Månedens klarsyn - November 2009
Af Jill Pianna Dahl, Clairvoyance Akademiet
Humøret svinger op og ned, som tidernes ebbe og flod. Vi skubber de negative følelser væk og vender ryggen til dem, som var de ikke en del af tidens rytme og harmoni. Hvem har sagt, det ikke er okay at føle sig ked eller græde? Hvem har sagt, at vi hele tiden skal være lykkelige og glade, før vi accepterer og åbner op for livets positive sider? Du lader dig rive med af følelserne i stedet for at være i dem, acceptere dem og vide at det er en del af livets rytme.
At være menneske indebærer smerte og glæde, kaos og orden og når vi lærer at acceptere begge sider af mønten, vil vort hjerte falde til ro i respekt og en dyb viden om at alt er, som det skal være. Der er en rød tråd gennem livet, en overordnet plan og hvis du tager imod den, vil dit liv begynde at danse samba med sjælen.
Vi tager det nært, når folk viser os grimme ansigter, vi føler det er personligt. Men når du vender blikket bort et øjeblik og ser tilbage, så opdager du måske, at de den dag havde det skidt, var stressede eller bare i sort humør. Det havde intet med dig at gøre og det hjælper at se livet på denne måde.
Når folk peger fingre af dig og siger dum, så lad være med at reagere. Folk der mangler overskud projekterer det som regel ud på andre, fordi de ikke kan rumme smerten selv og når du ikke lader dig påvirke og bliver hevet rundt i manegen, så vil du opdage, at folks smerte for det meste intet har med dig at gøre.
Træk dig ind i din kerne og se, hvor du peger fingre og skriger dum og læg så mærke til, om du i øjeblikket ikke kan rumme dig selv og din smerte. Og hvis du mærker efter, vil du se, at når du har overskud og er i strålende humør, har du ikke brug for at pege på nogen omkring dig.
Tilværelsen er så uendelig enkel og det er kun os, der gør den mere besværlig end den er og det handler alt sammen om vores humør og følelser. Når vi vandrer af sted en dejlig sommerdag og føler os løftet og båret, rammer folks prikkende fingre os ikke og giver ikke udslag på følelsesbarometeret. Men når vi vandrer af sted i smerten, bliver alt vendt indad og vi hiver det til os, der vil vise os, at vi har ret. Ret i at livet er noget rod og ikke bringer os andet end smerte.
Forsøg næste gang et menneske peger, at se gennem angrebet og mærk smerten, der hviler i deres hjerte og forsøg så at vende angrebet til overskud og barmhjertighed. Du vil opdage, at din energi vil vokse og føles endnu bedre end du havde forestillet dig. Lad folk pege og stryg lige igennem forsvar og smerte. Ethvert menneske rummer kimen til harmoni, også dem der forsøger at sende smerten videre til dig. Og når du næste gang peger, så træk opmærksomheden til dig og læg mærke til, hvor det gør ondt. Kan du ikke finde ud af at tage dig sammen? Eller er der intet selvværd og glæde? Hvor er det du smerter og forsøger at sende den ud af din krop?
Den dag du accepterer smerten og rummer den, vil du opdage, at der ligger en fantastisk frihed i denne accept. Livet er både op og ned, her og der. Du kan ikke skubbe det sure væk og kun ville det søde. Du kan ikke vælge smerten fra. Men den dag du accepterer, at den eksisterer, så vil også den falde til ro og ikke bide dig nær så hårdt.
Livet leves indefra og ud, og før du ændrer dine indre mekanismer til at være accepterende både overfor dig selv og andre, vil det føles som en kamp.
 |
Clairvoyance Akademiet
For en hel del år siden startede Jill Pianna Dahl en clairvoyanceuddannelse, fordi hun mente og stadig mener, at hun har noget væsentlig at byde på og fordi hun syntes, at der var behov for en fornyet professionalisme og seriøsitet i de alternative uddannelsers og kursers uoverskuelige verden. |
For Jill handler det om, at du bliver ekspert i dit fag og rustes personligt og professionelt til at tage hånd om dit liv og hjælpe andre i deres liv.
Jill har kursuscentret "Joy Foundation", som huser flere forskellige uddannelser og kurser. Hun har i en lang årrække arbejdet med dette og udvikler stadig sit koncept med nye idéer og kurser.
Uddannelsen på Clairvoyance Akademiet er "transformation af selvet". En fantastisk rejse for dig, der ønsker at lære at bruge clairvoyance som det det er; Et konkret redskab, der skaber forståelse, indsigt og overblik.
Clairvoyance uddannelser i både Århus og København. Og kan nu også tages som aftenskole.
Læs mere på www.joy-foundation.dk
|