Månedens klarsyn - Februar 2010
Af Jill Pianna Dahl, Clairvoyance Akademiet
Nu da den hektiske planlægning omkring mål og ønsker for det nye år er overstået, er tiden inde til at vende tilbage til hverdagen. Dette liv er dit og det bliver som oftest afbrudt af hverdagen og de forstyrrelser det bringer med sig. Så vær god ved dig selv når du planlægger og planlæg kun det du kan nå, så du får styrke og mod i stedet for at miste dig selv i den krig der raser indeni. Oftest er vi vor egen største fjende og hamrer løs på os selv i sindet; Så kan vi lære det! Men det er meningsløst at slå sig selv oven i hovedet, det fjerner vores glæde over at være til og lader styrken sive ud af sidebenene.
Noget som ville gøre godt er at se rundt med taknemmeligheden i dit blik. Træk alt hvad der er at glædes over, ind og tættere endnu, således at dit sind kan fyldes af glædesbobler og strenge der evner at række ud og være der for dine medmennesker. Vi lever i en verden hvor alt bliver gjort op i krig, smerte, vold, hævn og ødelæggelse, og solstrålehistorierne fylder ikke så meget i vores hverdag. Det betyder selvfølgelig at det er svært at bevare en glædeskerne i vores indre, for angsten banker på og gør os små, tillukkede og frygtfulde.
Træk vejret dybt et par gange og skan så dit indre for alle de positive ting, der er sket i dit liv på det seneste? Er der sket noget positivt, eller ligger livet som en tung byrde hen over din ryg og får dit blik til at slå ned og ikke kunne se klart? Lige meget hvor du er i dit liv, så træk vejret dybt og find det der har været positivt. Det kan være snefnuggenes vrimlen hen over himlen, en kats spinden under din hånd, eller et barns latter i det fjerne. Det behøver ikke at være den store lykkerus for at være et positivt aftryk i den grålige hverdag. Mærk hvordan tankerne om det der har glædet dig gør dit hjerte mere rummeligt og stærkere. Kærligheden, optimismen og den positive vinkel, hjælper os til at udvide og åbne, mens frygt, angst og negativitet gør os lukkede og tilknappede, vi mister ganske enkelt vores kraft til at handle og til at leve.
Det hele handler om fokus. Hvor lader du dit blik og dine tanker hvile? Energien og den retning dine følelser tager, er hvad der fylder og giver din hverdag. Se dig omkring, hvordan ser dit liv ud lige nu. Ser du negative mennesker, oplever du negative reaktioner, er din hverdag en kamp for at overleve? Så ligger dit fokus et forkert sted, et sted hvor du mister dig selv i bitterhed over at se på menneskets og dagligdagens mørke sider. Man kan fokusere sig ud og ind af hvad som helst. Hvis du lige nu foretrækker at se det negative i dine omgivelser, så begynd at træn med at se på de ting omkring dig, der fungerer? Og der er altid noget der fungerer! Hvis et menneske går dig på, så se på vedkommende med andre øjne, og hvis du ikke kan det, så gennem andres øjne. Alle mennesker er vellidte af nogen. Det kan være svært at tage ansvar for sit negative syn på livet omkring dig, og hvis du ikke kan betale huslejen, ikke har mad, en af de nærmeste er gået bort, du er blevet skilt osv., er det endnu mere svært at løfte sit hoved og begynde at fokuserer på det der fungerer.
Det hele handler om energi. Den udvidende, løsrivende, bløde og varme energi og på den anden side, den lukkende, begrænsende, hårde og tunge energi. Og vi vælger selv hvert øjeblik, hvilken side af mønten vi står på. Dagen er inddelt i timer, minutter og sekunder, og hvis du er opmærksom vil du opdage, at hver eneste dag indeholder både positive og negative følelser. Men du ser oftest de negative, da de fylder mere og måske er den side du er vant til at leve. De positive følelser kommer sporadisk og efterlader en følelse af lethed i sekunder, men glemmes hurtigt igen, når de tunge følelser vælter gennem systemet. Og intet menneske kan frasige sig de tunge følelser, men vi kan lade være med at lade dem dirigere vores humør, som en symfoni af grædekoner. Vi kan hvis vi studerer os selv lidt udefra, lære at sætte tingene mere i perspektiv og ikke lade os hive rundt i manegen af os selv.
At lade være med at tage vores følelser så personligt kan måske lyde ejendommeligt i dagens Danmark, men hvis du er opmærksom og ser, at hver dag er fyldt med både positivt og negativt indeni, vil du måske lettere kunne forholde dig til dette udsagn. Vi gennemgår alle perspektiver af det følelsesmæssige barometer hver dag, men er ikke opmærksom på dette.
Så hvis du nu begynder at se lidt mere legende på dig selv, og lader være med at tage dig selv så forbandet alvorligt, vil du opdage, bare ved at lege med dit fokus, at du alene kan gøre en verden til forskel.
 |
Clairvoyance Akademiet
For en hel del år siden startede Jill Pianna Dahl en clairvoyanceuddannelse, fordi hun mente og stadig mener, at hun har noget væsentlig at byde på og fordi hun syntes, at der var behov for en fornyet professionalisme og seriøsitet i de alternative uddannelsers og kursers uoverskuelige verden. |
For Jill handler det om, at du bliver ekspert i dit fag og rustes personligt og professionelt til at tage hånd om dit liv og hjælpe andre i deres liv.
Jill har kursuscentret "Joy Foundation", som huser flere forskellige uddannelser og kurser. Hun har i en lang årrække arbejdet med dette og udvikler stadig sit koncept med nye idéer og kurser.
Uddannelsen på Clairvoyance Akademiet er "transformation af selvet". En fantastisk rejse for dig, der ønsker at lære at bruge clairvoyance som det det er; Et konkret redskab, der skaber forståelse, indsigt og overblik.
Clairvoyance uddannelser i både Århus og København. Og kan nu også tages som aftenskole.
Læs mere på www.joy-foundation.dk
|