Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Meditation - december 2009

Månedens meditation - December 2009

Af Svend Trier, meditationslærer, Quantum Seminars

December er årets mørkeste tid, men også tidspunktet for vintersolhverv, hvor lyset langsomt begynder at tage til igen. Det er god måned at meditere, gå ind i sig selv og forbinde sig med sin egen indre kærne og essens. Desuden er december traditionelt hjerternes tid, hvor man i forbindelse med julen åbner sit hjerte for andre, udtrykker kærlighed og giver gaver.

Sid opret og bekvemt med lukkede øjne. Ret din opmærksomhed mod hjertet eller hjertecentret midt i brystet. Hav en fornemmelse af at du trækker vejret blødt ud og ind gennem hjertecentret. Hvis der dukker bestemte følelser op, så bare accepter dem og tillad dem at være der uden modstand, og fortsæt med at trække vejret blidt ud og ind gennem hjertecentret. Efter ca. 5 minutter overlader du vejtrækningen til sig selv og går ind i hjertet – som om du synker ind i kærnen af dit eget væsen. Her lader du sindet hvile ubesværet i en tilstand af dyb ro og fred – uden tanker, forestillinger og begreber. Du er bare – ét med din egen tidløse essens eller væren. Et med Hjertet. Hvis du føler, at det er en hjælp, kan du visualisere et gyldent lys i hjertet. Et fint glødende lys, som bringer varme, liv og kærlighed til hele dit væsen. Eller du kan forestille dig en sol i hjertet og mærke hvordan lyset fra denne sol breder sig ud i hele kroppen og videre ud i omgivelserne omkring dig – udstrålingen fra din egen dybeste essens.

Efter nogle minutter slipper du visualiseringen og fokus på hjertecentret og lader bevidstheden gå ud i kroppen som helhed. Hav en fornemmelse af hele kroppen på én gang. Hele kroppen. Krop og bevidsthed som helhed. Giv slip på alt og sid nogle minutter i denne helhed, hvor du mærker hele kroppen på én gang. Tag herefter yderligere et par minutter til at komme langsomt ud af meditationen. Bevæg fingre og tær, stræk dig og efter ca. 2 minutter åbner du langsomt øjnene.


Meditation

- er en teknik, hvor du ved fordybelse og stille refleksion, kan opnå indre ro og afstressning.

Hvis du mediterer hver dag, kan du træne dig selv i, ikke at forfølge de tanker og følelser, der kommer og går hele tiden. På den måde kan du opnå en indre ro, og du kan begynde at fokusere din opmærksomhed mod sindets dybder.

I Månedens meditation bruger vi årstiden, højtiderne eller hvad der netop nu er aktuelt, som en inspirationskilde til en daglig meditation.

Svend Trier

Født 1951.
Stifter og leder af Quantum Seminars. Meditationslærer, foredragsholder og forfatter.

Har undervist i meditation og bevidsthedsudvikling siden 1971 og er en af pionererne herhjemme indenfor dette felt.

Holder månedlige meditationskurser, åbne meditationsaftener, retreats, meditationsrejser mv.

Arrangerer kurser og seminarer med fremtrædende spirituelle lærere. Forfatter til bøgerne Vær dit eget lys - 108 meditationer over livets dybere formål (Borgens Forlag) og Meditation - en rejse tilbage til dig selv (Politikens Forlag).

Læs mere på www.quantumseminars.dk


DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk