Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Drømme BK - januar 2008

Spørg drømme brevkassen...

Send din drøm til Mirza Mølgaard.

Hver måned udvælges 3 af de indsendte drømme, som Mirza tyder. 

Hvis din drøm bliver valgt ud, vil Mirza lave en clairvoyant drømmetydning ud fra drømmen og tydningen kan læses på vores hjemmeside.

Send dit spørgsmål til messer@daninfo.dk

Se mere om Mirza på www.mirza-molgaard.dk

Kære drømmere

Mange tak for jeres drømme, som jeg besvarer gratis. Det er rigtigt spændende læsning og jeg ser meget frem til at modtage nye drømme fra jer. Jeg vil forsøge, i forbindelse med besvarelserne, at give jeres drømme en overskrift, så de bliver nemmere at finde. Da alle drømme fortæller meget om drømmeren selv, og hvis I vil have en meget præcis tolkning af drømmen er det en god idé at gøre følgende:

  • Er der personer i drømmen som du kender, er det en god idé at skrive lidt om hvordan personerne (både børn og voksne) i virkeligheden er. Hvilke egenskaber tillægger du dem i virkeligheden. Fx hvad er de gode til og ikke gode til. Hvordan er de som mennesker? Fx kærlige, temperamentsfulde, tålmodige, utålmodige, trygge, omsorgsfulde, tillidsfulde, eller det modsatte osv. Barnets alder i drømmen er også vigtig at få med.
  • Er der steder i drømmen som du kender, kan du fortælle om hvordan du i virkeligheden synes om det pågældende sted. Fx er det et godt sted eller et mindre godt, og hvorfor.
  • Er der andre vigtige ting, som du synes betyder noget for dig i drømmen og som du kender til, må du meget gerne give en kort beskrivelse af dette.

Skriv også blot, hvis du ønsker et andet navn under din drøm.

Jeg glæder mig meget til at modtage jeres drømme.

Kærlig hilsen
Mirza Mølgaard

Drøm til Mirza

Overfaldet af storke

Hej Mirza
Jeg drømte jeg blev overfaldet af storke (lige som i filmen fuglene) Hvad betyder det?
Hilsen cd

Tolkning af drømmen

Hej cd
Tak for din drøm. Storken er en meget stor fugl og har siden gammel tid været symbol på frugtsommelighed. Det var den der symbolsk kom med den lille baby. Men fugle generelt står også for frihed, at kunne bevæge sig frit i rummet.

Storken her i din drøm vil fortælle dig noget om dig selv, som du skal være opmærksom på. Det er derfor den angriber dig for at gøre dig mere bevidst omkring dig selv. Er det fx dit hoved den prøver at ramme, kan det handle om, at du gør dig mange tanker fx omkring det spirituelle. De spirituelle tanker vil nu gerne i en dybere kontakt med dig selv og din bevidsthed.

Drømmen fortæller også, at du er parat til en positiv ændring i din holdning omkring spirituelle emner. Så jeg vil ønske dig held og lykke på din videre udviklingsvej.

Kærlig hilsen
Mirza Mølgaard 


Drøm til Mirza

Mødet med dronning Margrethe

Hejsa Mirza
Jeg prøver altid selv at tyde mine drømme fra min virkelighed. Finder ofte et svar, men denne her drøm ved jeg ikke hvad jeg skal tænke. Tak.
Hilsen
P.B.P.

Jeg bliver vist ind i et stort rum. Bagved i rummet sidder der nogle mennesker ved et bord. Jeg skal sætte mig ned foran dem. Ind træder dronning Margrethe og hendes mand. Lidt væk fra mig sætter de sig ned. Så rejser dronningen sig og går hen imod mig. Hun tager sine sko af og hælder sand ud på bordet. Tager skoen på igen og går. Så vågner jeg.

Tolkning af drømmen

Hej P.B.P.
Det store rum fortæller om de muligheder du har i dit liv. Personerne er nye sider af dig selv, som du skal i kontakt med. Dronning Margrethe fortæller også om en side af dig selv, som du er parat til at se på i dit liv. Dronningen er symbolet på det højeste kvindelige. Den side af dig selv, som kan udrette utrolige mange ting i virkeligheden på en harmonisk måde, fx være regent, hustru, kunstner osv.

Skoene repræsenterer din jordforbindelse, din dagligdag, hvori der er noget ubevidst stof (sand) som kommer for dagens lys. Man kan ikke bygge holdbare ting af sand og man går heller ikke så godt, når det er kommet ned i skoene. Man kan sige, at grundlaget ikke er helt stabilt, før det kommer ud. Så drømmen kan fortælle dig, at når du bliver bevidst om de evt. tankemæssige sandslotte du måske ind i mellem bygger op, ikke er så stabile som du gerne ville ha’, og kan se realistisk på dem (hælde sandet ud), kan du igen tage skoen på og komme videre i dit liv.

For drømmen fortæller, at du har en indre følelsesmæssig styrke og kan overkomme meget. Held og lykke videre i dit liv.

Kærlig hilsen
Mirza Mølgaard


Drøm til Mirza

Kørt galt – blev en ånd

Kære Mirza
Jeg skriver til dig på baggrund af en meget ubehagelig drøm, som jeg har haft. Jeg har generelt mareridt og mærkelige drømme, og tit drømmer jeg om katte, som kradser mig til blods. De kan slet ikke lide mig i drømme. Det der er mest skrækkeligt er, at jeg kan mærke smerten, som det var virkeligt, hvor det virkelig gøre ondt på mig. Men for nogle dage siden drømte jeg, at jeg havde kørt galt.

I drømmen vågner jeg op hos min veninde. Jeg ligger inde på hendes værelse, og undrer mig over om det virkelig er sket, eller om det bare var en drøm. Jeg går ud til hende i køkkenet, men hun ser mig slet ikke, hun ser nærmest lige igennem mig. Jeg prøver at tale med hende, men hun svarer mig ikke. Det er som om hun ikke kan se mig eller høre mig selvom, jeg er hos hende. Men i drømmen kan jeg huske at jeg derimod, kunne læse hendes tanker. Det var som om hun tænkte højt. Det uhyggelige var, at hun sørgede over mig, og tænkte, at hun altid ville have mig i hendes tanker. Hun ser fjernsyn ude i køkkenet, hvor jeg ser med, og i nyhederne ser jeg, at den var god nok, jeg havde kørt galt. Det var en meget slem bilulykke. Jeg bliver frustreret over at hun ikke taler til mig. Pludselig kommer der en fremmed ind i rummet. Hun kan både se mig og tale med mig. Hun kan se, at jeg er frustreret og forvirret over ikke at kunne komme i kontakt med min veninde, og fortæller mig, at jeg er omkommet i ulykken, og er en ånd, og aldrig nogensinde kan vende tilbage igen. Jeg kan ikke tro mine egne ører, jeg går i panik og bliver meget ked af det. Jeg løber rundt i rummet og åbner en dør, hvor jeg kan se mit eget lig på gulvet. Først der går det op for mig, at jeg egentlig er død, og skynder mig at lukke døren til rummet. Den mystiske person fortæller mig, at hun er clairvoyant, og dette var forklaringen på, at hun kunne se mig. Hun ville bl.a. også hjælpe mig med at opsøge min familie. Jeg kan huske, at jeg i drømmen beder til gud, om at gid det kun er et mareridt, og jeg snart ville vågne. Jeg savnede pludselig min familie, og ville opsøge dem for at se, hvordan de havde det.

Heldigvis vågner jeg og er utrolig lettet over, at det kun var en drøm. Synes det var den mest mærkelige og ubehagelige drøm jeg længe har haft. Aldrig har jeg følt sådan en tomhed/ensomhed og frustration før. Jeg var så ulykkelig og ville tilbage til min krop, men det var for sent! Det første jeg tænkte efter den drøm var: "Nu ved jeg hvordan det er efter døden, og netop det at være en ånd som ikke selv er bevidst om sin egen død" Håber virkelig at du vil hjælpe mig med at tyde denne drøm. Er nemlig bange for, at det kan være min egen skæbne som jeg har drømt om, og er bange. Men er ret sikker på, at det er en åndelig drøm som betyder noget.
M.v.h.
Den fortvivlede   

Tolkning af drømmen

Kære Den fortvivlede
Det er en stærk drøm, der fortæller dig, at du faktisk sørger over dig selv i virkeligheden. Prøv at se på hvilke egenskaber du synes din veninde har i virkeligheden. For drømmen fortæller, at du ikke bruger din energi i det daglige på en for dig god måde. Du kan ikke komme i kontakt med dig selv, dvs. du lytter ikke nok til dig selv i dit virkelige liv og derfor opdager du nu, at du savner dig selv (familien). Det er kun en side af dig, der er død. Den side du ikke lyttede til. Det er den du ikke skal vende tilbage til. Men drømmen gør dig opmærksom på, hvad det er. Den clairvoyante er også en side af dig selv, som vil hjælpe dig med at finde den side af dig selv som du savner (familien), som måske har med omsorg og kærlighed at gøre – ikke kun for hinanden men også for en selv.

I drømmene hvor kattene kradser dig til blods fortæller også, at du er vred eller irriteret på dig selv (kan ikke lide dig selv) og mister meget energi (blod) på at holde igen på dig selv. Kattene står for frihed, det at kunne gå sine egne veje, og de gør dig her opmærksom på, at du nu må komme videre, at sætte dig selv fri for de bindinger du pålægger dig selv.

Mareridt er faktisk gode drømme, fordi man husker dem og fordi de meget tydeligt fortæller, hvad det er det handler om. Og man får ikke lov til at ignorere dem. Men man kan bruge dem som en hjælp til at forstå sig selv bedre, at blive bevidst om sin situation i det virkelige liv.  En god idé for dig er, at arbejde videre med dine drømme. Du vil opdage du vil få megen hjælp og støtte i relation til dit virkelige liv. Så jeg ønsker dig held og lykke videre op din vej. Det vil lykkes for dig – hvis du selv vil.

Kærlig hilsen
Mirza Mølgaard


Om Mirza Mølgaard

Mirza Mølgaard har siden 1983 beskæftiget sig med drømme og deres betydning. Siden 1988 har hun arbejdet professionelt med drømme, bla. ved undervisning, foredrag og kurser, hvor hun lærer interesserede at bruge drømmetydningen som et redskab til personlig og spirituel udvikling. Hun bruger mit klarsyn i forbindelse med tydningen af drømme, da hun klart får vist, hvad drømmen vil fortælle. På den måde hjælper hun mennesker videre - også i her og nu situationer.

Mirza er akademiuddannet coach, uddannet healing- og massagelærer, clairvoyant rådgiver, samt i psychosynthesis (vor tids psykologi) og ser også en sammenhæng mellem krop og drømme og hjælper personer i forskellige sygdomsforløb.
Siden 1995 hun medvirket i mange direkte radioudsendelser, bla. i Danmarks radio og TV om drømmetydning. Har bla. haft fælles foredrag med hjerneforskeren Peter Lund Madsen med titlen ”Drømme og drømmetydning”. Har været brevkasseredaktør i LYS-strejfet siden august 2002 og har en drømmetydnings skole, hvor hun uddanner nye drømmetydere.

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk