Den Nye Tids muligheder for at give visdom videre

Foredrag v. Marianne Lane
Søndag kl. 16.00 – 16.45 i Laugsstuen

Foredrag om den spirituelle åndelige undervisningsmetode, som Marianne Lane har åbnet igennem og som hun er begyndt at give videre.

Kom og få healing og eksempler på anvendelse imens du hører om fordele og ulemper. Energien og bevidstheden åbner sig nu, så det bliver lettere at balancere og håndtere de tidligere lidt tunge metoder. Hele vejen ind i hverdagen giver det muligheder, som alle kan række ud efter. Marianne forklarer om det energimæssige og bevidsthedsmæssige udgangspunkt, som giver muligheden for at dele visdom med hinanden.

Hvad betyder det for dig, hvad betyder det for menneskeheden og jorden?

Marianne Lane

Marianne Lane er oprindelig uddannet som ingeniør og har tidligere arbejdet som specialist og projektleder. Desuden har hun arbejdet med forskning og udvikling indenfor ingeniørvidenskab. Nu arbejder hun med bevidsthed og mennesker. Hun arbejder med at skabe forståelse for, at vi er åndelige væsner, der eksisterer som mennesker i det liv vi er i her og nu.

Hun tager udgangspunkt i den forståelse for virkeligheden, som hun har fået gennem sit liv som menneske og gennem sit tidligere arbejde. Alle kundskaber bliver brugt, herunder de indsigter og forståelser, som kommer til hende gennem inspiration og en dyb form for forståelse, som skabes i bevidstheden, når hun arbejder med at forstå den.

Marianne har altid haft et lidt specielt møde med virkeligheden. Helt fra hun var lille, har hun fornemmet energi og bevidsthed på en måde, som de fleste mennesker ikke oplever det. Hun har altid mærket, hvad mennesker følte og mente. Som barn var det ikke et let møde med verden, men igennem livet, har hun bevidst lært at balancere det at være så følsom og intuitiv .

I 2011 fik Marianne Lane en spirituel åbning, hvor hun begyndte at få indsigter og en indre åbning, som startede en udvikling, som hun beskriver som smertefuld og interessant på samme tid. Det var ikke en nem åbning, men det var aldrig kedeligt. Åbningen har samtidig gjort, at hun følte, at hun begyndte at få en dyb forståelse for, hvad det er, hun i virkeligheden har balanceret gennem hele livet.

Efter et par års udvidelse og indre oplysning begyndte Marianne at undervise i de indsigter og forståelser, som hun har fået. Hun begyndte at kanalisere spontant på et kursus og har arbejdet som kanal lige siden.

Udviklingen accelererede både indeni og udenpå igennem de første år, og i december 2013 stoppede hun med at arbejde som ingeniør for at hellige sig fuldt og helt sit nye arbejde som kanal og formidler.