Ikoner og symboler som pejlemærker til vores sjæls kald

Foredrag v. Christina Avanée
Fredag kl. 11.00 – 11.45 i Konferencelokalet på 1. sal – følg de røde pile på gulvet

Symboler, tegn og ikoner bevæger sig forbi det logiske og rationelle sind og taler direkte til sjælens dybere lag. De kommunikerer til et sted i os, hvor ord ikke altid rækker, og hvor erkendelse opstår som en indre viden snarere end som tanker. Gennem samarbejdet med symbolernes sprog kan vi åbne for et andet bevidsthedsniveau og en dybere forståelse af, hvem vi er, og hvorfor vi er her på jorden.

I dette foredrag udforsker vi, hvordan ikoner og symboler kan fungere som pejlemærker til vores sjæls kald. Vi ser på symboler og ikoner i et historisk perspektiv og ud fra et mere galaktisk og kosmisk synspunkt. Samtidig undersøger vi, hvordan de spejler den tid og de energier, vi befinder os i netop nu – og hvilken retning de inviterer os til at bevæge os i.

Foredragets omdrejningspunkt er sjælsikoner og sjælspejlemærker – bevidsthedsværktøjer, som jeg gennem de seneste år er blevet guidet til og arbejder med i mit møde med klienter. Hvad er de? Hvordan virker de? Og hvordan kan vi arbejde med dem som støtte i vores liv og sjælsrejse?

Et sjælsikon er et kanaliseret ikon, som fungerer som en ledestjerne og en aktiveringskode fra din egen sjæl. Sjælsikonet guider, vækker bevidsthed og åbner for en dybere sjælsintegration. Det støtter dig i at træde mere ind i din essens og skaber større mening, formål og klarhed i dit liv.

Et sjælspejlemærke tager udgangspunkt i din aktuelle livssituation. Det er et kanaliseret tegn eller mærke, som ledsages af et ord og et budskab i lyssprog. Sjælspejlemærket giver dig indsigt og bevidsthed her og nu og viser dig, hvilke næste skridt der kalder på dig – så du kan leve et mere sjælsforbundet, bevidst og meningsfuldt liv. Sjælspejlemærker kan skabes til både individuelt og/eller kollektivt plan.

Christina Avanée

I mere end 20 år har Christina guidet mennesker og virksomheder i at finde og forankre deres kerneessens. Med en baggrund inden for design, visuel kommunikation, grafisk formidling, indretning og mode har hendes arbejde altid kredset om at lade essensen folde sig ud som en helhed – i menneskers liv såvel som i virksomheders udtryk. Formålet har været at skabe indre og ydre klarhed, styrke, retning, mod, mening, glæde og balance.

I 2022 mødte Christina for første gang begrebet sjælsikon i forbindelse med designet af et logo. Kunden var spirituel og delte, at logoet kommunikerede direkte med hende. Denne oplevelse åbnede døren til en dyb opdagelsesrejse ind i symbolers, tegns og ikonernes universer – på tværs af tid, dimensioner og bevidsthedslag.

En verden trådte frem, som Christina ubevidst havde været i kontakt med hele sit liv: kanalisering, clairvoyance, det at være seer og modtage budskaber fra andre verdener og virkeligheder gennem kreativ skaben.

Siden da har Christina fordybet sig i arbejdet med sjælsikoner og sjælens kald. De seneste tre år har hun tilbudt sjælskald-sessioner og forløb samt skabt sjælsikoner som redskaber til retningsvisning, sjælslig udfoldelse og en dybere forståelse af sig selv og sin livsvej.