Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Holistisk indretning - maj 2010

Forårs-rengøring - både i det ydre og indre

af Lene Bjerregaard, LB-Colourconsult

Naturen sprudler af ny energi om foråret. Overalt spirer nye skud op af jorden og blade på træer og buske bryder frem, efterhånden som solens varme og energi-partikler sætter gang i en ny livscyklus.

Denne kraft mærker vi mennesker også – vi får mere energi og får lyst til at rydde op og gøre hovedrent. Det gamle støv bliver fejet væk, vinduerne pudsede osv.

Denne fornyende kraft fra naturen, kan du også bruge til at få ryddet ekstra op i skabe og skuffer, garager og udhuse. Det er langt lettere at få gjort, når du går ind i naturens energi-flow om foråret, fremfor efterår og vinter.

I stedet for blot at proppe endnu mere ind i skure, skabe og skuffer, så gå i gang med at sortere dine ting: Hvad har du ikke brugt længe? Hvor stor sandsynlighed er der for, at du vil bruge det indenfor det kommende år, hvis du ikke har haft brug for det de sidste 5 år eller mere?

Al den plads som ubrugte ting optager, kan bruges til at give mere luft. De ting, du ikke mere har brug for, kan du enten give til venner eller til genbrug, så andre kan få glæde heraf.

Det gælder også dine mapper. Hvor mange papirer fra offentlige instanser, banker, forsikrings-selskaber mm. har du ikke længere brug for at gemme? Ryd op så der bliver plads til resten af årets dokumenter. Husk: Den post du modtager digitalt, skal der også ryddes ud i.

I Holistisk Indretning ser jeg på sammenhængen mellem det ydre indretning og den indre psykiske indretning - hvordan det ydre afspejler det indre. Dalai Lama har skrevet noget tilsvarende i bogen "Path to the Bliss":

"Al ydre støv og uorden omkring dig, er egentlig en manifestation af det støv og smuds, der er i dit eget sind… derfor kan du, når du rengør dine omgivelser, tænke på, at du samtidig renser dit sind. Ved at ændre vore omgivelser, kan vi ændre vores liv."

At få renset op i sindet kræver dog en bevidst tilgang. Du kan f.eks. forestille dig, at du smider gammelt nag ud samtidig med at du rydder ud.

Når du er færdig med den ydre rengøring, vil jeg foreslå, at du sætter dig ned og mediterer på dit "indre støv og smuds", som er dine "skyggesider".

Jeg ved af erfaring som psykoterapeut, at du får mest ud af bevidst at vælge et bestemt tema til din meditation. Temaet kan du evt. både tænke på, mens du støvsuger, pudser vinduer og i meditationen bagefter. Da det er meget vigtigt, at udrense sin "indre dommer" eller "kritiker" vil jeg foreslå dette. Beslut dig f.eks. for, at du vil øve dig i at undlade at kritisere og bedømme, hvad der er rigtigt eller forkert for andre at vælge at gøre, sige eller føle. Tag evt. en person ad gangen, som du kritiserer, bebrejder eller fordømmer – enten i din familie, venner, naboer, kolleger eller en politiker.

- Ingen ved, hvad der er rigtigt eller forkert i andre sjæles regnskab på den lange rejse.

Held og lykke med både den ydre og indre forårsrengøring.

 

 

Lene Bjerregaard

Jeg har altid interesseret mig for farve-psykologi, personlig og åndelig udvikling.

Er uddannet arkitekt, drømme-, billed- og psykoterapeut. Det særlige ved mit arbejde og farveforskning er, at jeg kobler videnskab med filosofi.

Er forfatter til flere bøger om en ny Holistisk Farvelære, Farvekommunikation og Holistisk Indretning, som er en ny europæisk pendant til Feng Shui. Rådgiver og underviser i disse emner.

Allerede da jeg gik på Arkitektskolen i begyndelsen af 1980’erne, forstod jeg instinktivt, at de fysiske omgivelser påvirker vores velvære. Vi blev kun undervist i de funktionelle krav og havde kun 1 dags farvelære, så jeg besluttede selv at undersøge, hvorfor og hvordan farver påvirker os. Det blev et livslangt studie, hvor jeg også har fået hjælp af mine åndelige guides, som jeg har haft bevidst kontakt med i over 20 år.

Senere udviklede jeg en helt ny tidssvarende indretningsfilosofi, som jeg kalder "Holistisk Indretning", med afsæt i nyeste viden om bio-psykologi og kvantefysik som kobles med spiritualitet og arkitektfaglige redskaber. Der skal være samklang mellem person-type, møblering, vægfarver, billeder og beplantning for at skabe velvære. Harmoni afhænger af personlighed. Jeg benytter bl.a. min nyudviklede metode til Farve-coaching, hvor jeg finder kundens "personlige farvebehov".

Læs mere i de kommende artikler.

Se mere på www.lb-colourconsult.dk

 

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk