Bevidstgørelse af følelser
af Ulla Maglekilde Jerrebo, Maglekilde
For at kunne udvikle dig personligt og åndeligt/spirituelt, er det vigtigt at blive bevidst om dine følelser og jeg mener alle dine følelser, også dem du ikke ved, du har.
Det er vigtigt at kunne finde ud af, hvordan dine følelser påvirker dig og det er vigtigt at finde ud af, hvordan du skal reagere på påvirkningerne. Derfor er udviklingen af skelneevnen det første skridt på vejen til udvikling.
Skelneevnen bruges til at finde frem til
- Om du lader dig påvirke af dine egne eller af andres følelser. Det er da vigtigt at vide, om du reagerer på dine egne følelser, eller du tror, at det er dine følelser. Tænk om det er andres følelser, der gør dig ked af det?
- Om du lader dig manipulere til at gøre noget for andre, som du slet ikke har lyst til, men føler dig forpligtet til.
- Om du altid siger ja til andre i stedet for at sige ja til dig selv?
- Om det er skyldfølelserne og skamfølelserne som styrer dit liv og ikke dig selv?
Hvorfor er det så vigtigt at udvikle skelneevnen?
Du skal kun agere i forhold til dine egne følelser, alt andet vil være spild af tid. At få det dårligt, fordi andre har det dårligt er tidsspilde. Du kan have medfølelse og lytte til andre, men lad andre have deres følelser i fred. Du har nok med at skulle være i dine egne følelser.
Mange mennesker befinder sig hele tiden i andres følelser eller får dårlig samvittighed, hvis andre siger eller antyder ”at noget er galt”. Man føler, at man ikke er god nok og derfor hele tiden må gøre noget for andre for at vise, at man er god nok. Måske er det sådan, at man føler, at man skal sørge for, at andre har det godt, hvilket er en umulighed, lige meget hvad der bliver sagt og skrevet om.
Måske har man følelsen af, at man ikke er god nok som forældre, hvorfor man konstant må sørge for at barnet ikke bliver ked af det, eller at barnet hele tiden får noget for at kompensere for ens manglende ”forældreevner” og følelser af dårlig samvittighed. Børnene eller andre lærer hurtigt, at man kan få dig til at gøre en hel masse, bare man trykker på samvittigheds-knappen. Dette kaldes også følelsesmæssig blackmail. I parforhold er følelsesmæssig blackmail en af årsagerne til krigen på hjemmebane. Man kan gøre sig afhængig af partnerens anerkendelse og derved give partneren magten til at gøre en glad eller ked af det (læs f.eks. Efter alt hvad jeg har gjort for dig af Susan Forward eller Kast lys over skyggen af Debbie Ford).
Denne form for følelsesmæssigt spil, er en af den personlige udviklings hovedhjørnesten. Den er yderst vanskelig at opløse, men absolut nødvendig at gå i gang med. Hvis man ellers gerne vil have det godt med sig selv.
Hvordan udvikles skelneevnen?
For at udvikle skelneevnen må du blive fortrolig med dine følelser, det er vigtigt, at du lærer dem at kende. Nu synes du måske, at du kender dine følelser. Det gør du også, men kun på overfladen. Dybt nede i dit følelsesregister befinder der sig følelser, som du slet ikke ved, du har. Disse følelser manipulerer med dig og får dig til at gøre ting, som godt nok er til glæde for andre, men som i sidste ende er uhensigtsmæssige for dig. Det gode er, at du til sidst bliver så træt af at gøre godt for andre, at du ønsker at finde en udvej og det er her du er nu. Du skal til at lære noget nyt om dig selv og dine følelser.
Du skal lære at skelne. Du skal lære at blive bevidst og du skal lære ikke at være bange for at gå på opdagelse i dine følelser.
Ingen følelser er farlige, selvom du tror det - husk det!
Når en følelse dukker op
1. Stop op og vær opmærksom. Tillad dig selv at blive bevidst om at følelsen er der, hvilken ubehagelig fornemmelse er der? Bliver du bange, ked af det, rasende, vred?
