svar

Kære Heidi

Jeg har kanaliseret følgende budskaber til dig.

Det er Ærkeenglen Gabriel, der kommer tilsted. Han taler og siger til dig: Jeg er Ærkeenglen Gabriel. Jeg er kommet for at sige til dig, at jeg er med dig.

Der er flere søstre og brødre fra Lyset omkring dig også - men jeg er med dig i disse tider.

Jeg blæser den blideste vind til dig, som et strejf på kinden. Som en omsorgsfuld og kærlig energi. Jeg er med dig for at hjælpe dig igennem dine skift. For skift skal der til. De er allerede i gang.

Du vil nu og i de kommende år opleve, at der kommer skift, som du slet ikke havde drømt om. Og bare rolig. Det hele er godt og lyst. Du skal glæde dig. Gå det hele i møde med oprejst pande. Og med nysgerrighed.

Tag imod de chancer og tilbud der kommer til dig. Vel og mærke de tilbud og chancer som vinder genklang inde i dig. De som får dit hjerte til at brænde.

Hvilken vej skal jeg gå, spørger du. Der er kun én vej at gå: Hjertets vej. Så nemt er det.

Og samtidig så svært, for så skal man jo lytte. Så skal DU lytte (og så smiles der til dig - kan jeg se: Anne).

Men det er det eneste jeg kan sige til dig: Du skal gå den vej hjertet viser dig.

Og for at finde dén vej, så skal du være stille indeni. Ikke lade bekymringer, tanker og andet overtage stilheden. Lade stilheden komme til dig. SÅ finder du - efterhånden - svar fra dit hjerte.

Jeg siger efterhånden, fordi det er noget du skal lære at blive og være. Stille. Virkelig stille. Så stille at du ikke er i tvivl om, at det er hjertet der taler.

Men tiden er komme til, at du skal lære det. Og hvis du vil, så lærer du det. Det er jeg helt sikker på.

Og du kan altid bede mig om hjælp til at hjælpe dig med stilheden. Så kommer jeg. Det er helt sikkert.

Stilheden viser dig vejen.

Jeg er ærkeenglen Gabriel, dette var mine ord til dig i dag.

Med lyse og glade hilsener

Anne


Spørgsmål til Anne

Hej

Jeg vil gerne spørge dig om, hvordan det vil gå i mit liv fremover, om jeg få alt min angst væk.

Hilsen Lisbet

Svar

Hej Lisbet

Hér er Lysets budskaber til dig.

Jeg er Ærkeenglen Michael. Jeg er kommet for at sige nogle ting til dig i dag… men allerførst lægger jeg mine vinger omkring dig, favner dig i kærlighed og siger så til dig: Du har gået så grueligt meget igennem på indre planer. Jeg ved det. Jeg har set det. Og jeg har været ved din side hele tiden. Også selvom du har følt dig alene. Så har jeg været der.

Og jeg vedbliver med at være der. Lige ved siden af dig. Og tag mig gerne i hånden, når du føler behov for min nærhed og opbakning.

Dernæst vil jeg sige til dig, at du skal gå vejen lidt endnu. Du er kommet et langt stykke af din vej, vejen væk fra noget vel og mærke. Væk fra din angst. Den er blevet mindre, anderledes, mens du har gået. Og den vil blive mindre og mindre efterhånden som du kommer længere og længere hen ad din vej. Hvor langt du skal gå endnu - eller rettere: hvor lang tid det vil tage, ja det kan jeg ikke nøjagtigt sige det. Dog kan jeg sige, at det lysner - og det vil fortsat lysne samtidig med din gang på vejen.

Og vid - at du ikke er alene på dén vej, jeg er med dig. Jeg hjælper dig gerne med at komme så langt af vejen, at du næsten ikke kan skimte angsten længere. Men blot ved at den har været en stor del af dit liv.

Jeg hjælper dig.

Og - når efterhånden som dette sker, så vil du opleve, at der er plads til nye - og gode og positive - ting og indhold i dit liv.

Det følges ad.

Vær beredt på det gode. Vær også god ved dig selv. Tålmodig. Blid. Og vent dig så det bedste.

Jeg er Ærkeenglen Michael. Det var ordene for denne gang.

Med lyse hilsener

Anne


Spørgsmål til Anne

Hej

Får vi nogensinde børn og hvornår? Hvis ikke - forsvinder smerten så nogensinde?

Hvad er så meningen med livet?

Med venlig hilsen
Mia

Svar

Kære Mia

Hér kommer de budskaber som Lyset har til dig lige nu.

Jeg er Ærkeenglen Michael. Jeg er kommet i dag for at tage dig så blidt i hånden, stryge dig over din kind og sagte hviske til dig at: Meningen med livet er dig! DU er meningen i dit liv.

Det er meget vigtigt, at du er opmærksom på det. Og ikke udelukkende retter fokus på meningen i forhold til det at få børn.

Jeg siger det til dig, understreger det, fordi jeg har set og ser smerten i dig. Smerten der er forbundet med din situation lige nu.

Det er så vigtigt, at du husker dette. Tillader dette. Så du kan bløde op, forløse de energimæssige og kropslige spændinger, som er i og hos dig.

Det vil gøre dig gladere. Mere afslappet i krop og sind. Mere dig. Igen.

Om du får børn, kan jeg ikke sige dig. Det er ikke muligt fra min position at sige noget om det.

Men jeg kan sige til dig, at det ser ud som om, at hvis du vælger også at se meningen med livet i forhold til dig selv - så vil du opleve glæde, lys og kærlighed. Igen.

Det er det vigtigste budskab til dig fra mig - og de andre engle i universet - lige nu.

Jeg sender dig stråler af fred og kærlighed. Modtag dem. Lige i det øjeblik du læser disse ord.

Og så vil du forstå. Mærke. Og det er en vej mod noget andet også.

Jeg sender dig disse ord i kærlighed til dig og dine.

Vær hilset. Jeg er Ærkeenglen Michael.

Kærlig hilsen

Anne


Spørgsmål til Anne

Hej Anne

Jeg vil gerne spørge dig, om du måske kan hjælpe mig, da jeg er i ’syv sind’.

Jeg er en mand, som for snart 3 år siden fik mit ønskejob.

Desværre har jeg næsten lige fra starten, været syg og træt, så snart jeg er på jobbet. Lægerne finder ikke noget fysisk galt, så det er lidt af et mysterium.

Det er efterhånden blevet et kæmpe problem, da jeg bliver total drænet for alt energi så snart jeg møder på mit ellers ret så stillesiddende arbejde, så jeg nu ikke ser andre løsninger end at stoppe, hvilket ville være meget ærgerligt, da jeg ellers vil få meget svært ved at få et andet arbejde her i min del af landet og jobbene hænger jo ikke ligefrem på træerne…

Men ser du et evt. jobskifte, orlov el. lign?

Mit eneste ønske i den retning, ville være at komme ind i den alternative verden, på den ene eller anden måde, da dette er en hel central del af mit liv og altid har været det. Men det er jo nok de færreste, der kan beskæftige sig fuldtids med det, da der jo skal brød på bordet.

Derudover, har vi haft en del åndelig aktivitet i hjemmet, som ikke burde være der, da de ikke havde nogen personlig tilknytning til vores familie.

Men jeg har fået at vide fra clairvoyant side, at jeg tiltrækker ånderne og burde beskytte mig mod dette, så måske det har relation til mit energitab?

Med venlig hilsen
Fisken 68

Svar

Hej Fisken 68

Jeg har kanaliseret følgende til dig.

Jeg er Ærkeenglen Raphael. Jeg kommer til dig med healende budskaber og energi. Der hvor du har brug for det. Din fysiske og psykiske og følelsesmæssige energi er ikke i top. Som du selv mærker, er du ude af balance.

Jeg bringer dig healingsenergien, til at hjælpe dig med at rette op på ubalancen. Jeg giver dig healingsenergien til at hjælpe dig med at rette op på ubalancen. Tag imod den, netop som du læser disse ord. Mærk hvordan det langsomt, men sikkert, siver ind i dig. Og fylder dig helt op. Vent indtil du kan mærke, at du er fyldt op.

Og læs så gerne videre.

Jeg siger til dig, at foruden det er hårdt at skifte job - uagtet at det er et ønskejob, så er det nemlig krævende at skifte job - så er der også noget andet, du skal være opmærksom på. Du omgiver dig med ting og materialer på din arbejdsplads, som indvirker negativt på dig. Deres vibration kan du, så at sige, ikke tåle.

Kig det godt efter i sømmene, få hjælp til at få fjernet det - skiftet det ud - og så vil du langsomt kunne mærke bedring dag for dag. Faktisk vil du allerede fra starten mærke en lettelse i din krop - i hele dig.

Du skal beskytte dig mod vibrationer, som ikke er gode for dig.

Således skal du også beskytte dig på andre planer. Sørg for at bede om beskyttelse. Find ritualer dertil. Vi hjælper dig fra Lyset side, hvis du beder os om det.

Og sørg så for, at være meget opmærksom på søvn, hvile, motion og kost.

Det er også områder, der kan hjælpe dig til at få oparbejdet mere energi, så din ubalance kan blive rettet.

Jeg og de andre engle sender dig de kærligste og lyseste stråler - og du kan altid selv bede om, at de må komme til dig.

Vi er ikke længere væk end en tanke.

Tak for nu.

Gode lyse hilsener

Anne


Spørgsmål til Anne

Hej

Jeg føler mig noget kørt fast i tilværelsen, er meget ked af det og synes ikke jeg kommer så langt i forhold til de ting, der for alvor betyder noget for mig.

Venlig hilsen
Kirstine Linnea

Svar

Kære Kirstine Linnea

Jeg har kanaliseret følgende budskaber til dig.

Jeg er Sananda Christ. Jeg kommer med ord til dig i dag, som gerne skulle vise dig, at der er lys forude - der er lys allerede som disse ord bliver skrevet.

Du har været ked af det, trist indeni, kan næsten kun se gråt og kedeligt vejr - selvom solen skinner. Billedligt talt. Og du er det stadig. Indimellem.

Du skal huske, at det godt betaler sig at være åben overfor ting og begivenheder på en anden vis, end det som du forestiller dig, skal være.

Altså, være opmærksom på det, der SKER - langt hellere end det, der ikke sker, det som du synes ikke sker vel og mærke.

Når øjet og tanken er fokuseret på, at der er noget som ikke sker, så sendes der energi til det, som ikke sker - og på den måde tiltrækkes det. Og samtidig så reducerer en meget fast og snæver fokusering opmærksomheden, så alt det der faktisk sker ikke bemærkes.

Forstår du?

Det betyder ikke, at du ikke skal eller må have ønsker og mål for din tilværelse, for dit liv. Eller at du ikke skal forfølge dem.

Det betyder blot, at jeg gerne vil minde dig om og opfordre dig til også at slippe det, i den meget fast forankrede måde at se på det på. Så du kan blive omfattet af det flow, der omgiver livet.

Sagt på en anden måde: Ønsk, se det ske for dit indre blik - og slip det så fri, i tillid til at det sker. Samtidig med at du selvfølgelig skal handle på det, du møder på din vej.

Og husk så at omgive dit ønske med muligheder. Det vil sige, at der jo kan være noget, der er endnu bedre for dig. Og som du ikke lige kan se nu. Vær åben overfor det.

Du har så meget energi og lys til rådighed omkring dig. Brug det. I kærlighed til dig. Og til helheden.

Jeg er Sananda Christ, jeg sender dig lys og kærlighed. Og jeg siger dig, at også englene har været med i dette budskab. De har bakket op om dette og sendt de blideste vinde til dig. Ren kærlighed. Modtag det.

Lyse hilsener
Anne

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk