Artiklen fra tidsskriftet Nyt Aspekt, af Lotte Gerdes, freelancejournalist
Skab balance mellem kroppens to poler, så strømmer livskraften igen frit.
Det er det enkle budskab i polaritetsterapi, fortæller Gitte Virkmann Larsen, leder af Danmarks eneste skole for polaritetsterapi.
Alle skavanker kan ifølge polaritetsterapien relateres tilbage til kroppens energetiske niveau. Dvs. al sygdom består af forstyrrelse i livsenergiens strømme.
- Vores krop har to magnetiske poler, en i ”nord” og en i ”syd”. De skaber en positiv ladning i toppen, i højre side og på bagsiden samt en negativ ladning i bunden, i venstre side og på forsiden, forklarer polaritetsterapeut Gitte Virkmann Larsen.
- Områder med blokeret eller stagneret energi skaber ubalance i disse naturlige energifelter, men det kan harmoniseres ved at genoprette balancen mellem den positive og den negative pol.
- Desuden kan fysiske og psykiske skavanker påvirkes ved at afbalancere de fem elementer, forklarer Gitte. De fem elementer er æter, luft, ild, vand og jord.
Hvert energicenter (chakra) har sine egne vibrationer og egenskaber, der korresponderer med et af de fem elementer. Hjertechakraet fx er styret af luftelementet og har en hastig, let vibration. Fra chakraerne formidles energi ud til alle kroppens forskellige dele og organer.
Fire metoder i én
I polaritetsterapi påvirker man dels energibanerne til at kunne rumme større mængder energi, dels sletter man kroppens gamle hukommelsesspor om tidligere fysiske og følelsesmæssige problemer.
Nogle kalder polaritetsterapien en slags zoneterapi for hele kroppen. Den rummer da også elementer af både zoneterapi, akupressur, shiatsu, orientalsk massage, kranio-sakralterapi, ayurveda, astrologi og især healing.
Polaritetsterapien adskiller sig fra andre behandlingsformer ved at anvende fire indbyrdes supplerende metoder: viden, berøring, kost og bevægelse. Tilsammen udgør de en holistisk terapiform, hvor der arbejdes med alle nuancer fra det fysiske over det følelsesmæssige til det spirituelle.
- Det er vigtigt at formidle viden om energi og positive holdninger gennem samtale med klienten, fordi negative følelser kan bremse strømmen af livskraft, siger Gitte.
- Berøring, som vi kalder ”bodywork”, har til formål at få klientens energi og livskraft til at flyde frit. Det sker med alle former for berøring, lige fra blid, healende berøring over fem-grams tryk til massage og dybde tryk, som det er kendt fra zoneterapi.
- Den tredje metode, bevægelse eller ”polaritetsyoga”, har også til formål at styrke energigennemstrømningen i kroppen og skabe afslapning og balance. Øvelserne styrker dels hvert af de fem elementer, dels muskler, led og udrensningsorganer. Det er individuelt tilrettelagte øvelser med udgangspunkt i den vestlige yoga.
En øvelse er fx, at man sidder på gulvet med spredte, strakte ben foran sig og håndfladerne i gulvet ud til siden. Ved at vippe fødderne hurtigt fra side til side skaber man bevægelse på tre negative poler: hæle, lænd (torsoens negative pol) og håndflader (armenes negative pol). Øvelsen åbner for energien i bækkenet, hvorved vandelementet stimuleres.
- Kosten er det fjerde virkemiddel. Set ud fra et energetisk perspektiv bygger vores kostprincipper på basisk, udrensende kost, herunder fx levende grønsager, spirer og frugt. For at understøtte den proces, vi igangsætter gennem berøring, er det vigtigt også at integrere en sund kost.
- Men selvom jeg godt kan lære klienten, at der er mere livskraft i et glas friskpresset appelsinsaft end i en appelsinvand, så oplever jeg ofte, at en omlægning af kosten er vanskelig. Vores følelser omkring kostvaner er så stærke, at mange klienter vælger sundheden fra til fordel for følelsesmæssig tryghed.
- Hermed er vi fremme ved noget helt centralt i polaritetsterapi, nemlig at få klienten til at tage ansvar for sin egen sundhed. Man skal være villig til at lytte til kroppens behov for at få fuldt udbytte af polaritetsterapi, understreger Gitte.
Energibalancering
- En typisk behandling starter med, at jeg nøje iagttager klienten for at aflæse grundkonstitutionen. Det drejer sig om knoglebygningen i forhold til muskler, sener og led. Jeg ser efter udtryk for de fem elementer, og jeg udfører pulsdiagnose baseret på den indiske tradition.
- I den efterfølgende behandling afbalancerer og styrker jeg forskellige lag i klientens energikrop og fysiske struktur, siger Gitte.
- Fx kom en klient med smerter i højre skulder, der var fremaddrejet. Det var tydeligt, at hun havde en luftkonstitution, idet hun var spinkel, væver og talte hurtigt. Desuden er højre skulder styret af luftelementet.
- Et typisk greb ved skulderproblemer er en såkaldt krydspolarisering mellem hofte og skulder (se foto). Jeg mærker efter, hvordan energigennemstrømningen har det, og indimellem vugger jeg klientens krop fra side til side for at hjælpe vævet til at spænde af. Det handler meget om bevidst, stille nærvær og tålmodighed.
- En energibalancering virker ofte spontant følelsesforløsende. Klienten får måske en ahaoplevelse, græder eller føler varme og sitren, fortæller Gitte.
- Jeg ser ofte, at skuldrene er indaddrejede for at beskytte hjertet. Især højre skulder kan overbelastes gennem stor udadrettet aktivitet og handling.
- Et problemområde, jeg er stødt på, er kvindelige klienters lår, der kan have meget forskellige størrelser i forskellige livsfaser. Jeg oplever ofte, at klienter med store lår har problemer med at handle deres passion ud i livet.
- Pointen er, at fedtdepoter på bestemte områder af kroppen ofte er udtryk for blokering eller stagnation det pågældende sted, mener Gitte.
På sporet af en levevej
Sygdom var også det, der i sin tid bragte Gitte selv i forbindelse med polaritetsterapi. Efter en nærdødsoplevelse og en flerårig dannelsesrejse i Østen blev hun alvorligt syg.
Under rejsen opsøgte hun i 1992 en naturlæge på New Zealand, der henviste til samtidig behandling med polaritetsterapi. Den skulle rette op på det svækkede energisystem, der blokerede for den endelige helbredelse. Efter fire behandlinger var Gitte ikke blot på vej til at blive rask, men også på vej mod sin nuværende levevej.
Samme år rejste hun videre til USA, hvor det, der skulle have været et to-ugers kursus på Heartwood Institute, blev til et års ophold med uddannelse og klientarbejde.
I 1994 vendte Gitte tilbage til Danmark og lagde grundstenen til det, der i dag er hendes egen klinik med polaritetsterapi i Malling syd for Århus. I 1997 åbnede hun Danmarks første skole for polaritetsterapi, med undervisning i både Århus og København.
Den klassiske polaritetsterapi lægger stor vægt på de ydre polariteter. Gitte supplerer med den danske spirituelle lærer Bob Moore’s metoder til at arbejde med de indre polariteter og deres rolle i selvudviklingsprocessen.
- Gennem øvelser lærer kursisterne at arbejde meditativt på egne energipunkter og energistrømme i kroppen. Det skaber bevidsthed omkring energistrukturerne og dermed dyb kontakt til, hvad de kan indeholde af følelser.
- Min undervisning afspejler imidlertid også den proces, jeg selv har været igennem, ligesom jeg som kvinde lægger vægt på indføling og intuition, fortæller Gitte.
- Selv en uddannelse på tre år til polaritetsterapeut er blot toppen af isbjerget. Man kan lære en masse teori og teknikker og lære at skabe kontakt til det spirituelle. Men det er gennem egne erfaringer, at det kan rodfæste sig på et dybere niveau, ligesom de erfaringer, vi gør os i livsprocessen, er afgørende for, hvor dybt vi kan nå i energiarbejdet, slutter Gitte Virkmann Larsen.
Historie
Polaritetsterapien blev udviklet af dr. Randolph Stone (1890-1981) i USA. Igennem sit 60-årige virke som kiropraktor og naturlæge undersøgte han naturlige helbredelsesmetoder fra hele verden, bl.a. ayurveda og traditionel kinesisk medicin, for at finde det forenende princip, som kunne forklare, hvordan alle former for healing virker.
Polaritetsterapien er syntesen af dette livsværk. Randolph Stone valgte navnet for at beskrive energis evne til tiltrækning og frastødning, hvilket er grundlæggende i al energibevægelse.
Se mere på www.polaritetsterapi.dk eller www.nytaspekt.dk