Jeg vil gerne modtage en e-mail, når nyt messe-program kan ses

 
  Navn
 
 
 
  E-mail
 
 
 
 
Ønsker info om program til messer i

 
 
 
 
Afmeld    Tilmeld

 
 

Kanaliserings BK maj 2008

Spørg kanaliseringsbrevkassen...

Når vi vælger vores vej med udgangspunkt i og klarhed omkring vores indre lys, så oplever vi ro, styrke og glæde. Det er til gavn for os - og til gavn for helheden.

Har du brug for hjælp til at komme (tættere) ind til dit indre lys, så send dit spørgsmål til Anne, som vil kanalisere budskaber ned til dig.

Budskabet bringes fra den - eller de - energier som har noget at sige til dig! Budskaberne er ren kærlighedsenergi - og i dyb respekt for dig og dine valg.

Anne Windfeldt er kanal for lyset - og samarbejder med de opstegne mestre, engle, rumfolk og andre energier i det guddommelige univers.

Læs mere om Anne Windfeldt på www.aw-ki.dk

Hver måned vælges 4-6 spørgsmål som besvares. Hvis du ønsker en mail fra os, hvis dit svar bliver besvaret i brevkassen, skal du skrive det sammen med spørgsmålet. Send dit spørgsmål til messer@daninfo.dk

Vær opmærksom på at de kanaliserede budskaber i brevkassen bliver kortere end ved en privat kanaliseringssession – men de giver alligevel en god inspiration til dig.

Spørgsmål til Anne

Hey Anne! 
Jeg har læst bøgerne "Lyt til din sjæls råd" og "Tænk dig til det hele" for nylig. Jeg vil så gerne finde en hel og oprigtig mening med mit liv, så jeg kan blive et med det og finde ro i min sjæl, glæde og kreativitet.
Hvad søger jeg efter?
Kærlig hilsen
Eyðbjørg Susanna

Svar

Kære Eyðbjørg Susanna

Tak for din mail. Sananda Christ, Ærkeenglene Raphael og Michael kom tilstede i kærlighed og lys. Dette er deres budskaber til dig:

I dit hjerte skal du søge ind. Jeg er Sananda Christ og sandelig siger jeg, at i hjertet bor alle svarene. Derfra skal roen komme. Derfra skal lyset helbrede. Derfra skal sjælens søgen efter svar udgå. Forstår du mig kære barn. Det er i sandelighed vigtigt at søge indefra og ud. Og intet sted er mere velegnet end fra hjertet. Der bor visdommen i sin oprindelighed. Der bor mulighederne. Der bor styrkerne. Og der bor glæden. Alt kommer indefra. I din søgen efter roen vil jeg anbefale dig at søge ind i dig selv – ind i stilheden. Der skal være stille først. Og så kommer der plads til og mulighed for at søge og finde. Vær stille. Gå ture hvor stilheden får mulighed for at komme til. Naturen er et godt sted, for der er der kun de oprindelige lyde og de er et fint lydtæppe for den indre stilhed. Det er i sandelighed en smuk samklang når stilheden inden i mennesket omgives af naturens klange.
Vær hilset – jeg sender dig lys og mange tanker til din proces med at blive stille, med at finde stilheden. Jeg hjælper dig hvis du spørger.
Jeg er Sananda Christ.

Jeg kommer for at bringe dig alle englenes budskaber omkring din søgen efter glæden. Husk latteren. Husk det milde og det gode i legens kreativitet. Søg mod det. Det skal være legende let, og så slippes det hele løs. Det er i det legende at det svære ophører med at være svært. Så indfør legen i dit sinds tanker. Indfør legen i dit hjertes rum. Indfør legen i dine handlinger. Det transformerer. Dans. Syng. Vær glad. Vi er glade. Vi glædes med dig. Vi hilser dig i glædens og kærlighedens navn. Du er en perle.
Jeg er Ærkeenglen Raphael.

Ærkeenglen Michael træder frem. Han rækker dig hånden og siger: lad os gå sammen mod de lyse tider. Jeg hjælper dig. Kom og tag min hånd, så følges vi. Jeg hjælper dig i din søgen. Jeg hjælper dig med at finde ind til det du vil. Det du kom for. Fat mod. Vær tapper. Du går forrest. Men jeg er lige bagved dig og støtter dig. Vejleder dig. Sådan kan vi følges.

Gode lyse hilsener fra Anne


Spørgsmål til Anne

Kære Anne,

Jeg føler mig fuldstændig lost. Jeg har prøvet et utal af alternative behandlingsformer i min søgen efter at finde mig selv. Hvor skal jeg gå hen? Hypnose, healing, kinesiologi? Jeg tør ikke tro på mig selv, spørger i øst og vest, det hjælper også et stykke tid, men så vender de gamle spøgelser op igen. Jeg kæmper med arme og ben, for at overleve, i stedet for at leve og nyde livet. Jeg synes ikke jeg evner og overkommer de ting, som forventes. Jeg savner glæden og friheden. Vil jeg finde min plads, mit pointiale, blive den der tør tage ansvar for sig selv?

Kærligst Shannon

Svar

Kære Shannon.

Lysets budskaber til dig er:

Kære barn. Mit navn er Jomfru Maria.

Jeg kommer til dig med fred og kærlighed. Jeg kommer for at minde dig om freden og kærligheden. Det er inde i dig. Fortvivl ikke. Det skal bare have tid til at modnes. Du skal være blid ved dig selv. Ikke forcere. Ikke kæmpe mod dig selv. Accepter dig selv som du er. Som den du er. Så vil du derfra kunne arbejde dig videre i forhold til din udvikling, din forandring væk fra de sorte skyer, som præger dit liv lige nu. Du skal starte indefra dig, med at blive rolig omkring den du er. Med alt hvad det indebærer. Dérfra kan du så komme videre. Når du er klar, så søg hjælp udefra til at blive endnu stærkere, til at blive mere klar over hvem du er.

Det er ikke behandlingsformen der er afgørende – det er mennesket bag. Du skal finde frem til et menneske som kan hjælpe dig, et menneske som kan virke som katalysator for dine egne processer. I løbet af sommeren vil du sandsynligvis møde dette menneske. Jeg sender hende til dig. På din vej. Og når det sker – når I mødes, hvilket vil ske før eller siden, så vil jeres blikke mødes i genkendelse. Mere kan jeg ikke sige om det lige nu. Men blot huske dig på, at det er mennesket bag behandlingsformen, det drejer sig om.

Du er gået igennem så meget. Hvis du kigger på det, så har det også lært dig meget. Udover at det også har kostet mange kræfter.

Alt er godt. Det bliver endnu bedre. Bliv ved med at søge i dig selv. Det er dér du skal finde. Og du vil finde. Ingen tvivl om det.

Jeg er Maria, og trækker mig tilbage for nu – for at overlade ordet til min broder i ånden.

Jeg er Sananda Christ. Jeg kommer til dig med glædens budskab. Det værste er overstået. Du vil fra nu af gå lysere tider i møde. Det vil stadig kræve arbejde af dig at komme endnu mere frem i lyset. Men det vil ske. Det vil lykkes for dig. Som Maria har sagt, så siger jeg det - på en lidt anden måde: Det er i glædens udspring - det er kærlighedens budskab, at det hele skal komme indefra mennesket, indefra dig. Det er dér friheden for alvor er.

Du vil vokse og gro i de kommende måneder. Og selvom der vil være arbejde du skal gøre - ting du skal udføre og forvandle i dit liv, så vil det fremover blive lettere at være dig.

Tro mig - de healende ord og energier har sat sig hos dig - via englenes kraft og kærlighed er de båret til dig allerede mens disse ord bliver virkeliggjort i den fysiske verden. Der er så megen hjælp at hente udefra universets yderste dimensioner - til at finde ind til dig igen. Tag imod hjælpen udefra - til at finde ind til dig. Jeg glæder mig over at se dig vokse.

Jeg er Sananda Christ. Tak for at ordene måtte komme.

Med gode og lyse hilsener fra

Anne

DanInfo Messerne - Sepstrupvej 67 - 8653 Them - Tlf. 86 86 93 55
E-mail messer@daninfo.dk