Hvad er Tarotkort?
af Tarotmester Ulrik Golodnoff
Ved "et tilfælde" landede jeg i den store spirituelle vækkelse, der fandt sted på USA’s vestkyst i starten af halvfjerdserne. Jeg var taget derover for at høre rockmusik og finde ud af, hvorfor jeg havde langt hår. Da jeg hjembragte mit første sæt kort fra San Francisco i 1971, fandtes der ikke en eneste bog på dansk om dette emne.
Fordi det giver mig mening at bruge dem i mit eget liv, vil jeg hævde, at jeg også kan forklare dit liv for dig på en måde, så det giver dig mening. Og fordi jeg har lært mig selv at bruge kortene, mener jeg også at jeg kan lære dig at bruge dem, hvis du skulle have lyst til at lære det selv.
Men lad os først betragte fænomenet Tarot
Der er tre vigtige spørgsmål i livet, som alle mennesker gennem tiderne har stillet sig selv.
1. Hvem er jeg? (hvordan er min personlighed og mit sind skruet sammen?)
2. Hvorfor er jeg her? (hvad er min opgave, min mission?)
3. Hvor går jeg hen? (hvad sker der om lidt, og hvad sker der efter døden?)
Svarene på disse spørgsmål har menneskene søgt gennem filosofi og religion. Filosofi betyder ”kærlighed til viden” og religion betyder ”at forbinde sig” – med det tabte paradis, med det guddommelige, med meningen med livet.
Du kan også spørge mere direkte:
1. Hvor står jeg?
2. Hvad er der at gøre ved det?
3. Hvordan vil det gå?
Tarotkortene er repræsentanter for en viden, som tilbyder dig svar på disse spørgsmål. Til sidst i denne artikel vil jeg forklare dig hvordan. Men først skal vi prøve at forstå, hvad kortene rummer.
Tarots skabelsesmyte
Forestil dig, at du samler alle bøger om den virkelige, fysiske verden og skriver dem sammen til en bog om virkeligheden. Dernæst samler du alle bøger om psykologi og menneskekundskab og skriver dem sammen til en bog.
Endelig samler du alle bøger om filosofi og religion og skriver dem sammen til en bog. Nu skriver du disse tre digre værker sammen til en bog, der rummer alt, hvad menneskeheden ved på nuværende tidspunkt. Så river du ryggen af denne bog og kaster den op i luften – og ser siderne falde ned som Tarotkort!
Hvert farvet billede repræsenterer hele kapitler af den viden, menneskeheden har samlet gennem århundreder.
Tarots historie - spillekort og Tarotkort
Historisk set optræder de første Tarotkort i Italien omkring år 1430, ca. 60 efter de almindelige spillekort kom til Europa fra Arabien. Spillekort menes at være opstået som papudgaver af brikkerne i et kinesisk skakspil for fire personer.
De kom fra Kina via Arabien til Europa og vandt hurtigt stor udbredelse. De rige fyrstefamilier i renæssancetidens Italien var ikke tilfredse med at spille med almindelige kort, men fik fremstillet specielle kortsæt af deres private hofmalere. Til fyrsternes adspredelse inddrog de motiver fra biblen og mange andre kilder. Det er disse elegante sæt, der er bevaret for eftertiden, mens folkets kort er blevet byttet ud med nye sæt, efterhånden som de blev slidt op.
På denne tid genfødtes (renæssance betyder genfødsel) interessen for antikkens filosofi og tænkning. Gennem korstogene i den nære orient kom europæerne i kontakt med oldtidens mestre, hvis skrifter den katolske kirke i tusind år systematisk havde brændt og forbudt som kætteri. Heldigvis havde araberne med stor respekt oversat disse tekster, og de blev nu oversat tilbage til latin og gjort tilgængelige for den europæiske overklasse.
Mens kristendommen som monoteistisk religion tillægger een gud alle egenskaber, var antikkens gudeverden et virvar af personificerede karaktertræk, hvor fortællingerne om guderne og gudinderne vævedes sammen til spændende fortællinger, som illustrerer menneskehedens udviklingshistorie og psykologi.
De mytologiske fortællinger afspejler den skjulte esoteriske (indre) viden, der til enhver tid ligger bag en religions eksoteriske (ydre) former. Skikkelserne på især Tarottens 22 trumfkort kan fortolkes både gnostisk (læren om at man kan kende og opleve det guddommelige), alkymisk (en praksis der forbinder det jordiske og det åndelige) og dybdepsykologisk (en psykologi, der inddrager det spirituelle) og disse billeder rummer samtidig symboler fra mange forskellige spirituelle traditioner.
Ordene tarok og Tarot
Ingen ved, hvad ordet tarok eller Tarot betyder, selv om der er mange spekulationer. De første Tarotkort kaldtes ”Triumfkort”. Først halvtreds til hundrede år senere kaldtes de på italiensk ”Tarocchi”, på tysk ”Tarock” og på fransk og engelsk ”Tarot”. Efter sigende betyder ordet ”ternet” og skulle skyldes det mest gængse mønster på bagsiden af kortene.
Spillets 78 kort blev brugt i et strategisk kortspil, der er lige så sofistikeret som Bridge. Du er godt inde i spillet, før du opdager, hvem du har som partner! På dansk hedder dette spil ”tarok”. Det er kendetegnet ved at det ud over de almindelige fire kulører klør, hjerter, spar og ruder rummer en kulør af trumfer. Hver trumf stikker de almindelige kort, og den højeste trumf stikker alle lavere.
|

Den hængte mand viser, hvorledes den spirituelle erkendelse vender alting på hovedet. |
Det er ikke rigtigt, at Jokeren er en forvanskning af Narren i dette spil og den sidste rest af trumfkortene i de moderne spillekort. Jokeren er en amerikansk opfindelse, og er blevet brugt som et wild card i Poker fra omkring 1857.
Når kortene bruges spirituelt i dag omtales de ”Tarot”. Jeg har selv været med til at fremme dette ords udbredelse, for da jeg begyndte at lægge kort, fandtes en galophest ved navn ”Tarok” som var meget populær, og når jeg sagde, at jeg lagde tarokkort, troede folk, at jeg spillede på heste.
I det område i Norditalien, hvor kortene først blev kendt, flyder floden Taro, der er en biflod til Po. Det har ført til betragtninger om, at kortene stammer herfra.
En spekulativ metode til at trænge ind i et ords betydning er at lave anagrammer. Et anagram er kunsten at danne nye ord ved at bytte om på bogstaverne i et givent ord. |
Ud fra ordet Tarot kan man danne følgende ord
Rota betyder ”hjul” på latin. Tora betyder ”lov” på hebraisk. Tilsammen skulle de betyde ”Hjulets lov” (loven om gentagelse) eller ”Lovens hjul” (genatgen årsagsforklaring). Troa betyder ”port” på hebraisk. Orat betyder ”han/hun taler” på latin, Taor er den ægyptiske gudinde for mørket, Ator eller Hator er den ægyptiske gudinde for glæden.
Spil eller forudsigelse?
Der er beviser på, at almindelige spillekort blev brugt til forudsigelser så tidligt som 1487, hvilket sandsynliggør, at Tarotkort også blev brugt til dette formål.
For at give plads til guddommelig indgriben rummer mange orakler et element af tilfældighed. Det medfører, at de også kan benyttes som spil. Den Jonas, der senere blev slugt af en hval, nægtede først at gå Guds ærinde. I stedet valgte han at sejle bort. Men båden løb ind i en frygtelig storm, og for at finde ud af, hvad der var årsag til miseren, kastede besætningsmedlemmerne terninger. Ved hjælp af terningernes orakel fandt de ud af, at Gud havde skabt stormen, fordi han var vred på Jonas. Resolut smed de ham overbord, og vupti - lagde stormen sig!
Og selv om det ser ud til, at kortene blev anvendt til spil før de blev brugt til forudsigelse, kan vi ikke komme uden om, at vi i dag står med et enestående redskab til selverkendelse.
Personligt kan jeg lide at forestille mig, at Tarotkortene er datidens udgave af de ”flashcards”, som speakerne i fjernsynet bruger det i dag: Små sedler, hvorpå der står stikord til støtte for oplæserens hukommelse. Vi må huske på, at Tarotkortene stammer fra en tid, hvor størstedelen af Europas befolkning hverken kunne læse eller skrive. Et billede siger mere end mange ord, og som støtte for hukommelsen kunne datidens tænkere illustrere deres teorier med Tarotkortenes billeder, og de kunne bruges som en mnemoteknisk teknik til at forstå samfundet, livet og døden.
For eksempel ser vi de fire stænder afbilledet i de fire kulører.
Stave: Bondestand, arbejde. Staven symboliserer et arbejdsredskab: en rive o. lign. I dag kuløren klør.
Bægre: Præstestand, viden. Bægeret er alterkalken. I dag kuløren hjerter.
Sværd: Adelsstand, magt. Sværdet er adelens privilegium. I dag kuløren spar.
Mønter: Borgerstand, handel. Mønten er den pengenes magt, som den blomstrende handel gav borgerstanden i renæssancen. I dag kuløren ruder.
Mange moderne mystikere ville ønske, at Tarotkortene fra første færd blev udviklet med det formål at beskrive den okkulte verden og støtte det søgende menneske i dets selvudvikling. Men det anses i dag for mere sandsynligt, at kvikke hoveder har været i stand til at finde et meningsfuldt system i noget der i forvejen var tilgængeligt og tænkt som et spil.
Tilfældighed eller forudbestemmelse?
Forsøg med partikler og bølger har bevist, at selv indenfor den objektive videnskab finder man sædvanligvis kun beviser på det, man leder efter. Når en videnskabsmand m/k måler en position, ser han/hun et partikel. Når samme person måler en bevægelse, ses en bølge. Og det er det samme der måles! Videnskaben har nu således bevist, at vi ser det, vi forventer at få at se.
Kald det kærlighed, kald det Gud, kald det skæbne, kald det tilfældighed....
Uanset om du tror på et styrende princip i livet eller ej, kan du kun få øje på beviser, der bekræfter din antagelse. Ingen er objektive. Og slet ikke de, der hævder at være det.
Hvad er mest spændende at forstille sig: At Tarotkortene fra tidernes morgen er skabt til at forklare og fortolke livets mysterier, eller at den menneskelige legelyst udviklede et spil, der er viste sig at være så rigt facetteret, at der ikke er nogen grænser for antallet af betydninger vi kan tillægge kortene og antallet af de fortolkninger, vi kan udlede af dem?
Jeg kan lide begge forklaringsmodeller – og i alle tilfælde virker kortene, uanset om de er opstået på den ene eller den anden måde. Det er mit daglige mirakel, at de giver mening, selv om jeg dybest set ikke forstår hvordan og hvorfor.
Du kan spørge: ”Hvordan kan det være, at et kort, som jeg trækker helt tilfældigt, kan fortælle noget om mig og min situation?” Hvis jeg påstår, at intet er tilfældigt, bliver du måske paranoid og begynder at se dig om efter et styrende princip i form af Big Brother eller andre rædselsscenarier. Men i lang tid har jeg haft den overbevisning, at der er et mønster i vore handlinger, også i de handlinger, hvor det tilsyneladende ikke er til at få øje på.
|

Tårnet er det øjeblik, hvor erkendelsens lyn oplyser bevidstheden, og den gamle tanke og den gamle følelse styrter til jorden. |
Et eksempel: Dit valg af påklædning afhænger sandsynligvis af dit humør. De røde sko, du har valgt at tage på i dag, bliver måske årsagen til en samtale med en kollega, du ellers ikke er på bølgelængde med. Dette fører måske til et frugtbart samarbejde, der senere resulterer i et karriereskift - osv.
Måske er det din skytsånd, der leder din hånd til at tage netop de kort, der siger noget væsentligt om din nuværende situation?
Måske farer billederne på undersiden af kortene frem og tilbage mellem hinanden for at sørge for at du trækker det ”rigtige”?
Måske kan alle kortene kan fortælle noget om dig, uanset hvilket kort du trækker? Måske er det vigtigste, at du har besluttet at få noget at vide, og at du henvender dig til et menneske, der ser det som sin fornemste opgave at formidle det budskab, du ikke selv kan se?
Og i virkelighedenn er det måske lige meget, om det foregår ved hjælp af teblade, kaffegrums, astrologi eller Tarotkort. Det vigtigste er, at du møder op med et åbent sind, og at den person, du henvender dig til, har menneskeforstand og kender sit værktøj. |
Den magiske forbindelse mellem spørgsmålet og svaret Hvordan bygges denne bro mellem himlen og jorden, mellem din bevidsthed og dit ubevidste? Man taler både om højere bevidsthed (universet, Gud mm.) og det ubevidste (glemt og fortrængt bevidsthedsindhold) og da begge dele ligger udenfor vores dagsbevidstheds rækkevidde, kan det være svært at vide, hvorfra en ny erkendelse kommer.
Den schweiziske psykolog C. G. Jung var dybest set mystiker, men ville gerne tages alvorligt som videnskabsmand. Han er opfinderen og udvikleren af den analytiske psykologi, som inddrager det spirituelle til forklaring af det ubevidste, i modsætning til Freuds psykoanalyse, som ser det ubevidste som en ophobning af fortrængninger.
Jung opfandt begrebet ”synkronicitet” som betyder ”et akausalt, forbindende princip, der beskriver begivenheder, der har meningsfulde forbindelser, men ikke er sammenfaldende i tid og rum, eller begivenheder, som er sammenfaldende i tid og rum, og derudover har meningsfulde psykiske relationer til hinanden.” (Analytisk psykologisk leksikon, p. 179-180, Gyldendal 1986) Altså på dansk: Jung mente, at mennesker godt kan have meningsfulde oplevelser af sammenhænge, der (tilsyneladende) ikke kan forklares logisk og som ikke har en forbindelse, der kan karakteriseres som værende styret af årsags- og virkningsprincippet.
Personligt husker jeg en oplevelse ved juletid på Nørrebrogade, hvor jeg i snevejr så en varebil køre ud af en port i samme øjeblik, som jeg besluttede mig til at stoppe mine studier på Københavns universitet.
Senere har jeg ved at dykke i min hukommelse fundet den forbindelse, at bilen mindede mig om en julekalender, jeg havde som femårig. Her kunne man med trisser trække en varebil ud gennem porten til en nissekøbmandsgård. At være studerende var så langt fra alt hvad jeg som barn ønskede mig af livet, at beslutningen var nødvendig for at være tro mod mine oprindelige drømme og håb.
Det er min påstand, at det vi oplever som separate og uforbundne hændelser kan give mening og sammenhæng, hvis vi dykker dybere i hukommelsen og sindet. Og det kan udløses af Tarotkortenes billeder i forbindelse med en terapeut, som har lært sig sproget.
Eksempel på tydning af et Tarotkort
|

De elskende handler om et bevidst valg, gjort med hjertet |
Trumf nr. 6 ”De elskende” i Waite sættet illustrerer dette. På kortet ser man to nøgne mennesker stå foran hver sit træ. Kvinden til venstre og manden til højre. Bag kvinden ser vi Kundskabens træ med æblerne og slangen. Bag manden Livets træ med tolv flammende blade. Mellem dem ses et bjerg, og over bjerget svæver en engel i skyerne. Englen velsigner de to, og bag dens vinger ses solen i al sin strålekraft.
Dette kort illustrerer på en glimrende måde Tarottens flertydighed: Ethvert kort er et symbol, der både beskriver den situation, spørgeren befinder sig i, og samtidig giver kortet et billede af spørgerens sind.
Symbol: Adam (det maskuline) ser på Eva (det feminine), og Eva løfter sit blik og ser på englen (det guddommelige), som er ærkeenglen Michael, repræsentant for den guddommelige solild. Bag det mandlige gror Livets træ = udødeligheden, dvs. energien. Bag det kvindelige vokser Kundskabens træ= indsigten. Bjerget symboliserer deres fælles opgave: Ved en fælles indsats, ved sammen at bestige bjerget kan de skaffe sig overblik over situationen. Ofte føles opgaven at finde en løsning, der kan accepteres af både vort intellekt og vor følelse som en bjergbestigning. |
Situationen: Dette kort handler om at stå i et valg. Og som navnet siger, er det et valg, der handler om kærlighed. Det kan dreje sig om dit valg af partner, men det kan lige så godt handle om at skulle vælge arbejde eller bolig. Kortet dukker op, når det er vigtigt, at du har hjertet med i din beslutning. Hjertet ligger lige langt fra tanke (det maskuline) og følelse (det feminine), bevidsthed og drift, intellekt og instinkt, og kun beslutninger taget med hjertet kan tilfredsstille begge sider.
Spørgeren: Kortet beskriver på een og samme tid dit forhold til noget uden for dig selv og dit forhold til dig selv. De elskende er et billede af, hvorledes dit sind fungerer, når det lader hjertet råde: Dit intellekt (Adam) ser på (=tager hensyn til) dine følelser (Eva) for de står i stadig forbindelse med din ånd (englen), som hun ser på. Kortets navn, De Elskende, refererer til dine to sider, som søger forening. For mig opstår al vores tvivl, når vi glemmer dette samspil, og derfor har mennesket så mange spørgsmål at stille. Her er svaret!
Se mere på www.golodnoff.dk