Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Drømme BK - okt. 2007

Spørg drømme brevkassen...

Send din drøm til Mirza Mølgaard.

Hver måned udvælges 3 af de indsendte drømme, som Mirza tyder. 

Hvis din drøm bliver valgt ud, vil Mirza lave en clairvoyant drømmetydning ud fra drømmen og tydningen kan læses på vores hjemmeside.

Send dit spørgsmål til messer@daninfo.dk

Se mere om Mirza på www.mirza-molgaard.dk

Kære drømmere

Mange tak for jeres drømme, som jeg besvarer gratis. Det er rigtigt spændende læsning og jeg ser meget frem til at modtage nye drømme fra jer. Jeg vil forsøge, i forbindelse med besvarelserne, at give jeres drømme en overskrift, så de bliver nemmere at finde. Da alle drømme fortæller meget om drømmeren selv, og hvis I vil have en meget præcis tolkning af drømmen er det en god idé at gøre følgende:

  • Er der personer i drømmen som du kender, er det en god idé at skrive lidt om hvordan personerne (både børn og voksne) i virkeligheden er. Hvilke egenskaber tillægger du dem i virkeligheden. Fx hvad er de gode til og ikke gode til. Hvordan er de som mennesker? Fx kærlige, temperamentsfulde, tålmodige, utålmodige, trygge, omsorgsfulde, tillidsfulde, eller det modsatte osv. Barnets alder i drømmen er også vigtig at få med.
  • Er der steder i drømmen som du kender, kan du fortælle om hvordan du i virkeligheden synes om det pågældende sted. Fx er det et godt sted eller et mindre godt, og hvorfor.
  • Er der andre vigtige ting, som du synes betyder noget for dig i drømmen og som du kender til, må du meget gerne give en kort beskrivelse af dette.

Skriv også blot, hvis du ønsker et andet navn under din drøm.

Jeg glæder mig meget til at modtage jeres drømme.

Kærlig hilsen
Mirza Mølgaard

Drøm til Mirza

Gensyn med ekskæreste

Hejsa Mirza
Jeg er en moden dame som er interesseret i drømme. Jeg håber du kan tyde denne drøm. Jeg har brudt med en kæreste for halvandet år siden, og jeg kan stadig drømme om ham. Mit spørgsmål til dig er nu: Hvad betyder det? 

På forhånd tak 
Mange hilsner
L. Richardy 

Drømmen er således:
Jeg drømte at jeg mødte min ekskæreste i nat. Vi havde savnet hinanden og vi elskede stadig hinanden. Der var noget med store og mange skibe vi skulle sejle med. Vi skulle også have mad. Vi var begge to rigtig glade for gensynet med hinanden.

Tolkning af drømmen

Hej L. Richardy
Din ekskæreste i din drøm fortæller dig noget om dig selv. Se på, hvordan du så ham i virkeligheden, hvilke egenskaber havde han. For han fortæller dig om en side af dig selv som du har savnet, og som du stadig elsker. Det er vigtigt at du bliver bevidst om den side af dig selv i virkeligheden. For når du har erkendt den, er du i stand til at komme videre i dit liv. Skibene fortæller, at du snart er parat til at sejle mod nye horisonter og at det vil give dig næring (mad) i dit liv. Så se at komme i gang med at elske dig selv, for så vil du blive klar til nye oplevelser i dit liv. Held og lykke videre frem.

Kærlig hilsen
Mirza Mølgaard


Drøm til Mirza

Manden der falder igennem asfalten og bliver væk

Hej Mirza
I nat havde jeg den mærkeligste drøm. Håber du kan hjælpe med, hvad denne drøm betyder, for den magtesløshed jeg fornemmede da jeg vågnede, var rigtig uhyggelig.

Med venlig hilsen
Marion

Min datter og mand og jeg skulle gå en tur rundt om Damhussøen. Da vi kom til det sted, hvor vi plejer at starte vores rundtur ved Damhuskroen, havde man lagt asfalt i stedet for grusstien, der plejer at være der. Jeg sagde til min datter og mand: ”Hvorfor har de asfalteret stien, det passer da ikke ind her.” Det så blankt ud så jeg sagde, at det lige var lagt og vi kunne ikke gå på det, da det var blankt endnu. Men så prøvede jeg at røre asfalten med fingrene og sagde det ikke var helt tørt endnu.
Så sagde min mand pjat, og tog et skridt ud på asfalten og røg igennem og hele hans krop forsvandt ned. Så tænkte jeg, det kan man da ikke. Der må være vand neden under, så han kommer nok op om lidt. Vi kaldte på ham. Så kom han op med hovedet, men blev trukket ned igen og var væk igen.
Jeg tænkte jeg må ringe efter hjælp, men var hunderæd og tænkte at inden der ville komme hjælp var det nyttesløst. Selv om de fik ham op ville han være død.

Tolkning af drømmen

Hej Marion
Som udgangspunkt er alt i din drøm dig selv. Dvs. din datter og din mand skal fortælle dig noget om dig selv, som du ikke er bevidst om i virkeligheden. (Prøv at se på i virkeligheden, hvordan du oplever din mand. Hvilke egenskaber har han osv.) Jeg fornemmer at turen omkring Damhussøen er et sted for dig, hvor du i virkeligheden trives og nyder naturen samt kan føle dig fri. Men nu ser du, at den vej du gerne vil gå (stien) er asfalteret. Det fortæller, at du har lagt et beskyttelseslag omkring dig selv i forbindelse med din dagligdag. Det er noget der lige er sket for dig (ikke tørt) i virkeligheden. Men du vil ikke lytte til dig selv, for din egen handlekraft (din mand, som også er din indre mandlige side) forsvinder helt ned under beskyttelseslaget (asfalten). Det fortæller også, at du ikke kan bruge denne beskyttelse til noget (røg gennem asfalten). Kun bevidstheden, tankerne, (hovedet) bliver midlertidigt synligt – ellers er alt gemt under overfladen nede i det ubevidste, og der er ingen hjælp at hente, før det er for sent. Så det er en falsk beskyttelse, der bevirker, at du bliver væk fra dig selv.
Se på hvad det er i din dagligdag du føler dig magtesløs overfor. For din drøm fortæller at du skal blive mere bevidst og bedre til at lytte til dig selv. Ikke at begrænse dig selv i virkeligheden, men ha’ tillid til dine egne beslutninger. Accepter at tingene er ok for dig. Giv dig selv fri og tillad dig, at nyde denne indre frihed. Leg og dans vil være godt for dig. Held og lykke videre i dit liv.

Kærlig hilsen
Mirza Mølgaard


Drøm til Mirza

Livstruende fodringstid

Hej Mirza
Drømmen foregår i et parcelhuskvarter i Horsens.
Venlig hilsen
Lone

Det er i skumringstiden. Den store (hvide?) sibiriske tiger skal have mad for anden gang - og den store isbjørn. 
Familien med de små børn og mig er i haven, spændte på om vi bliver offeret. Vi trækker en stor luns råt kød i en snor rundt om huset, det er maden, og dyrene skal så gå rundt efter det.
Jeg lægger nødplaner. Er isbjørnen maden til tigeren? Eller dødt kød?
Vi bliver ikke spist men frygten er lammende og sidder i kroppen, da jeg vågner, med min ex-mand i tankerne.

Tolkning af drømmen

Hej Lone
Se på hvordan du har det med byen Horsens. Hvad har denne by betydet for dig i virkeligheden? Se også på, hvad den sibiriske tiger og isbjørnen betyder for dig. De fortæller dig også noget om dig selv i virkeligheden. Tigeren er et stærkt og farligt dyr, og det er isbjørnen også, må man sige, og begge lever i den vilde, barske og enorme natur, men de er begge gode til at tage sig af deres unger. Det at de er hvide, kan fortælle dig om en klarhed omkring det instinktive og følelsesmæssige i dig, som du bliver nødt til at se på, selv om du ikke rigtig har så meget lyst til det (skumringstiden). Den side af dig der er tigeren skal have mere næring, måske for at ”bløde” op. Du har dine egne indre børn med dig, og det er vigtigt for dig i forbindelse med at kunne lytte til dig selv, til barnet i dig selv, som har med dine muligheder i dit liv at gøre. Men du er bange for dine egne indre kræfter og styrke, men sørger samtidig for at beskytte dig selv, så de voldsomme energier (kød og dyr) bliver holdt udenfor dig selv (rundt om huset).
Se på hvad denne frygt, du vågner med, handler om i virkeligheden. For drømmen fortæller dig, at du bliver nødt til at hanke op i dig selv. Du har styrken og kræfterne til det, men det er vigtigt, at du ikke tager chancer, men er velovervejet i dine gøremål. Bliv ikke selv ofret, men giv dig selv i stedet, den næring du behøver. Det er vigtigt du giver dig selv plads og ikke mindst kærlighed. Giv slip på alle dine tanker og den angst disse medfører. Tankerne kan du ikke bruge til noget alligevel, for de tærer bare på dine kræfter og energi. Begynd i stedet at bruge dine ressourcer på at gøre noget for dig selv, som du har det godt med og er tryg ved. Held og lykke i dit liv fremover.

Kærlig hilsen
Mirza Mølgaard


Om Mirza Mølgaard

Mirza Mølgaard har siden 1983 beskæftiget sig med drømme og deres betydning. Siden 1988 har hun arbejdet professionelt med drømme, bla. ved undervisning, foredrag og kurser, hvor hun lærer interesserede at bruge drømmetydningen som et redskab til personlig og spirituel udvikling. Hun bruger mit klarsyn i forbindelse med tydningen af drømme, da hun klart får vist, hvad drømmen vil fortælle. På den måde hjælper hun mennesker videre - også i her og nu situationer.

Mirza er akademiuddannet coach, uddannet healing- og massagelærer, clairvoyant rådgiver, samt i psychosynthesis (vor tids psykologi) og ser også en sammenhæng mellem krop og drømme og hjælper personer i forskellige sygdomsforløb.
Siden 1995 hun medvirket i mange direkte radioudsendelser, bla. i Danmarks radio og TV om drømmetydning. Har bla. haft fælles foredrag med hjerneforskeren Peter Lund Madsen med titlen ”Drømme og drømmetydning”. Har været brevkasseredaktør i LYS-strejfet siden august 2002 og har en drømmetydnings skole, hvor hun uddanner nye drømmetydere.

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk