Den spirituelle pause

Foredrag v. Steen Elkjær-Christensen
Søndag kl. 11.00 – 11.45 i lokale Team

Måske er den bedste pause for dig ikke stilhed, sofa og mindre stimulation.

Vi mennesker er forskellige. Det, der får én til at falde til ro, kan gøre en anden rastløs – og det, der føles som for meget for én, kan være præcis det, en anden har brug for.

Med udgangspunkt i bogen De 8 livsvigtige pauser udfordrer forfatteren forestillingen om, at en pause bare handler om at stoppe op og slappe af. Vi ser på kroppens og sansernes forskellige behov, på hvorfor den rigtige pause kan ændre sig fra situation til situation – og på pauser, der rækker ud over den klassiske hvilestund, med blandt andet den spirituelle pause.

Det gælder både i arbejdslivet og i fritiden. Den pause, der hjælper dig midt i en arbejdsdag, er ikke nødvendigvis den samme, som du har brug for, når du kommer hjem.

Du går derfra med et nyt blik på dine egne pausebehov og konkrete pejlemærker til bedre at kunne mærke: Hvad har jeg egentlig brug for lige nu?

Steen W. Elkjær-Christensen

er forfatter til De 8 livsvigtige pauser – en bog om de forskellige former for pause, vi mennesker har brug for i arbejdsliv og fritid.

Med afsæt i mange års arbejde med krop, sanser, opmærksomhed og trivsel undersøger han, hvorfor den samme pause ikke virker for alle – og hvorfor vi nogle gange har brug for noget helt andet end mere ro.