2. Tillad følelsen at være der. Undlad at undertrykke den sådan som du plejer at gøre. Hvis du undertrykker den, bliv bevidst om at du undertrykker den. Efter nogle gange vil du kunne mærke, hvordan du plejer at gemme følelsen væk. "Programmer" dig selv til at lægge mærke til følelser (sig f.eks. til dig selv/ din underbevidsthed: Jeg lægger altid mærke til alle mine følelser. Det er en form for mental træning)
3. Læg mærke til, hvornår den dukker op: Det er vigtigt at lægge mærke til i hvilke sammenhænge følelsen dukker op. Er det noget, der sker eller bliver sagt? Når du lærer om dine følelser, vil du kunne agere frit. F.eks. hvis du ved, at følelsen dukker op, når du bliver sprunget over i køen i Supermarkedet, så kan du beslutte dig til, hvordan du vil reagere, så kan du jo sige fra, eller være venlig, du kan gøre det på en hensigtsfuld måde, uden at du bagefter fortryder din handling.
4. Hvor sidder den i din krop. Hvor sidder følelsen i kroppen? Brug tid på at trække vejret dybt nogle gange for at lokalisere følelsen. Træk vejret ned til stedet. Mærk hvordan det føles.
5. Gør dig fortrolig med den. Lad din vejrtrækning bane vej for at du mærker følelsen. Læg mærke til fornemmelsen. Tal evt. til følelsen, bed den om at vise dig situationer som er forbundet til følelsen. Kan du huske, hvornår du sidst følte den? Kan du se flere situationer for dig?
6. Anstreng dig for at føle den i ca. 10 minutter: Du skal anstrenge dig for at føle den så længe som muligt. Følelser der undertrykkes bliver forstærket og eksplosive, følelser som får plads opløses og forsvinder. Det er især vrede, had og angst vi undertrykker, hvorefter de ligger og nager og skaber ”giftige følelser”, som vi vælter over på vore nærmeste som angreb, anklager og ubehagelige samværsformer, også kaldet projektioner.
7. Bliv ven med følelsen: Den følelse som du kæmper allermest med, arbejd med den gennem et stykke tid. Gør det til en vane at være tilstede i følelsen omkring 15 minutter hver dag. Som eksempel lad os sige, at du kan mærke, at du dybt nede er ked af det. Sid hver dag og forbind dig med at være ked af det, græd, sørg, lad følelsen komme frem og lad den overvælde dig. Følelsen kan bearbejdes ved, at du kommer med lyde til følelsen: Græde, hyle, skrige, eller bare lade lydene flyde ud af dig. Det vil give indsigter og følelser som har skjult sig under den oprindelige følelse.
8. Efter nogen tid vil du mærke, at du føler dig lettere til mode. Ja, du kan gå videre i din dag og sige, at nu har du været ked af det for i dag. Du vil opdage, at du bliver gladere og du vil ikke være bange for at blive ked af det, for du ved at det går over.
9. Hører du til de sensitive personer, som kan mærke andres følelser, vil det hjælpe dig til at undlade at lade dig påvirke unødigt. Det er ikke meningen, at du skal lide, fordi andre lider. Du kan ikke hjælpe andre ved at overtage deres følelser. Dine følelser er dine, de er dit ansvar. Andres følelser er deres, så hold fingrene væk.
10. Du gør andre en bjørnetjeneste ved at blande dig.
Dette arbejde er starten på, at du kan forholde dig bevidst til dine følelser. Du kan vælge om du vil lade dig påvirke eller om du vil omfavne følelsen og acceptere den.
Bekræftelser til at forstærke din udvikling
Brug f. eks.
Bekræftelser Fra Stuart Wilde bog Bekræftelser. Denne bekræftelse er god at starte med:
Jeg er en evig guddommelig skabning,
hvad jeg er, er en del af min udvikling,
hvad andre er, er en del af deres udvikling.
Fra et Kursus i mirakler kan du bruge denne bøn til Helligånden, som påtager sig at gøre arbejdet for dig:
Kære Helligånd, jeg ved at (skriv situationen herunder)
_________________________________________________________
Ikke har noget med ____________________(skriv personens navn)
at gøre.
Jeg ved, jeg anklager mig selv for noget skjult.
Hjælp mig med at se, hvad jeg har skjult
og hjælp mig med at give slip på min anklage.
Du kan også anvende essenser fra Light Beings, de kan hjælpe dig til at blive endnu mere bevidst. De gør arbejdet med blokeringerne lettere.
Se mere på www.maglekilde.net