Holistisk Indretning – harmoni mellem det ydre og det indre (2. del)
af Lene Bjerregaard, LB-Colourconsult
- Målrettet holistisk farvepsykologi
En vigtig del af Holistisk Indretning handler om at bruge farver målrettet i forhold til den stemning man ønsker og det behov, man har for farvestimulans. Der kan være flere faktorer, man skal tage i betragtning. Både farver og lysets kvalitet har indflydelse på bl.a. kreativitet, humør og ydeevne.
Personligt farvebehov
Lene Bjerregaards forskning gennem 25 år viser, at vi alle har et ”personligt farvebehov”, dvs. et behov for stimulering af bestemte farver, som afhænger af alder, udvikling og personlighed. En farve, der har en positiv indvirkning på én person, kan derfor have en negativ virkning på en andre. Derfor kan man heller ikke sætte en klar facitliste op.
Par har som regel altid forskelligt farvebehov, fordi de er forskellige som mennesker. Derfor må man finde et fælles mål med farvevalget.
Børn har et helt andet behov for farvestimulans end voksne. Børn skal have meget blide vægfarver, ellers bliver de let stresset af overstimulering. Men farverne skal stadig også passe den personlighed, som børnene har.

Farver og personlig udvikling
Det er min erfaring, at vores farvebehov ændres med alderen og i takt med vores personlige udvikling. Når man er ved at blive træt en vægfarve, er det fordi man har brug for stimulering af en ny farve. Når vi er ved at udvikle nye sider af personligheden, vil vi ubevidst tiltrækkes af nogle farver, som kan stimulere udviklingen af de aktuelle egenskaber. Som Goethe også påpegede, så er farverne hver især forbundet med bestemte egenskaber.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at farver både har et personligt og et alment universelt aspekt. I boligen kan man gå efter det personlige farvebehov.
Målrettet farvepsykologi
Når det gælder institutioner og kontorer mv., hvor mange mennesker færdes, må man derimod arbejde ud fra farvernes universelle grundlæggende signaler. Hver eneste farve findes i mange hundrede nuancer, som alle har forskellig virkning og forskelligt signal. Blå er ikke bare én farve!
(Læs Farveordbog -100 farvers universelle signaler af Lene Bjerregaard)

Mine generelle råd er:
Brug beroligende farver i ”stille-rum”, mens der kan være lidt stærkere farver på enkelte mindre flader i rum, der er beregnet til fysiske aktiviteter.
I venteværelser til behandlinger er det vigtigt at vælge farver, der skaber en beroligende atmosfære, da mange mennesker er utrygge ved situationen. Hos tandlægen har mange tandlægeskræk. Der er flere farver og nuancer som er beroligende og vægfarven skal naturligvis tilpasset rummets størrelse og tonen skal justeres efter lysforholdene. Det kræver stor erfaring, at finde de helt rigtige nuancer.
Du kan læse mere om holistisk farvelære på Lene Bjerregaards web: www.lb-colourconsult.dk
|
|
Lene Bjerregaard
Jeg har altid interesseret mig for farve-psykologi, personlig og åndelig udvikling.
Er uddannet arkitekt, drømme-, billed- og psykoterapeut. Det særlige ved mit arbejde og farveforskning er, at jeg kobler videnskab med filosofi.
Er forfatter til flere bøger om en ny Holistisk Farvelære, Farvekommunikation og Holistisk Indretning, som er en ny europæisk pendant til Feng Shui. Rådgiver og underviser i disse emner. |
Allerede da jeg gik på Arkitektskolen i begyndelsen af 1980’erne, forstod jeg instinktivt, at de fysiske omgivelser påvirker vores velvære. Vi blev kun undervist i de funktionelle krav og havde kun 1 dags farvelære, så jeg besluttede selv at undersøge, hvorfor og hvordan farver påvirker os. Det blev et livslangt studie, hvor jeg også har fået hjælp af mine åndelige guides, som jeg har haft bevidst kontakt med i over 20 år.
Senere udviklede jeg en helt ny tidssvarende indretningsfilosofi, som jeg kalder "Holistisk Indretning", med afsæt i nyeste viden om bio-psykologi og kvantefysik som kobles med spiritualitet og arkitektfaglige redskaber. Der skal være samklang mellem person-type, møblering, vægfarver, billeder og beplantning for at skabe velvære. Harmoni afhænger af personlighed. Jeg benytter bl.a. min nyudviklede metode til Farve-coaching, hvor jeg finder kundens "personlige farvebehov".
Læs mere i de kommende artikler.
Se mere på www.lb-colourconsult.dk
|