Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Kristen spiritualitet BK mar'08

Spørg om kristen spiritualitet

Her kan du få svar på spørgsmål om bøn, kristen meditation, kirkens mystiske tradition, samtale med Gud eller at høre Guds stemme. Ole Skjerbæk Madsen svarer også gerne på spørgsmål omkring kirkens forhold til holistisk og alternativ livspraksis og livsforståelse (krop, sjæl og ånd) og om nogle af de mere kontroversielle spørgsmål, som ofte synes at skille kirke og nyåndelighed omkring spirituelle erfaringer og spørgsmålene om liv og død og åndelige væsener.

 

Ole Skjerbæk Madsen

er præst i folkekirken og ansat i missionsselskabet Areopagos.

Han arbejder med I Mesterens Lys (IML), som mange har mødt på messerne; hvert år modtager flere hundrede messegæster og udstillere forbøn i IMLs stand.

På Mystikkens Univers er IML en del af det store kristne torv for enden af KB-hallen.

Send dit spørgsmål til messer@daninfo.dk

Læs mere på www.imesterenslys.dk  og www.areopagos.org

Spørgsmål

Kære Ole Skjerbæk Madsen!

Jeg har oplevet at bede til gud og fået opfyldt de ting jeg har bedt om. Jeg har det bare rigtig skidt, da der er sket mange ting i mit liv.
Nu vil jeg høre dig om råd om jeg kan ændre mit liv til det bedre og mærke at det at tro giver mig trøst og glæde i livet igen.

Mvh Mie og tak på forhånd :-)

Svar fra Ole

Kære Mie

Tak for din henvendelse. Det er dejligt at høre, at du har oplevet at bede til Gud og få svar. Den erfaring er det vigtigt at holde fast ved nu, hvor du har det skidt på grund af de ting du har oplevet i dit liv.  I de perioder af mit liv, hvor jeg har haft det svært, har bøn båret mig igennem. Måske du kunne finde et roligt sted hjemme, i naturen eller i en kirke. Du kunne læse lidt i Det nye Testamente eller tænke på nogle bibelvers, som rummer løfter fra Gud. Det kunne være Jesu ord: "Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" eller Paulus’ erfaring: "Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus."

Du kan forvandle disse ord til bønner eller affirmationer, f.eks.

Ingen magt i verden
Kan skille mig
fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.
Tak, Gud!

Jesus! Du er med mig
Indtil verdens ende!
Du er hos mig i dag!
Tak, Jesus!

Jeg er Guds barn.
Jeg er elsket,
Og jeg har værd.
Tak, Gud!

Måske skal du opsøge en kirke og bede om en samtale og forbøn hos præsten. Du kan evt. kontakte SamtaleNet hver dag kl. 19-22 på tlf. 70 262 242 eller via hjemmesiden www.SamtaleNet.dk

En dag, hvor jeg tumlede med rigtig mange vanskelige spørgsmål omkring min fremtid og vanskelige valg, fik jeg dette svar fra Gud, som præsenterer sig som

Jeg Er

"Mit barn! du skal gøre, hvad du nu gør! Henvende dig til mig og se på dine omgivelser netop nu.

I dag sidder du ude i skoven, i dalen mellem træerne og hører fuglene synge, mens vinden blæser kraftigt i træernes toppe, ligesom den løfter dit hår. Du ser solen skinne og mærker dens varme. Og dette er det første: Du er! Du er midt i en større verden, som du selv er en del af. Du er, som naturen omkring dig er; du lever og ånder og er sammen med naturen og dine medskabninger, og det er i mig, at du og alle ting har jeres væren. Din velværen er, at du er en del af hele verdens liv.
Men din væren er en væren i mig, og derfor er du først rigtigt til, når din væren bestemmes af din rettethed mod mig. I fællesskabet med mig bliver din væren bevidst væren, målrettet væren.
Derfor er bønnen det andet, som er vigtigt for dig i dit liv, for med bønnen bryder du din selvbevidstheds selvoptagethed. Men bønnen er også vigtig, fordi den bringer dig tilbage til udgangspunktet for din væren og væren til, så at du mere end er. I bønnen bliver du dig selv bevidst som person, som et ”jeg”, der kender et ”du”, som på sin side selv er et ”jeg”, der siger ”du” til dig.
Jeg Er det endegyldige JEG, som med mit udtalte Ord, når jeg kalder med et ”du”, bekræfter eksistensen af alt det, som nu er. Når du i bønnen går ind i min nærhed og i mit nærvær, finder du dig selv, hvem du virkelig er: den, jeg kalder ved navn; den, jeg elsker; mit barn; den jeg taler kærligt til med mit ”du”. Det er mit ”du”, der gør dig til en person, et ”jeg”; og med din bøn, dit ”du” til mig, giver du dig selv til mig og bekræfter i dit liv og overfor din medskabning, at Jeg Er Gud.
Når du beder til mig finder du mig og dermed også dig selv. Du finder min kærlighed, som betyder mere end nogen bekymring, ja, erstatter utrygheden og selvoptagetheden med tryghed og tillid. Og når du derefter vender dine tanker mod verden omkring dig, ser du den i et nyt lys. Du er en del af verden og rummer dens stof i dig, og når jeg elsker dig, elsker jeg i dig hele jorden. Derfor kan du se skønheden i naturen, og derfor vil du også kende smerten ved min skabnings lidelser og ved menneskets ensomhed og fortabelse i sig selv.
Sådan bryder jeg din selvsyge, når du ser omverdenen og søger mig, og når du da har visheden om at være mit barn i dit hjerte og kender trygheden i sjælen, forvandles dine problemer og bekymringer enten til opgaver, eller de opløses i illusionernes tåge.

Jeg Er din Gud. Jeg Er hos dig, og du er; du er hos mig."

Kærlig hilsen

Ole Skjerbæk Madsen

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk