Spørg Tusmelda
 |
Her kan du få svar på spørgsmål om magi, hvordan kan du lave et ritual, som kan tiltrække det, du ønsker. Hvilke farver, urter og krystaller kan forstærke dine evner og være med til at opfylde dine behov. Du kan også få besvaret spørgsmål, der handler om ånder og hvordan du kan leve med dem.
Du kan få hvid magi, ingen besværgelser eller formularer der kan bruges mod andre. Jeg arbejder kun med lyse energier dvs. med og i kærlighed.
Dine personlige karaktertræk og evner ligger omkring din aura, så du kan også sende et billede med og få besvaret spørgsmål om dine evner. Billederne vil ikke blive vist på hjemmesiden. Du vil ikke få en dybtgående analyse af dine evner, men et hurtigt overblik over hvilke du har brug for i den nærmeste fremtid. |
Send dit spørgsmål til messer@daninfo.dk
Se mere om Tusmelda på www.tusmelda.dk
|
Spørgsmål til Tusmelda
Hejsa Tusmelda
Er godt klar over, at jeg har en skytsengel.
Og er næsten sikker på, at det er min afdøde storebror. Lige siden den dag han døde, har jeg fornemmet ham ved min side. Jeg tror, jeg kunne se ham... - hvis jeg ikke blev bange hver gang, jeg ser/mærker en bevægelse eller en skygge som forsvinder, når jeg vender mig om..
Det underlige er, at jeg bor i Danmark - hvor resten af min familie bor i Norge. Vel - det er der måske ikke så meget underligt ved :o)
Men jeg bliver urolig i hele kroppen nogle dage inden der sker en af dem noget. Min far fik slagtilfælde og lå bevidstløs på gulvet. Da fik jeg en klar fornemmelse af, at min bror sad ved hans side og talte med ham...
Min svoger blev dræbt ved en motorcykelulykke. Han lå i en uge på sygehus inden han døde af sine kvæstelser.
Da så jeg, også i mit hoved, at min bror sad hos ham... Den dag han blev begravet tændte jeg et stort stearinlys, der brændte for ham hele dagen. Hver gang jeg gik forbi lyset får jeg en fornemmelse af, at min bror og svoger står i kirken og taler sammen...
Sig mig - har jeg ret i alt det her - eller er min hjerne ved at blive småskør? Hvorfor kan jeg ikke, når jeg gerne vil, se hvem der er ved min side??
Mvh Venke
Svar
Hej Venke
Nej du er ikke skør, jeg ser nu ikke din storebror som din primære skytsånd.
Jeg ser en mandeskikkelse som sikkert er ham (jeg kan ikke se dit jordiske slægtskab, måske fordi det i åndelig forstand er underordnet). Vedkommende kan være din læremester i den åndelige verden.
Han våger over dig fra en længere afstand. Han træder til, når du eller familien har brug for det. Afstande har ingen betydning for sjæle, det er kun vi mennesker, der ser afstande som et problem. Sprog er heller ikke et problem i sjæleverdenen for kommunikationen er billeder på tanker eller ord. Så når der sker noget i din familie, ser du din bror tage imod dem, der skal videre som han kender/har kendt på jorden, så de ikke farer vild eller er bange.
Anstrenger vi os for hårdt for at se, mister vi evnen. At du ikke ser eller kan tilkalde personer, der er gået over, kan skyldes flere forskellige ting. Jeg mener, at det primært skyldes, at vi ikke skal forstyrre, når de er i gang med vigtige opgaver. Lidt som når vi ikke vil forstyrres midt i vores arbejde af uvæsentlige henvendelser, til gengæld er der altid åbent for, at de kan komme igennem til os, når de vil.
Det er måske et mærkeligt råd, men jeg ville være glad for ikke at kunne se tydeligere end du gør. Du ser kun det, du kan overkomme og bliver ikke bebyrdet med andre ting.
Det er både en forbandelse og en gave at have tætte kontakter til den anden side og man får ikke lov til at vælge, kun at se gode ting.
Jeg ser kun yderst sjældent mine egne hjælpere og kun når de har brug for, at jeg virkeligt hører efter.
På billedet er der 2 hjælpere hos dig, en kvinde - som er klædt i tøj fra slutningen af 15-1600 tallet, det ser ud som om hun har været vaskekone eller køkkenkone på en herregård. Lidt rund og trivelig. Hun har været vant til at trække på skuldrene over alt, hvad der er hændt hende og har altid arbejdet sig ud af opgaver (problemer) - hun siger nærmest ”smøg ærmerne op og lad os komme videre”. Den anden er en høj tynd kvinde - eller rettere der er mest kvindelig energi, men det er svært at se. Hun er nærmest en gennemsigtig skygge, så jeg får ikke hendes påklædning at se, dog har hun sorte træsko på fødderne, og noget der ligner en kjortel/kjole i gråt stof. Hun er meget mild men alligevel striks. Hun tænker meget og beder meget (måske nonne) - jeg ser hende trøste og være omsorgsfuld med kærlige ord og knus. De er ikke altid enige om, hvordan du skal komme videre i livet, men de er altid enige om målet. De er en god kombination. Længere ude er der så denne maskuline energi, som helt klart er en vejleder - han kommer når det passer ham og han kan se, at det er påkrævet, ellers overvåger han kun dit liv.
Kærlig hilsen Tusmelda
Pas på Jer selv derude, stop op duft til blomster - giv en ven et knus, giv en ukendt et stort smil og glæd Jer over livet…
Tusmelda
er født i 1958 og har siden barnsben set ånder og tydet aura, samt arbejdet med krystaller, urter og healing. I 2003 sprang Tusmelda ud af kosteskabet og startede sit firma Tusmelda.
Tusmelda er kendt for sin påklædning som heks, når du møder hende som foredragsholder eller på en messe/festival. Hun holder foredrag over hele landet og har deltaget i mange af vores messer.
Udover klienterne som er spredt over hele landet, underviser hun bl.a. i hexerier samt afholder en uddannelse som naturlig auratyder og healer. Her bygges der videre på elevernes naturlige anlæg. Hun har bl.a. elever fra Tyskland.