Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Vibrationel kinesiologi

Vibrationel kinesiologi - Dawson programmet

Af journalist Marianne D. Cornett, Nordjyske Stiftstidende

Ellen Eriksens søn blev stemplet som DAMP-barn - i dag er han en helt almindelig ung mand.

Allerede da han var ét år gammel, var Ellen Eriksen og hendes mand klar over, at deres yngste søn var noget ganske særligt - også i ordets mest problematiske betydning.  

Og diagnosen blev officielt stillet af det etablerede sundhedssystem, da drengen var syv år. 

I dag er han 19 år - og en helt almindelig ung mand - takket være kinesiologien. 

- Vi havde næsten lige fra begyndelsen bemærket, at der var et eller andet galt - Allerede da han kom i børnehaveklassen. Her konsulterede han både en børnelæge, en børne-ergoterapeut og en psykolog. Sammen stillede de diagnosen ADHD-DAMP. Og de foreslog, at han fik ti støttelærertimer om ugen i 2. klasse, fortæller Ellen Eriksen.  

På det tidspunkt gik hendes søn på Bangsbostrand Skole, men i 3. klasse blev han flyttet til Ørnevejens Skole til en speciel DAMP-klasse - amtets eneste i øvrigt - og hér gik han til og med 5. klasse.  

- Nogle af DAMP-symptomerne er hyperaktivitet, dårlig korttidshukommelse, dårlig koordinering, en ikke-udviklet motorik, og så var vores søn meget dårlig til at huske beskeder, siger Ellen Eriksen. 

Selv syntes familien, at deres søn fik det bedre i DAMP-klassen, men dét syntes det behandlende system ikke. 

I systemets kløer 

- Lærerne syntes ikke, at der kunne spores nogen nævneværdig fremgang hos vores søn. I hvert fald ikke indlæringsmæssigt. Og vi følte faktisk, at når et barn først var stemplet "DAMP", så der ikke mere hjælp at hente. Selv oplevede vi derhjemme, at han gradvist, men selvfølgelig meget langsomt, fik det bedre. Han holdt f.eks. op med at spise 15 gange om dagen, ligesom vi efterhånden kunne få og fastholde øjenkontakt med ham i længere tid ad gangen. I det hele taget fik han det meget bedre rent socialt og adfærdsmæssigt - men dét var ligesom ikke dét, der talte, siger Ellen Eriksen.     

I 1992 rejste hendes bror på tommelfingeren gennem Australien - det lyder som om det er en helt anden historie - men det er det ikke. 

- Min bror tomlede og en søndag morgen blev han taget op af en australier ved navn Cameron Dawson, der så to danskere med rygsæk på. Det viste sig, at Dawson var kinesiolog. Og det endte med, at min bror rejste rundt i to uger med Dawson og så de fantastiske, umiddelbare resultater, han udvirkede ved at bruge kinesiologi på børn og voksne, der havde det meget, meget dårligt. Dawsons metode - vibrationel kinesiologi - hjalp både patienter, der var deprimerede, havde indlæringsvanskeligheder, var ordblinde og havde mange andre lidelser. Han kurerede, via kinesiologien, og korrigerede patienternes ryg og knoglestilling, så deres krop kom i balance og blev ført tilbage til sin oprindelige ligevægt, fortæller Ellen Eriksen. 

Da hendes bror kom hjem fra down-under, var han så begejstret, at han straks fortalte om de bemærkelsesværdige resultater, den ukendte australier udvirkede.  

Da lokummet brændte    

- Jeg tænkte: jamen vi har da et godt sundhedssystem, som jeg, som sygeplejerske, oven i købet kender indefra. Dét må da være muligt at hjælpe min dreng.      

Det tog mig fem år fra min bror kom hjem fra Australien, til jeg kunne indse, at det etablerede system ikke kunne hjælpe ham.  

Og i julen 1996 var det som om tingene spidsede til. Da brændte lokummet virkelig. Vores dreng var ikke blevet mærkbart bedre, og de pædagogiske tilbud, han fik, var virkningsløse.  

Så skrev jeg et brev til Cameron Dawson - vedlagt et billede af min dreng. Og han ringede os op i én af juledagene og sagde simpelthen: kom herned, så skal jeg hjælpe din søn. Det skal ikke koste jer noget! Dawson kunne nævne alle de symptomer, min dreng led af, blot ved at se på billedet. 

Symptomer, vi ikke havde nævnt i brevet med et eneste ord - og dét overbeviste os om, at han måske kunne hjælpe. Vi var helt høje af forventning, og min mand sagde selvfølgelig, at hvis jeg troede, det ville hjælpe, var det blot at tage af sted, siger Ellen Eriksen, der kan oplyse, at prisen for en behandling hos Dawson ellers var 500 australske dollars - hvortil kom udgifter til kiropraktorer - men altså ikke en uoverstigelig formue for almindelige mennesker. 

Hun rystede ikke på hånden, da hun bestilte billet til den anden ende af jordkloden - nu skulle der ske noget! 

- I februar 1997 tog vi af sted. Vi blev hentet af Dawsons kone i lufthavnen, og vi fik lov til at bo hos Dawsons. I de tre uger, vi var der, rettede Dawson min drengs skelet op og fik hans to hjernehalvdele koordineret, så de kunne samarbejde. Resultatet var forbløffende. Pludselig kunne vi få øjenkontakt med vores søn igen. Og han kunne koncentrere sig i længere tid. Til gengæld var han indlæringsmæssigt flere år bagud, og det tog ham selvfølgelig lidt tid at indhente det forsømte. Men i dag er han fuldkommen normal, og han har ikke skyggen af dampsymptomer, siger Ellen Eriksen, der ikke et øjeblik har fortrudt turen til Australien og mødet med Cameron Dawson. 

Præcis fjerndiagnose     

Dawson kunne også fortælle Ellen Eriksen, at hendes søn formodentlig havde taget skade af den anden kighostevaccination, som havde givet hans krop et chok, og at det var sandsynligt, at det var kviksølvstilsætningen i vaccinationen, der havde forstyrret hans system.     

Mødet med Dawson har på alle måder revolutioneret familien Eriksens liv. 

Ellen Eriksen er uddannet sygeplejerske, kinesiolog, Master i NLP og rygestopinstruktør, og hun har det seneste år praktiseret i sin lille klinik i Søndergade 186. Sammen med sin kollega Margit Andersson har hun firmaet Corrective Sounds I/S - hvor de - sammen med Cameron Dawson - rejser rundt i Danmark og Europa for at undervise andre i at anvende programmet. 

- Det et rent ud sagt forbløffende, hvad man kan udrette med Dawsons metoder - jeg har jo set det selv. Det startede med min egen dreng, men siden har jeg jo haft flere hundrede klienter på klinikken. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg tog springet fra det etablerede sundhedsvæsen til alternative behandlingsmetoder. Så mange mennesker kan afhjælpes for gener ved hjælp af kinesiologien, og jeg oplever det som en udfordring at prøve at hjælpe dem og fremme forståelsen for, at der er så mange andre virkningsfulde måder at få hjælp på end operationelle indgreb og et langt liv med pillespiseri, siger Ellen Eriksen.

Lidt om kinesiologi    

*Cameron Dawsons program består af vibrationel kinesiologi. 

*Det er hemmeligheden bag det sunde menneske - baseret på viden om kroppens elektriske systemer, som omfatter engergisystemer for kroppens grundstruktur.

*Dawson Programmet er resultatet af mere end 30 års studier omkring, hvordan kroppen fungerer, sygdommes opståen, samt kroppens evne til at helbrede sig selv, og er udviklet af australieren Cameron Dawson.  

*Metoden er baseret på den kendsgerning, at kroppen har en styrende og organiserende energimatrix, omkring hvilken den menneskelige krop/form udvikler sig (gennem celledeling). Dette vidste de gamle ægyptere, kinesere, hinduer, buddhister samt de shamanistiske healere i Afrika, Asien og Sydamerika. Dette er optegnet i alle større hellige skrifter, herunder det Gamle og Nye testamente og er grundlaget for de meget gamle metoder - akupunktur, Tai Chi og yoga.  

Kroppen kan aldrig lyve  

Kinesiologi er kort fortalt læren om bevægelse, og den bygger på kinesernes 6000 år gamle viden om meridianer (energibaner) og akupunktur. 

En kinesiolog kan hjælpe os med at indkredse vore lidelser og måske også afhjælpe dem - som en slags detektivarbejde for kroppen.   

- Kroppen kan aldrig lyve, men den kan godt tage fejl. Ligesom der kan være blokeringer på husets el-ledninger, kan der være blokeringer i kroppens energibaner. Og hvis kroppen ikke har det godt, kan det bl.a. sætte sig i vore muskler, vores nervesystem, knogler og i de indre organer som en form for stress, og her kan en kinesiolog gå ind og kode kroppens muskler om, så den igen kommer i balance, siger Ellen Eriksen.

Kinesiologi lyder temmelig alternativt - men så vildt er det altså heller ikke. 

- Jeg er ikke så spirituel - jeg er mere praktiker - med begge ben på jorden. Jeg tror selvfølgelig på, at der eksisterer en fælles bevidsthed på et forståeligt plan, men jeg er ret forsigtig og snusfornuftig, siger Ellen Eriksen, der ikke går med hovedet i skyerne. 

Om man tror på og søger alternativ behandling er i høj grad en meget personlig sag - i modsætning til, når man henvender sig til sin sygekasselæge, som man nærmeste automatisk gør, når man har en eller anden skavank.     

Begge ben på jorden   

- Jeg arbejder på et niveau, hvor folk kan være med, og det er noget jeg har valgt meget bevidst. Det skal nemlig være lige så naturligt at gå til kinesiolog eller NLP-terapeut, som det er at gå til læge eller tandlæge. Og jeg respekterer selvfølgelig, hvis folk kommer her første gang, og så siger fra, fordi de synes, det er noget mærkeligt noget, siger Ellen Eriksen.     

Hun bruger også tibetansk lyde i sin behandling som læremesteren Cameron Dawson - ved vibrationel kinesiologi.  

- Der er en stigende interesse for alternativ behandling, og det er meget glædeligt, især for os der allerede har set, hvor fine resultater man kan opnå.

 Læs mere på www.correctivesounds.com

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk