Foredrag & minikurser
Krop-Sind-Ånd Helsemesse i Djurslands Bank Arena, Århus d. 4. – 6. oktober 2024
Hvad kan unge mennesker bruge det spirituelle til i hverdagen?
Foredrag v. Mia Johannesen
Fredag kl. 13.00 – 13.45 i privatsikring lounge – 2. sal
Med sin meget jordnære tilgang til den spirituelle verden giver Mia Johannesen, clairvoyant & healer, her nogle bud på hvad du som ungt menneske egentlig kan bruge det spirituelle til i dit hverdagsliv.
Hvad er vores sjæl & potentialer egentligt, når vi oversætter det til hverdagssprog? Kan man overhovedet finde svar inde i sig selv, eller er det bare noget latterligt selvudviklingsfis? Hvad kan man selv gøre for at blive klogere på sine egne potentialer & fremtidsmuligheder?
Under foredraget opfordres deltagerne til at turde stille modige spørgsmål – ingen spørgsmål er dumme her.
Foredraget henvender sig både til de unge, deres undervisere og forældre generelt.
Mia Johannesen
arbejder både som clairvoyant medie & healer for unge og voksne. Hun rådgiver også forældre & uddannelsesinstitutioner om at have med særligt sensitive børn/unge at gøre. Nogle af disse børn/unge har eksempelvis uforståelige oplevelser med den åndelige verden og føler sig anderledes. Andre børn/unge har forskellige diagnoser, hvor f.eks. healing og vejledning kombineres i en session. Humor, tillid & lethed er et nøgleord i Mias måde at arbejde på.
Hun har desuden en solid pædagogisk baggrund som lærer, specialpædagogisk vejleder og foredragsholder.