På sporet af Peder Kæller – fra Danmark til Santiago

– en seks måneders pilgrimsvandring gennem Europa

Artikel af Gitta Bechshøft, forfatter og pilgrimsvandrer

Jeg forlod den lille by Jelling beliggende ca. midtvejs på Hærvejen for at begive mig ud på mit livs længste vandretur. Dagen i forvejen have jeg besøgt Tyrsted Kirke udenfor Horsens for at se den middelalderlige pilgrim Peder Kællers gravsten. Jeg havde allerede været på pilgrimsvandring i Spanien to gange, og intet mindre end de ca. 3.500 km. ned gennem Europa kunne stille min vandrelyst. Halvandet års omhyggelige forberedelser skulle nu bære frugt.

Du må da være blevet bidt af en gal pilgrim, lød det i kor fra venner og bekendte. Er du ude på at slå en rekord eller hvad? Men selv ikke mine mere sobre venner kunne gøre det af med drømmen om at gå den lange vej ad de nordiske middelalder-pilgrimmes gamle rute sydover mod Santiago. Mine tidligere vandringer havde lært mig en almengyldig grundregel: – Tag en dag ad gangen, giv dig dens udfordringer i vold, forbered dig så godt det er muligt, og lad så resten være op til et nådigt forsyn. Hvad enten du kommer frem eller ej, er det først og fremmest vejen der tæller…

Ingen vej uden et mål

Var jeg ikke som tidligere tiders pilgrimme i besiddelse af en klippefast guds-tro til at drive mig frem, så gik jeg i alt fald med ønsket om at følge i de frommes fodspor for at erfare hvad den historiske vej ville bringe mig, et moderne menneske. Advarsler havde det ikke skortet på. Heller ikke fra min egen indre tvivler. Du vil aldrig gennemføre den stroppetur, du er alt for gammel. Du bliver 60 år undervejs. Tænk på at du skal slæbe på en tung rygsæk i månedsvis. Du går i knæ før du er nået halvvejs. Tag dog toget til Pyrenæerne og lad dig nøje med de sædvanlige 750 km. på Camino Frances. Det er da også et stykke vej? Men der var intet at stille op. Peder Kæller og jeg havde en gammel aftale og jeg kunne ikke opsige den. Hvis han kunne gå til Santiago, Rom og Jerusalem kunne jeg vel også!

Når (hvis?) jeg kom hjem ville jeg skrive en “rejsehåndbog” lovede jeg mig selv. Jeg havde i alt fald forudsætningerne i orden i form af indkøb af rutekort og guidebøger, historiske studier samt kendskab til middelalderens nordiske pilgrimsrejser og ruten til Jerusalem. Jeg havde rådført mig med folk der havde gået hele ruten, eller en del af den, samt indledt en længere e-mail korrespondance med diverse europæiske pilgrimsorganisationer. Materialet hobede sig op, og allerede ved juletid 2004 var jeg så småt begyndt at få rejsefeber. Vandrestokke og støvler var for længst indkøbt og gået i form på “vandreture” omkring søerne i København. Mit arbejde var sat i bero, min lille Vesterbro lejlighed annonceret til fremleje og et pænt rejse-beløb sat til side på bankkontoen. Terningerne var kastet.

Den 18. april tog jeg med toget til Horsens

Jeg fandt frem til Tyrsted Kirke, introducerede mig selv og årsagen til mit besøg og den kvindelige Sognepræst tog et foto af mig siddende foran Peder Kællers gravsten. Den gamle pilgrim var endnu synlig på stenens blankslidte overflade. En stregtegning af en stående mand klædt i en folderig dragt. I hånden bar han en stav, og på hans skuldertaske sad en muslingeskal. Middelalderens pilgrim havde hverken rygsæk, sovepose eller solide vandrestøvler og intet internationalt kreditkort lå gemt i den lille læderpung han bar om halsen under den grove kjortel. En ting havde vi måske alligevel tilfælles. Peder og jeg. En lillebitte sten som skulle lægges ved et fjernt landevejskors højt oppe på en spansk bjergtop. Stenen havde jeg med til minde om en god ven. Han havde været en af mine mest entusiastiske støtter under hele den forberedende fase. Nu var han selv vandret i forvejen mod det sted hvorfra ingen vender tilbage, men hvor vi alle skal mødes engang. Jeg vidste også at han stod ved min side på denne min vandrings første dag, og på præstens spørgsmål om jeg ikke var bange for at gå alene kunne jeg kun svare at jeg var sikker på at have følgeskab af en god ven hele den lange vej.

I det skønneste forårsvejr tog jeg næste dag mine første skridt langs Hærvejen for i de næste ti dage at vandre gennem noget af Danmarks smukkeste natur, rig på historiske minder. Den første maj stod jeg i Kruså. Mit hjerte slog et par ekstra slag da jeg gik over grænsen for nu var min pilgrimsvandring for alvor begyndt. Alt tegnede stadigvæk godt. Min første krise indtraf da jeg nåede Slesvig by. Jeg havde ondt i både knæ og ankler. Min rygsæk føltes pludselig alt for tung. Der var intet andet at gøre end at holde en lang hvilepause og benytte lejligheden til at sende tre overflødige kilo hjem. Poncho-teltet, min elektroniske lommebog og en del ekstra vinter tøj. Tre dage senere fortsatte jeg ad Oksevejen mod Hamburg med 12 kilo på ryggen, nye elastik-ankelbind om fødderne og en meget styrket moral. Efter at have passeret Elben havde jeg en nu måneds vandring foran mig gennem Tyskland. Jeg gik på skrå over imod Köln, ad nogenlunde den rute som jeg vidste at middelalderens danske pilgrimme måtte have fulgt og undervejs overnattede jeg på vandrehjem, eller “Zimmer Frei” som det heder på tysk (dvs. privat indkvartering), samt på et par klostre.

I Köln stod alt i pavebesøgets tegn og pladsen foran domkirken var et stort byggerod med afspærringer og stabler af nye fliser. Her mødte jeg den første Santiago-pilgrim, en ung tysk kvinde der netop var kommet hjem efter seks uger på Camino Frances i Spanien. Hun så ud som om hun kom fra en safari i Afrika. Solbrændt, iklædt khakitøj og med bare tæer i sandalerne. Hun gav mig et kæmpe knus og et BON CAMINO med på vejen. To dage senere passerede jeg Karl den Stores by Aachen ved grænsen til Belgien. En ny etape med nye udfordringer. Ikke flere vandrehjem at overnatte på, og alle talte fransk! Min usynlige følgesvend og rådgiver der i sit jordiske liv havde behersket alle de europæiske sprog samt et par stykker mere, opmuntrede mig. Den bedste måde at lære et nyt sprog på er at stå kold og våd og sulten i en fremmed landsby og forsøge at finde et billigt nattelogi, hviskede han i mit øre. Jeg nikkede fortrøstningsfuldt.

På det tidspunkt havde jeg allerede bemærket at min færd bød på et næsten beskæmmende antal “mirakler” der alle gik ud på at jeg fik det jeg mest havde behov for. Og sådan gik det også på min første dag i Belgien hvor jeg ved en fejltagelse vandrede den forkerte vej ud af en lille landsby og endte op langt ude på bøh-landet. Rådvild standsede jeg ved en lille bondegård netop som nogle store tunge tordenskyer lejrede sig faretruende lavt over de grønne marker. Jeg bankede på døren for at spørge om vej.

En gammel morlille lukkede op og da min situation gik op for hende tilbød hun mig gæstfrit husly.

Den næste dag fortsatte jeg meget opmuntret. Intet kunne gå helt galt. Nogen holdt hånden over mig, så meget var jeg sikker på. I Belgien begyndte jeg at møde mennesker der vidste hvad den hvide muslingskal på min rygsæk betød. De vinkede og kom med opmuntrende tilråb. Jeg mødte endda to “ægte” pilgrimme, et Belgisk ægtepar, og sammen klatrede vi på hænder og knæ op gennem Ardennernes tæt bevoksede skove mod grænsen til Frankrig.Den aften ved voksdugen i hendes spartanske bondekøkken luftede jeg mine første ubehjælpsomme franske gloser hjulpet på vej af et righoldigt udvalg af orientalsk inspirerede fagter og grimasser indøvet gennem mange år som beboer i den hellige stad hvor folk taler i tunger og mirakler hører til dagens orden.

En dag sidst i juni stod jeg så endelig i Frankrig

Mit ubehjælpsomme franske var mådeligt forbedret, dog ikke uden omkostninger idet jeg hver aften gik til ro med en lettere hovedpine og meget ømme kæber. Vejret havde været ovenud flot det meste af ruten gennem Belgien og her i Nordfrankrig på vej mod Reims blev det rent ud sagt meget varmt. I 33 graders hede vandrede jeg i dagevis mutters alene gennem endeløse kornmarker, ad stenede grusveje der strakte sig som tynde hvide bånd mod en altid vigende horisont, der gled i et for mit hedeflimrende blik. Den 25. juni ved middagstid, hvor min sidste halve liter vand var på kogepunktet og mit eneste følgeskab var nogle væmmelige hestebremser så store som sultanat rosiner fik jeg øje på et lille vejskilt midt i alt det gule. 2454 km. til Santiago stod der på tavlen. En knastør faktaoplysning som fik mig til at sætte mig ned ved grøftekanten. Jeg fældede en enkelt tør tåre og drak resten af det kogende vand. Jeg have været undervejs siden den 18. april og der var endnu ca. fire lange måneder tilbage. Min eneste opmuntring var at de værste brølere nu for længst måtte være begået, samt at mine “mirakler” nok stadig ville indfinde sig når jeg havde allermest brug for dem.

Et af dem glemmer jeg aldrig: Efter en lang våd dag, (jo det regnede da også af og til selvom det var sjældent) uden nogen form for proviant i rygsækken, lander jeg drivvåd og hundesulten i udkanten af en lille landsby i nærheden af Bar Sur Seine. Ingen butikker. Ingen mennesker. Ikke engang en hund gøer ad mig da jeg banker på vinduet ved en lille købmandsbutik. Alt er lukket. Sulten gnaver i mine indvolde og jeg går og fantaserer om sønderjysk spegepølse på fuldkorns rugbrød. Pludselig får jeg øje på et lille dansk stof-flag der hænger på en lygtepæl. Jeg drejer automatisk ned ad den grusvej flaget sidder ved, går forbi to totalt tilskoddede forfaldne bondehuse og der, udenfor det tredje hus, står en bil med danske nummerplader. Jeg råber på dansk om der er nogen hjemme? En mand åbner døren. Han glor forbavset på mig og siger så på ravjysk om jeg da ikke vil komme indenfor. Inde i den lavloftede bondestue er der ild i pejsen, tændte stearinlys i en stage på væggen, og på træbordet er der dækket op med rugbrød, spegepølse, skinke, ost, agurk og tomat samt en lille bakke Stryhns leverpostej. Den jyske familie der ejer bondehuset er netop ankommet efter en 24 timers køretur fra Danmark. Konen kommer ind fra køkkenet og kigger på mig et øjeblik. Gitta – hvad laver du her? Udbryder hun forbavset og slår hænderne sammen. Jeg aner ikke hvem hun er. Det viser sig at hun og hendes familie har været med på en byvandring i København for to år siden med mig som guide! Jeg bliver naturligvis budt på mad og drikke og får tørret mit våde tøj. Jo, verden er sandelig lille…

Den franske pilgrimsby Vezelay var mit næste store mål

Dagen før min ankomst den 15. juli, havde jeg anbragt et lille dansk flag bagpå rygsækken. Det var på tide at bekende kulør. Jeg havde allerede truffet de første pilgrimme fra Holland. Jeg ville fra nu af møde pilgrimme på en næsten daglig basis, og jo nærmere Pyrenæerne, desto flere. Efter to dages hvil tog jeg mine første skridt på ruten “LA VOIE DE VEZELAY” som fortsatte i lige linje 800 km. sydover mod den spanske grænse. Høsten var for længst i gang og jeg vandrede videre langs gyldentgule stubmarker hvor kæmpestore runde halm-baller lå spredt over de store bakker som garnnøgler. Den første august fik jeg følgeskab af en fransk kvinde på min egen alder, og i de næste tre solbeskinnede uger vandrede vi sammen gennem noget af Frankrigs skønneste natur. Det var godt at have selskab igen, selvom jeg lige skulle vænne sig til det. Jeg talte nu fransk i timevis hver dag. Ofte blev vi privat indkvarteret hos venlige mennesker i byerne langs ruten. Mere fransk og litervis af rødvin. Jeg greb mig af og til i at tænke længselsfuldt tilbage på min tidligere så stille, næsten ensomme vandring, hvor mine eneste samtalepartnere i mange dage var begrænset til hunde, heste, køer og et par forbipasserende lokale. Efter tre herlige uger sagde jeg farvel til min vandrekammerat blot for at mødes med andre, hvoraf to seje hollandske mænd blev nogle af mine bedste venner. De havde selv gået i månedsvis, og vi fulgtes en uges tid langs samme rute før de løb fra mig.

Den 4. september ankom jeg som den sidste af “holdet” til den lille grænseby St. Jean Pied de Port i de franske Pyrenæer, en tres års fødselsdag samt utallige store og små eventyr senere. Jeg flyttede efter mine venners anbefaling ind på det hyggelige hollandske herberge ESPRIT DU CHEMIN, hvor jeg til min store overraskelse blev modtaget med friske hilsener og en stor flaske velkomst champagne! Efter nogle dages tiltrængt hvil og utålmodig venten på at regnen skulle høre op, begav jeg mig endelig i strålende solskin ud på min vandrings sidste etape mod Spanien.

Jeg fulgte “Napoleonsruten” op mod bjergpasset i Pyrenæernes tinder 1400 meter over havets overflade. Midtvejs passere jeg en grænsepæl med oplysning om at der var 850 km. til Santiago. Det føltes næsten uvirkeligt. Kun 850 km. Det var jo en ren bagatel! Mine ben og ankler holdt endnu. Fire dages hvil havde gjort underværker og nu var jeg endelig på kendte stier. Det var næsten som om det var i går jeg var startet fra det gamle kloster i Roncesvalles i 2002. Jeg havde boet på mange pilgrimsherberger, men aldrig på et så stort som Herberget ved klostret. 130 senge i en stor hal. Da jeg ankom, var der allerede fuldt belagt og blandt de mange, mest “nye” pilgrime på herberget var der hele tre danskere. En ældre mand og to ganske unge jyske kvinder. Det var dejligt at tale dansk igen efter så mange måneder. Efter en natlig snorkekoncert i det overbefolkede rum vågnede jeg endnu før det blev lyst ved lyden af travle pilgrimme der i pandelampers skær pakkede rygsække, rullede soveposer sammen og ledte efter deres vandrestøvler. De første var allerede på vej ud i morgendæmringen formummet under kæmpe ponchoer der på afstand fik dem til at ligne pukkelryggede dværge. For mange gjaldt det om at komme af sted i en fart, for de skulle nå helt ud til Santiago før deres flybillet gik retur en måned senere. Jeg havde for længst vænnet mig til at leve på ruten og havde overhovedet intet hastværk. Slet ikke. Bare tanken om “et fly” fik det til at gyse i mig. Nu hvor jeg kunne se en ende på min lange vandring, havde jeg slet ikke lyst til at tænke på fremtiden.

Efter to dage som “snegl” blandt de mange nyslåede pilgrimme der for de flestes vedkommende bevægede sig i et tempo der bedst kan beskrives som en slags kopi af Tour de France til fods (“Tour de Compostelle”) har jeg næsten fået åndenød af at blive overhalet indenom. Mine ambitiøse medpilgrimme har nemlig allerede opdaget at det gælder om at være tidligt fremme ved næste herberge for ellers får man ingen seng at sove i. Og ganske rigtigt. Da jeg ankommer til den første mellemstation før Pamplona, Zubiri, er der ikke en eneste ledig plads. Skolens gymnastiksal er dog åben, og der må de uheldige sidst ankomne lejre sig på det bare betongulv. Ingen madrasser, ingen tæpper, intet. Jeg har heldigvis min lille oppustelige therm-a-rest madras med og overlever endnu nat på gulvet. Det har jeg prøvet før.

Næste dag står pilgrimmene op før fanden får støvlerne på

for at ase videre – i regn – mod Pamplona hvor der iflg. guidebøgerne “kun” er ca. 100 senge at deles om. Nu kender jeg det igen. Stresset og jaget. Jeg bestemmer mig for ikke at lade mig rive med, men det er ligesom om lidt af gejsten er gået af min ballon. Jeg føler mig alene. Ingen har tid til at snakke. Alle kigger frem og ned og knokler foroverbøjet af sted under rygsækkenes vægt. Det regner. Sent på eftermiddagen kommer solen dog frem. Jeg sætter mig ned efter en lang stejl opstigning og tager regntøjet af for lade det tørre mens jeg betragter pilgrimmene der haster forbi på stien foran mig. En temmelig svær amerikansk dame af ubestemmelig alder slæber sig forbi mig med en ualmindelig stor rygsæk. Hendes utålmodige ægtefælde er langt foran hende. Han ser sig af og til tilbage over skulderen og råber til hende om at skynde sig. Hun kæmper sig tappert videre mens hun støtter sig til stavene. Opefter. Stadig opefter ad den ujævne, stenede sti. Jeg sidder der i solen og har lidt ondt af hende. Det er jo vejen der er målet, og gaven Caminoen har til dig ligger lige for dine fødder, hvis du blot har tid at bøje dig for at samle den op, tænker jeg filosofisk mens jeg strækker mig mageligt i græsset og overvejer om jeg skal sætte tænderne i resten af min tørre “Bogadillo” sandwich fra i morges.

Mens jeg spiser dukker en høj mand med en stor tung rygsæk op indenfor min synsvidde. Han går sidelæns som et skib i høj sø og lader sig falde ned på græsskråningen der hvor jeg sidder. Vi nikker til hinanden. Han retter på rygsækkens remme, strækker arme og ben, og rejser sig så for at gå videre. Du skulle nu hellere tage dig tid til et ordentligt et hvil, siger jeg. Hvad har du så travlt for? Er der noget du skal nå? Han griner lidt undskyldende og forklarer at han kun lige er begyndt på sin Camino og at han nok har fået lidt for meget bagage med. Jeg fortæller at jeg også har givet slip på alle mulige ting og sager den første måned jeg var undervejs, og at jeg nu for længst er blevet en svoren minimalist med “next to nothing” i rygsækken. Jeg spørger om han har læst Shirley McLaines bestseller om Caminoen. Det benægter han. Vi begynder at tale om bøger, og da han har hvilet sig lidt fortsætter vi sammen. Undervejs får vi følgeskab af to amerikanske kvinder i halvtredsårs alderen. De har begge læst Shirleys bog og de er kommet helt fra Amerika for at gå i Shirleys fodspor. De er iført tækkelige, velsiddende khaki shorts, nye hiking støvler og sporty T-shirts, og de er pladder våde fordi deres små plastic ponchoer absolut ikke er store nok til at dække mere end rygsækken og halvdelen af deres krop. Shirley skrev vist ikke så meget om det praktiske. Det småregner igen. Vi beslutter alle fire at søge ind på et splinternyt herberge der ligger i en mindre by lidt før selve Pamplona hvor førerholdet for længst har indtaget sengene. Jeg har adressen og vi finder herberget uden besvær. Køkkenet er helt moderne, så vi beslutter selv at lave mad: masser af pasta, med brød og rødvin til. Hyggelig aften. Da vi langt om længe går til køjs på sovesalen fortsætter min nye ven og jeg samtalen fra køjeseng til køjeseng henover et tomrum der bliver mindre og mindre som natten skrider frem. Næste dag ved vi allerede at vi skal følges ad til Pamplona, og måske endnu længere…

Efter fem måneder som vandringsmand er jeg mere end parat til at tage imod hvad Caminoen giver mig. Jeg har lært at stole på at jeg kun får det jeg har brug for og at jeg absolut ikke skal bekymre mig om dagen i morgen, ej heller om hvorvidt denne totalt ukendte vandringsmand virkelig kan være identisk med den ven jeg har gået og drømt om i så mange år allerede. Accepter hvad du bliver givet eller hele din lange vej er spildt, hvisker en stemme i mit øre netop som jeg falder i søvn, lykkelig og udmattet. Med fuld tillid til min indre guide fortsætter jeg nu de næste seks uger sammen med min nye pilgrimsven ved min side. Vores mange og lange eventyr er det alt for vidtløftigt at berette om her, men som ethvert rigtigt eventyr får også vores til sidst en slutning. I strålende solskin vandrer vi de sidste tyve kilometer helt ud til Kap da Finisterra, der hvor pilgrimsvejen ender ved Atlanterhavets klippekyst. Ude på de nøgne skær brænder vi, som traditionen kræver det, hver især en genstand der har været os uundværlig på den lange vej. Min ven brænder sin brede stråhat der nu er falmet og uformelig af vind og vejr, og jeg tager afsked med mit store, ternede bomulds-lommetørklæde som jeg har haft i bukselommen lige siden den forårsdag jeg vinkede farvel til Peder Kællers kirke og begav mig ud på mit livs dejligste vandring…

At rejse er at leve

Enhver der efter at have læst denne beretning skulle få lyst og mod på selv at gå i Peder Kællers fodspor, er velkommen til at kontakte mig for råd og vejledning. Jeg vil i løbet af de næste måneder forsøge at lave en mere detailleret rejsebeskrivelse med oplysninger om valg af rute, kort, guidebøger og andet praktisk. Dvs. alt det som jeg selv har modtaget fra dem der generøst har hjulpet mig i gang med min egen planlægning. En stor tak til dem. De er for mange til at nævne her, men de ved nok selv hvem jeg tænker på…

Læs mere om pilgrimsvandringer