Lær at fortrænge tung energi til fordel for den lette og fine

Foredrag v. Rikke Agersted
Lørdag kl. 16.00 – 16.45 i Lokale 3 – 1. sal

Vi mennesker producerer tung energi, når vi går ind i de svære følelser som vrede og frygt. Det sker også, når vi oplever noget traumatisk, får et chok eller andet, som ryster os.
Vigtigt er det at lære at slippe den tunge energi igen, så den ikke hæmmer optagelsen af den lette og fine energi i vores energifelt. I sidste ende kan dette nemlig være med til at skabe uhensigtsmæssige mønstre, smerte og modstand i livet.

Rikke Agersted fra Den Shamanistiske Vej, fortæller om tung kontra let energi, som den betragtes i Inkatraditionen, og deler desuden en energiøvelse til slut i foredraget med tilhørerne, som kan laves derhjemme på daglig basis.
Øvelsen renser tung energi fra vores personlige energifelt og fysiske krop, og kan derfor hjælpe den enkelte til at opnå større harmoni og balance i dagligdagen.

Rikke Agersted

har i 20 år arbejdet med shamanisme fra Syd- og Nordamerika gennem direkte kontakt med lærermestre fra de forskellige traditioner.
Rikke fortæller: “jeg underviser spirituelle mennesker i shamanisme, så de kan heale sig selv og Moder Jord”.
I 2019 blev firmaet Den Shamanistiske Vej skabt, og Rikke arbejder nu fuld tid med healing, undervisning, ceremonier og en masse andet spændende, som udspringer af den visdom, hun har modtaget gennem alle årene.
Et væsentligt bidrag til den praktiske erfaring er hendes egen personlige healingsrejse, som har givet værdifuld indsigt om energiarbejdet og de finurlige veje en healingsproces kan tage.