Både minikursus og foredrag på denne side

Trommeworkshop: Stærke kvinder og bløde mænd eller omvendt?

Minikursus v. Bente Græbert-Tiede
Fredag kl. 16.00 – 17.45 i Konferencelokalet på 1. sal – følg de røde pile på gulvet

På denne trommeworkshop vil vi til lyden af trommen bevæge os ind i det feminine og maskuline univers – hvor planeterne Venus og Mars er repræsentanter.
Vi er nysgerrig på henholdsvis det kvindelige aspekt (anima) og det mandlige aspekt (animus) af os selv – og i os selv.

Formålet er at få klarhed, indsigt og healing på gamle udslidte mønstre – måske endda finde ny sider, aspekter og ressourcer, der kan benyttes konstruktivt i hverdagen.
At blive mere centreret, mere hele og i balance – som den kvinde eller mand, vi i virkeligheden er.

Shamanisme – en ældgammel spirituel / åndelig praksis – hvad har den at tilbyde i en moderne travl hverdag?

Foredrag v. Bente Græbert-Tiede
Søndag kl. 13.00 – 13.45 i Konferencelokalet på 1. sal – følg de røde pile på gulvet

Med udgangspunkt i min egen erfaring og rejse, vil jeg tale om shamanisme. Jeg er adopteret ind i Blackfoot stammen (nordamerikanske indianer) og har de sidste 20 år været en del af deres ritualer.

For omkring seks år siden blev jeg, efter en af ceremonierne, introduceret til Gerardo Pizarro – som er shaman og medicinmand fra Peru – vi har siden haft et tæt samarbejde – hvor jeg nu arrangerer forskellige ceremonier og ritualer i Danmark.
Med fokus på foredragets tema bevæger vi os ind i en tradition fulde af begreber, ritualer og ceremonier – som medicinhjul, de tre verdner, kraftdyr, svedhytte, soldans, vision quest til forskellige Mesa’er.
Jeg kommer ind på medicinhjulets visdom om det hele menneske, vandringen gennem de forskellige livsfaser samt betydningen af forskellige ceremonier og ritualer. Hvorfor virker ritualer – hvis de virker? Og hvordan kan de bruges i et moderne liv.

For dig der er nysgerrig eller interesseret i en anderledes måde til indsigt, personlig udvikling og healing.

Bente Græbert-Tiede

har været selvstændig med virksomheden Helhed & Harmoni i mere end 25 år. Hun har en lang række af uddannelser og har specialiseret sig i traumer bl.a. gennem SE (Somatic Expirience) og NARM. Desuden arbejder Bente med healing, trommearbejde og meditationer. Hun er adopteret ind i Blackfoot stammen og dedikeret til den indianske tradition.