Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Ole Skjerbæk Madsen

Lær at "stave" med Tarot og Kabbalah

Lørdag kl. 15.00 - 15.45

Kabbalah er jødisk mystik. Kabbalah arbejder med tallenes og bogstavernes betydning i meditation over bibelske ord og ikke mindst Guds navne. Et væsentligt redskab i Kabbalah er det såkaldte ”Livets Træ” som i diagramform udkaster et symbol for Guds væsen som det folder sig ud i skabelsen og genspejles i mennesket.

Tarot er arketypiske billeder, som i sine tidligste former bl.a. også refererer til bibelsk visdom. Kortene kan forbindes med livets træ og de 22 trumfkort er nummereret med det hebræiske alfabets bogstaver.

Det betyder at man kan stave vigtige ord ved hjælp af tarottens trumfkort og tolke ordene ved hjælp af de billeder på trumfkortene, som svarer til hvert af kortenes bogstaver, og samtidig finde ordenes dybere lag ved disse bogstavers og billeders placering i Livets Træ.

Jeg vil i foredraget først give en kort introduktion til Kabbalah og tarot og så forsøge at anvende principperne på åbenbaringsudsagnet: ”JEG ER Vejen, Sandheden og Livet.”


Ole Skjerbæk Madsen

Visdomsbilleder.
Meditationer over tarottens trumfer

Det er ikke hver dag, at en præst i folkekirken udgiver en bog om tarot, eller at en kristen teolog skriver en bog, som værdsætter tarotkortenes symboler og ønsker at gå i dialog om brugen og forståelsen af kortenes symboler og billeder.

Ole Skjerbæk Madsens bog er en dialogisk bog. Han ønsker at bygge bro og skabe forståelse mellem mennesker, som lever med en kristen/kirkelig spiritualitet, og mennesker, som søger alternative veje i holistiske, åndsvidenskabelige og nyåndelige miljøer.

For nogle i hans kirkelige bagland vil det formentlig være grænseoverskridende at beskæftige sig positivt med tarotkortene, da de ofte har været opfattet som en djævelens billedbog. For mennesker i det nyåndelige miljø vil tolkningen af kortene ud fra en jødisk-kristen mystik og som udtryk for bibelsk visdom være provokerende.  Han håber alligevel, at læsere fra begge miljøer ikke vil lade sig skræmme, men læse med. Bogen er dog udtryk for mere end dialog. Den er først og fremmest fordybelse og refleksion.

I et indledende kapitel gives de nødvendige grundbegreber til forståelse af sammenhængen mellem kabbalah og tarot.

Bogens hovedafsnit er kapitler for hvert af trumfkortene. Til hvert kort er gengivet et skriftsted. Hvert kapitel reflekterer over kortets billedside, dets placering i Livets Træ fra Kabbalah og bringer en såkaldt inspiration, som er tekster, der fremkommer under meditation og bøn og opleves som en kommunikation fra Gud.

Fremstillingen afsluttes med et uddybende kapitel om tarottens historie, brug og tolkning.

Bogen rummer et appendiks med affirmationer, som i få sætninger udtrykker hvert korts betydningsindhold for den enkeltes spirituelle vandring eller trosvej. Til sidst i bogen findes en liste over litteratur i udvalg og noter til teksten.

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk