Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Månedens tarothoroskop

Tarothoroskop for de 12 stjernetegn - maj 2010

Jeg gør mig mine tanker om denne form for forudsigelser. Jeg er dog ikke i tvivl om, at mennesker, der deler stjernetegn har fællestræk og derfor også vil komme ud for oplevelser, der minder om hinanden og sandsynligvis også vil reagere nogenlunde ens på disse.

Hvis de vel at mærke er typiske repræsentanter for deres stjernetegn. Men hvem er det? Vores horoskop rummer hele stjernehimlen og himmellegemernes bevægelser på himlen påvirker os i overensstemmelse med, hvor disse er placeret i det personlige horoskop.

Det er mit håb, at Tarot horoskopet kan give dig en frisk vinkel på dit liv og måske endda skærpe din interesse for de mystiske tarotkort, så du en dag kan prøve dem på den måde, de er tænkt: Du stiller et spørgsmål og kortene lægges ud på bordet i et mønster og kortenes samlede budskab tolkes som et svar på dit spørgsmål.

Teksterne til tarothoroskoperne er taget fra "Tarot ABC" af Ulrik Golodnoff, Sphinx Forlag. Billedet er fra "1-2-3-Tarot!" af Dalsgaard og Golodnoff, en cd-rom, der både kan lægge og tyde kort. Begge dele kan bestilles på www.tarotakademiet.dk  eller i Det Ukendtes boghandel, www.detukendtes.dk

God fornøjelse med dit kort denne måned!
venlig hilsen
Ulrik Golodnoff


Hele måneden generelt

7 mønter

Situationen: Ved solens første stråler vandrer du glad ud: I dag skal køkkenhaven have den helt store overhaling. Vinden er blid, græshopperne synger, og dit blik fanges af en smuk blomst. Du forundres over naturens skønhed og mangfoldighed – og pludselig kaldes du ind til aftensmad! Nå, men i morgen vil jeg virkelig tage fat, lover du dig selv. På denne måde vil det vare længe, før dit arbejde bærer frugt.

Det gode råd: Det er tid til et frikvarter! Du har brug for at lade din sjæl indhente dig. Gå ture, fald i staver, glem tid og sted. Betragt det som en sejr, hvis du kan smuldre din tid bort, som kagerne i mormors kagedåse, der forsvandt, nærmest af sig selv. Nyd livet – slap af!


Vædderen

Hersker: Mars
Trumf IV: Kejseren

Du sidder bred og mægtig på din trone, som er dekoreret med vædderhoveder. Under din røde kjortel bærer du stadig din rustning. I højre hånd holder du et ægyptisk Ankh-kors, livets symbol, som et scepter.

Månedens tarotkort for Vædderen - Stavenes dronning

Situationen: Du har en evne til at videregive dine følelser på en smuk og kreativ måde. For dig er det vigtigt, at form og indhold passer nøje til hinanden, og du gør meget for at forskønne dine omgivelser. Lige nu er der fokus på, hvorledes du omsætter din kreativitet, hvorledes du får den ud i verden og hvorledes der bliver taget imod den.

Det gode råd: Det er vigtigt for dig at vise dine kreative sider. Prøv at omsætte det, du føler indvendigt, til noget, der kan ses og opleves af andre. Tegn, mal, sy, brodér, spil teater! Der findes et væld af muligheder og det er vigtigt for din udvikling, at du lærer at udtrykke din indre rigdom.

Tyren

Hersker: Venus
Trumf V: Ypperstepræsten

Som en pave sidder du i templet og velsigner to munke, der knæler for dig. Den enes kappe er prydet med roser, den andens med liljer: Hjertets og forstandens vej. Du har magt på jorden, men er også i besiddelse af Himmeriges nøgler. Både din hovedklædning og dit scepter er tredelte for at vise, at du hersker over både den fysiske, den sjælelige og den åndelige verden.

Månedens tarotkort for Tyren - Mønternes Page på hovedet

Situationen: Når en student keder sig, går han på café. Du føler trang til at bryde ud af læresituationens trummerum. Måske er din tålmodighed for lille, måske har du allerede lært det, du skulle.

Det gode råd: Der er ikke nogen, der kan lære dig noget. „Indlæring uden hengivelse skader hukommelsen“, sagde Leonardo da Vinci. Bryd ud af din puppe og tag selv ansvaret for din udvikling. Lad bøgerne samle støv, og gå ud i verden og brug det, du har lært.

Tvillingen

Hersker: Merkur
Trumf VI: De elskende

Du står med din elskede under en beskyttende engels vinger. Manden ser på kvinden, som ser på englen. Den bevidste tanke iagttager underbevidstheden, som står i kontakt med den højere bevidsthed. Bag manden vokser livets træ, bag kvinden kundskabens træ med slangen.

Månedens tarotkort for Tvillingen - Ypperstepræsten

Situationen: Du besidder en sandhed, og du brænder for at forkynde den, eller du har et godt råd, du gerne vil give videre. Du føler en moralsk forpligtelse til at formidle din indsigt. Du er en fortaler for traditionen og holder dig inden for de vedtagne regler og konventioner.

Det gode råd: Ypperstepræsten forener den himmelske og den jordiske magt – det skal du også gøre. Du skal lade dig lede af dine højeste idealer og underbygge det ved at handle stærkt og konkret. Du behøver ikke at sætte dig op mod autoriteterne, men sandheden skal frem, og du skal stå inde for den. Er du kvinde, er dette et signal om, at du skal forbinde dig med din indre handleside og føre dine planer ud i livet.

Krebsen


Hersker: Månen
Trumf VII: Stridsvognen

Du står som en feltherre under din stridsvogns baldakin. Du har viljens stav i hånden og dine skuldre prydes af den tiltagende og den aftagende måne. Du kæmper for, at tingene skal forandre sig. En sort og en hvid sfinks trækker din vogn og så længe du behersker energiernes forening, går det fremad. Vognen er prydet med en bevinget solskive: Åndens flugt. På dit våbenskjold ses en stav, der gennemtrænger en skive: Det mandlige og kvindelige forenet. Din krop svæver uden ben over vognens rækværk: I virkeligheden er du blot en skal, en maske til at skræmme dine modstandere med.

Månedens tarotkort for Krebsen - Sværdenes dronning på hovedet

Situationen: "Miskmask" er ordet, der bedst beskriver dette rod. Din følelsesmæssige forvirring breder sig og det går ud over din evne til at tænke rationelt. Du er i færd med at tænke med følelserne og føle med tankerne og det kan nu engang ikke lade sig gøre.

Det gode råd: Måske foretrækker du at sætte tingene skarpt op, men det er der ikke brug for nu. Blød fronterne op, tillad dig selv at være eftergivende, giv både dig selv og andre lang line. Tiden er inde til nytænkning og for at give plads til vækst, må du acceptere et midlertidigt mentalt kaos.

Løven

Hersker: Solen
Trumf VIII: Styrken

Du står som en kvinde iført hvide gevandter og med en rosenkrans i håret og en om livet. Som hos magikeren svæver uendelighedstegnet over dit hoved. Du er i færd med at åbne eller lukke munden på en løve.

Månedens tarotkort for Løven - Stavenes ridder på hovedet

Situationen:  Du føler dig blokeret og spærret inde. Hvor blev al din energi af? Det er, som om du ikke selv kan få lov til at bestemme, hvad der skal ske i dit liv. Enten falder du hen i tomt sløvsind, eller også vandrer du hvileløst op og ned ad gulvet uden at kunne finde ud af at forlade dit bur.

Det gode råd: Hov stop! Nu! Lige præcis nu skal du hugge bremserne i! Det nytter ikke noget blot at boble over. Hvis du lader dit indre følelsesbål styre dig, er du på vej ud over kanten. Du har brug for en tænkepause, og det får du ikke ved at sprede din energi for alle verdenshjørner.

Jomfru

Hersker Merkur
Trumf IX: Eneboeren

På en klippetop står du hyllet i din kappe. I skæret fra din lampe spejder du ud over snelandskabet, mens du støtter dig til din stav.

Månedens tarotkort for Jomfruen - Magiker

Situationen: Du er en magtfaktor og en forvandlingskugle. I denne situation har du et stort ansvar for at påvirke virkeligheden, så den retter sig efter din vilje. Du står stærkt, og det er vigtigt, at du udnytter det til fordel for dig selv og din styrke.

Det gode råde: Det er nu, du skal stå frem og gribe roret. Du både kan og skal. Som en behændig harlekin er det din opgave at få alle brikkerne i puslespillet til at falde på plads. Det kræver indsigt, styrke og behændighed, og du besidder alle tre: Brug dem!

Vægten

Hersker: Venus
Trumf XI: Retfærdigheden

Du sidder som den åndelige retfærdighed - uden bind for øjnene - og med hjertechakraets grønne ædelsten i din krone. I din venstre hånd holder du den vægt, der hjælper dig til at træffe dine afgørelser, og i din højre hånd holder du det sværd, hvormed du fører dem ud i livet.

Månedens tarotkort for Vægten - Stavenes page

Situationen: I denne sag er du en nybegynder, i spiring eller umoden, alt efter hvordan du ser på det. Lige nu er du engageret, men det er du sjældent ret længe ad gangen. Som en nyhedsbringer, en journalist, er du altid på farten, altid på jagt efter det sidste nye. Du ved selv dårligt nok, hvad du søger, men du virker inspirerende på dine omgivelser.

Det gode råd: Vejene kalder, og det er tid til at bryde med det velkendte og vanebetonede. Tiden er kommet til at opsøge spændingen og usikkerheden ved at foretage dig noget uventet. Din opgave er at drage som budbringer fra sted til sted, altid først med det nye, altid hurtig til at slutte kontakter og altid hurtig til at drage videre, inden nogen eller noget holder dig fast.

Skorpion

Hersker: Pluto
Trumf XIII: Døden

Du er knokkelmanden, der i din sorte rustning rider frem over jorden, hvor konger, gejstlige, kvinder og børn segner for dig. På dit banner lyser en hvid rose, og i det fjerne fører en vej mellem to tårne frem mod en lav sol i horisonten.

Månedens tarotkort for Skorpionen - Bægrenes es

Situationen: Du modtager i dette øjeblik kærlighedens nådegave. Hvad du føler, er ægte kærlighed, vær ikke i tvivl om det. Og hvis du ikke oplever det som vidunderligt, opløftende og glædeligt, kan det skyldes, at vi mennesker har det med at blive forvirrede over selv de enkleste ting. Men prøv at lægge dine spekulationer og forbehold fra dig og gå ind i oplevelsen. Lige nu er du i forbindelse med Livets Kilde, lad den strømme igennem dig.

Det gode råd: Tiden er nu inde til at give efter for dine stærkeste følelser. Her er brug for at du åbner sluserne og lader følelserne fosse. Måske synes du, at du har svært ved at give, måske synes du, at du er dårlig til at tage imod. Glem begge dele. Når følelserne bliver stærke nok, er menneskets eneste problem dets manglende evne til at udholde lykke.

Skytten

Hersker Jupiter
Trumf XIV: Skytsånden

Du er en engel på jorden. Du hælder vand (sjælens indhold) fra overbevidsthedens til bevidsthedens bæger. Din ene fod træder på jorden (det konkrete), den anden i en sø (det psykiske). På dit bryst ses Guds navn på hebraisk: Yod He Vau He, læst fra højre mod venstre. Derunder en opadvendt trekant indesluttet i en firkant: Menneskets ånd i den materielle verden. En glorie stråler om dit hoved. Fra søen fører en vej til bjergene, hvorover der svæver et gyldent lys.

Månedens tarotkort for Skytten - 8 mønter på hovedet

Situationen: Du står i en afbrudt læreproces. Hvad enten det drejer sig om et ansættelsesforhold eller en menneskelig relation, står du nu frit igen. Måske var det svært for dig at indordne dig og leve op til omgivelsernes krav, måske tabte den anden part troen. Der var noget, du gerne ville lære, men koncentrationen strakte ikke langt nok og nu har du igen din frihed.

Det gode råd: Tiden er ikke til trummerum og gentagelser, du har brug for frihed og nye udfordringer. Hvis du er bundet af et kontraktligt forhold, er det en god idé at undersøge, hvordan du kommer fri af det, uanset hvilke langtidsplaner, du tidligere har lagt.

Stenbukken

Hersker: Saturn
Trumf XV: Djævlen

Du sidder med dine bukkeben, flagermusevinger og horn på en firkantet sten. Den nedadvendte femstjerne (pentagram) pryder din pande. En nøgen mand og en nøgen kvinde står lænkede til stenen med løse kæder lagt om halsen.

Månedens tarotkort for Stenbukken - 2 stave

Situationen: Du er et menneske, der er vant til at slås for det, du ønsker dig. Kampen har været hård, og for tiden oplever du at have greb om tingene og styr på tilværelsen. Men samtidig opdager du en af livets store sandheder for ethvert handlingsmenneske: At det ikke er målet, men vejen, der er det spændende. De kloge siger, at vi skal være forsigtige med, hvad vi ønsker os, for vi får det!

Det gode råd: Her belæres du om nødvendigheden af at forene følelse og intellekt for at nå dit mål. For at lykkes må du sørge for, at din plan bakkes op af begge sider i dig selv. Du står et sted, hvor det er nødvendigt, at du står frem og vedkender dig dit ansvar. Du har overblikket, og det forpligter. Du er nødt til at være resultatfikseret.

Vandbæreren

Hersker: Uranus
Trumf XVII: Stjernen

På himlen kredser 7 stjerner (chakraerne) om en stor ottetakket stjerne. Den er Jomfru Marias symbol, fordi den lyser lige meget i alle retninger. Herunder sidder du nøgen, i færd med at hælde vand ud over bevidsthedens jord og i underbevidsthedens sø. I et træ sidder fantasiens fugl. 

Månedens tarotkort for Vandbæreren - Skytsånden på hovedet

Situationen: Du overdriver: Du går fra den ene grøft over i den modsatte i dine forsøg på at rette op. Alt sammen fordi du ikke kan høre, hvad din skytsånd siger til dig. Kontakten er afbrudt. Du forstår ikke de meddelelser, din indre stemme giver dig. Måske hører du dem slet ikke, måske ønsker du ikke at høre dem.

Det gode råd: Du skal ud af din forsigtigheds skal. Overhør dine advarende stemmer, det er blot din livsangst, der forsøger at undgå ballade. Det er slut med at være konfliktsky. Kast dig ud i det pulveriserende liv, slå stort ud med armene og se, hvad der sker. Gå til yderligheder, vær ekstrem!

Fisken

Hersker Neptun
Trumf XVIII: Månen

Under nattehimlens måne kravler du som krebsedyret op fra det ubevidstes sø. Din vej går mellem ulven og hunden, den vilde og den tæmmede natur, og videre mellem to tårne ud i det fjerne.

Månedens tarotkort for Fisken - 9 sværd på hovedet

Situationen: Du er på vej op til overfladen efter et dyk i din egen afmagt. Du kæmper for at frigøre dig fra tidligere skuffelser, men de bliver ved med at dukke op og forstyrre din nutid. Du kan trøste dig med, at det værste er overstået. Men du er stadig let at slå ud af kurs.

Det gode råd: Du føler trang til at dykke ned i en gammel sorg i et forsøg på at gøre op med den. Prøv denne gang noget nyt: Lad den hvile, vend ryggen til, eller træd hen over den. Denne vedvarende søgen tilbage gavner ingen, allermindst dig selv. Sket er sket, nu er du her. Ødelæg det ikke ved at blive ved med at hente fortidens fejltagelser frem¨.


Konklusion over måneden

3 trumfkort, 2 retvendte, 1 på hovedet: Stærk åndelig aktivitet, som dog let misforstås.
5 hofkort, deraf 3 på hovedet: Uoverensstemmelser mellem forskellige personlighedsaspekter.
Stave, ild, projekter: 4, deraf 3 retvendt: Forholdsvis fokuseret energi.
Bægre, vand, følelser: 1 retvendt: Muligheder, men ingen nødvendighed.
Sværd, luft, tanker: 2 på hovedet: Uklare analyser.
Mønter, jord, handlinger: 2, 1 af hver: Langsom handling uden tilhørsforhold.


Tarotmester Ulrik Golodnoff

 

Tarotmester
Ulrik Golodnoff fotograferet i Montségur i Sydfrankrig

Jeg har 35 års erfaring med kortene. Jeg bruger dem som vejledning i mit eget liv og til rådgivning af de mange mennesker, der søger mig.

For mig er Tarotkortene en enestående måde at kommunikere med de på een gang højere og dybere lag i vores bevidsthed.

Tarotkortene taler både blidt og direkte til os på een og samme tid. De er mere end et orakel, der kan fortælle dig, hvordan det vil gå dig, de er også et skatkammer af fællesmenneskelig viden om mytologi, symboler, former og farver, og endelig er de et sandhedsserum, for du kender din sandhed, når du ser den.

Det svære er at rette sig efter den! Men også her kan kortene hjælpe dig. De giver dig gode råd, som forklarer dig, i hvilken rækkefølge og hvordan du skal håndtere problemerne.

Ulrik Golodnoff giver konsultationer direkte, samt pr. telefon og mail.

Forfatter til bøgerne:

"Tarot ABC" Sphinx forlag, den mest solgte danske håndbog, der rummer alt hvad du behøver for at gå i gang.

"Kære brevkasse" Trumf forlag, tydningens ABC, der lærer dig den spændende kunst.

"1-2-3-TAROT!" Trumf forlag, en cd-rom, der både kan lægge og tyde Tarotkort. "Nettarot" er et brevskoleforløb, hvor du under Ulrik Golodnoffs vejledning udvikler dine evner som Tarotlægger.

Se mere på www.golodnoff.dk

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk