Spørg om kristen spiritualitet
Her kan du få svar på spørgsmål om bøn, kristen meditation, kirkens mystiske tradition, samtale med Gud eller at høre Guds stemme. Ole Skjerbæk Madsen svarer også gerne på spørgsmål omkring kirkens forhold til holistisk og alternativ livspraksis og livsforståelse (krop, sjæl og ånd) og om nogle af de mere kontroversielle spørgsmål, som ofte synes at skille kirke og nyåndelighed omkring spirituelle erfaringer og spørgsmålene om liv og død og åndelige væsener.
 |
Ole Skjerbæk Madsen
er præst i folkekirken og ansat i missionsselskabet Areopagos.
Han arbejder med I Mesterens Lys (IML), som mange har mødt på messerne; hvert år modtager flere hundrede messegæster og udstillere forbøn i IMLs stand.
På Mystikkens Univers er IML en del af det store kristne torv for enden af KB-hallen. |
Send dit spørgsmål til messer@daninfo.dk
Læs mere på www.imesterenslys.dk og www.areopagos.org
|
Spørgsmål
Hvordan forholder kirken sig til Healing som så?
Er det okkult eller er det ok?
Hvad hvis healeren også er kristen og både tror på Gud og mener det er i orden at udøve / modtage bl.a. Lyshealing?
Med venlig hilsen Lilli
Svar
Kære Lilly!
Tak for et vældigt væsentligt spørgsmål. For 10-15 år siden ville du have fået et helt sort-hvidt svar fra Kirken, og der vil stadig være mange i Kirken, som afviser enhver form for healing som okkult eller dæmonisk. Men sagen er ikke så enkel.
Først ordet "okkult". Det betyder "skjult", at der findes en skjult, indre eller åndelig verden, som har betydning for hele livet - både krop, sind og ånd. Engle kunne siges at høre denne skjulte virkelighed til. Bøn opererer også i den åndelige verden. Men den åndelige verden rummer positive og negativer energier og væsener, og man kan møde kræfter, som er stærkere end én selv. Når Kirken tidligere blankt afviste okkultisme, var det fordi Kirken i sin sjælesorg havde mødt mennesker, som enten havde mødt mørke energier, dæmoner eller kræfter, som de ikke magtede psykisk eller åndeligt. Derfor så Kirken på f.eks. alle former for healing som redskaber for mørkets magter.
Men Kirken kunne have set på sin egen spirituelle tradition og sammenlignet sin egen praksis med praksis i alternative miljøer og dermed opdaget, at vi havde forskellige navne for samme praksis. I nogle miljøer ville man kalde det okkult praksis, hvad Kirken selv anser for Helligåndens gaver: Bøn, kontakt med engle, nådegaver til helbredelse, profeti.
Så ordet "healing". Det er bare det engelske ord for "helbredelse" og betegner det, at mennesker bliver hele. Healing dækker over mange forskellige metoder. Generelt kan man sige, at der gennem healing kanaliseres energi til den, som oplever en ubalance i sit liv - hvad enten det er fysisk sygdom, eller handler om psyke eller ånd. Andre vil se det som healerens opgave at mobilisere klientens egne helende kræfter.
I en kristen sammenhæng taler vi om bøn for syge og om nådegaver til helbredelse, og vi ser på helbredelse som Jesu gerning, udvirket ved Helligånden. Når vi beder for syge eller om heling af mennesket, forventer vi at få et svar fra Gud og at Gud gør mennesket helt.
Det afgørende spørgsmål angående modtagelse af healing fra en anden person er: Hvad kanaliserer den pågældende? Hvilke åndelige energier eller væsener samarbejder han/hun med? Hvis healeren siger, at hun/han arbejder i Jesu navn eller formidler kærlighed fra Kristus, og hvis du i øvrigt er tryg ved healeren, kan du godt modtage f.eks. lyshealing fra hende/ham. Du kan selv før mødet med healeren bede: "Jesus, du kender mig og ved, hvordan jeg har det. Jeg har brug for at blive et mere helt menneske. Lad mig modtage fra denne healer alt, hvad der er fra dig, og beskyt mig mod alt, hvad der ikke i overensstemmelse med din vilje."
Jeg har skrevet en større artikel om bøn for syge, som du finder på dette link: http://dk.imesterenslys.dk/index.php?id=24,189,0,0,1,0, hvorfra du kan downloade artiklen som pdf-fil.
Fred og alt godt
Ole