Forløs fastlåste følelser og hjertemure vha. af Emotionskode sessioner

Foredrag v. Elin Andersen
Lørdag kl. 14.00 – 14.45 i lokale Camilla Martin i Idrættens Hus – følg de røde pile på gulvet

Har du lyst til, ved hjælp af en eller flere Emotionskode-sessioner, at finde og give slip på usynlig emotionel bagage, som mange af os bærer rundt på uden at vide det? Metoden kan være med til at give øget forståelse og indsigt i vores liv og samtidig åbne vores sind, krop og hjerte for positive energier.

Bliver fastlåste følelser ikke forløst, kan de sætte sig som energiblokeringer i vores kroppe og skabe forskellige former for problemer, både fysisk og psykisk.

Emotionskoden er en ny, enkel og blid energihealingsmetode, der hjælper os (via muskeltest og strygninger) med at finde ind til og forløse fastlåste følelser én ad gangen. Det er bl.a. muligt at teste, om det er ens egen følelse, om vi har absorberet den fra en anden, eller om den evt. er arvet fra ens forældre og aner, og om vi evt. har videreført den (ubevidst) til ens børn og evt. børnebørn.

Endvidere kan vi finde ud af, om vi på et tidspunkt i vores liv har opbygget en hjertemur som en slags beskyttelse i en svær situation/periode i vores liv, og som vi nu er klar til at få identificeret og forløst.

Her kan vi finde ind til, hvilken alder og hvilken begivenhed i vores liv der var med til at skabe denne hjertemur, og hvilke hjertemursfølelser denne hjertemur evt. har medført. Disse følelser er vigtige at finde ind til, og hvis tiden er moden til det, få dem forløst.

Metoden er udviklet af den holistiske energibehandler og kiropraktiker Dr. Bradley Nelson, USA, og den er også kendt under navnet ‘The Emotion Code’. På dansk er bogen Emotionskoden udgivet på Wiboltts Forlag, 2022.

Elin Andersen

Mit navn er Elin Andersen, og jeg er bosiddende i Odense M (www.eliina.dk).
Det har altid interesseret mig, hvilke sammenhænge der er mellem vores indre og ydre liv, og at vi prøver at forstå, hvordan vores levede liv i det lille fællesskab er forbundet med de større livssammenhænge, vi også er en del af.

Udover mit arbejdsmæssige virke indenfor uddannelsessektoren, hvor jeg er pædagogisk uddannet og har undervist på professionsuddannelser i flere år, tog jeg midt i 00’erne en masteruddannelse, hvilket gav mig mulighed for at undervise og vejlede studerende med ledelsesansvar (diplom), såvel fra den offentlige som private og frivillige sektor.

Parallelt hermed har jeg taget uddannelser indenfor kinesiologien, hvor Emotionskoden er en overbygning, samt flere længerevarende uddannelsesforløb, bl.a. indenfor kropsmassage, esoterisk livsforståelse og åndsvidenskab.

Opgaven som vejleder og dét at understøtte vores menneskelige udvikling, og dermed opnå større viden om vigtige livsprocesser og sammenhænge, ser jeg som en inspirerende og meningsfuld opgave at arbejde med.

I praksis er der mulighed for såvel at foretage Emotionskode-sessioner med fysisk fremmøde som online sessioner.