Kirkeyoga – med kroppen med i kirke

Foredrag v. Pia Jønsson
Fredag kl. 15.00 – 15.45 i lokale Preben Elkjær – følg de røde pile på gulvet

Under overskriften ’Overgivelse’ får du på denne workshop en fornemmelse af, hvad yoga i praksis kan i en kristen kontekst. Kirkerummet indbyder til bøn, fordybelse og meditation, og det klinger fint med blid, afspændende yoga, der hjælper til at åbne sindet og til at finde ro. Yogaen er i dag en bred folkelig bevægelse og for nogle den første åbning mod en oplevelse af det værdifulde i kirken. Vi indrammer workshoppen med et skriftsted, en salme eller en bøn, og vi bruger åndedrættet til at forbinde krop og sind og berolige nervesystemet. Som vi gør det i sorggrupper, hvor vi kobler fortrolig samtale med enkle yogastillinger og langsomme bevægelser, der hjælper den sørgende til at være med sorgen og løsne kroppen op. Du behøver ikke at have lavet yoga før. Kom i løst tøj, der er måtter til rådighed.

Pia Jønsson

er uddannet sorgvejleder og yogainstruktør, desuden cand. mag. i litteratur og film. Pia faciliterer sorggrupper i folkekirken, der kombinerer samtale med bevægelse, og er forfatter til flere bøger, blandt andet ’LIVSMOD – find vej i din sorg’, baseret på hendes egen historie om at miste en søn. Bogen imødekommer med sine mange perspektiver og konkrete forslag, at ikke to menneskers liv, behov eller sorg er ens.