Tarot i praksis

Foredrag v. Søren Rasmussen
Lørdag kl. 12.00 – 12.45 i lokale Allan Simonsen i Idrættens Hus – følg de røde pile på gulvet

Tarotmester Søren Rasmussen vender sammen med publikum tarotkort fra Thoth-sættet på konkrete spørgsmål og problemstillinger i en blanding af undervisning, demonstration, korttydning, klarsyn og kanalisering. Kortene kan svare på næsten alt… Skriv evt. spørgsmål ned hjemmefra og læg dem i kurven på scenen – gerne anonymt, så ser vi, hvor mange vi kan nå.

Mødet med tarot er mødet med synkronicitet – den kraft, der ligger i at være helt nærværende, tilstede i nu’et. I den indre følelse af samhørighed med det, som er større. Ægte erkendelser, som kan mærkes i det indre, og som dagligt er kilde til styrke og ro. Et unikt redskab til selvudvikling og forståelse af de basale spirituelle og menneskelige mekanismer, som er på spil i en travl hverdag.

Thoth-sættet kombinerer de ægyptiske dynastiers storslåede gudeverden med den astrologiske præcision og Kabbalas dybe tankestof. Det udtrykkes i en samlet vision om Vandbærerens Tidsalder gennem de 78 tarotkort, ordnet i det mønster, der kaldes Livets Træ. Selvom Thoth Tarot er vævet helt og aldeles sammen med numerologi og astrologi, er det intuitive super-flow på dagordenen i dette foredrag.

Søren Rasmussen

har fra en ung alder beskæftiget sig med meditation, healing, kanalisering, astrologi, synkronisitet og håndtydning. Senere stødte Thoth-kortene til og åbnede for en større sammenhæng, der blev udfordret yderligere af uddannelsesrejser til Reikimester, Aura-Soma farveterapeut, Teori U-forandringsleder og senest clairvoyant hos Maya Fridan. Søren er forfatter til bogen Crowley Tarot ABC. Sideløbende med det spirituelle har Søren beskæftiget sig professionelt med design, markedsføring og grafisk produktion.